etjob.dk
Frederikshavn kommune Sygeplejerske

Primærsygeplejerske - Dybvad Kommunal Sygepleje

Er du sygeplejerske og går med tanker om at prøve nye udfordringer, så har vi et spændende job til dig i sygeplejegruppen i Dybvad og Østervrå - på sigt vil din stilling overgå til En Indgang - vores specialiserede rehabiliterende sygeplejeteam der modtager alle nye borgere der har brug for kommunal sygepleje. .

Har du lyst til at prøve at arbejde i en mindre sygeplejegruppe i et landdistrikt, så kan vi pr. 1. november 2025 eller snarest muligt derefter, tilbyde dig en stilling som primærsygeplejerske i Dybvad.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men timetal kan forhandles . Du skal hovedsageligt arbejde i dagvagt, men aftenvagter vil også forekomme. Du skal arbejde hver 4. weekend. Vi er lille velfungerende gruppe, der hjælper hinanden og vi vægter et rigtig godt arbejdsmiljø.

Den udekørende sygeplejegruppe dækker et større geografisk område omkring Dybvad, Syvsten, Præstbro, Voerså, Lyngså og Østervrå. Sygeplejegruppen arbejder tæt sammen med Dybvad og Østervrå hjemmepleje i faste teams og du kommer til at spille en afgørende rolle til fælles morgenmøder, middagsmøder samt tværfaglig triage.   Der er base på Dybvad Ældrecenter samt på Østervrå Ældrecenter, hvor der vil være ind møde på begge adresser.  Vi har desuden en sygeplejeklinik, der varetages af både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

Bliv en del af en arbejdsplads i rivende udvikling med gode muligheder for at udvikle dine kompetencer
Samarbejde og tværfaglighed er en stor del af vores hverdag, og du vil få et tæt samarbejde med dine kolleger og med vores plejegruppe og andre samarbejdspartnere. Du skal aktivt deltage daglig sparring omkring vores borgere sammen med plejegruppen og byde ind med din faglighed og dine kompetencer. Du skal kunne delegere grundlæggende sygeplejeopgaver til plejegruppen og stå for opfølgningen af disse samt medvirke til kompetenceudvikling og supervision.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen har du funktion som akutsygeplejerske, og du spiller derfor en central rolle med henblik på at forebygge unødvendige sygehusindlæggelser. Vores sygeplejersker bruger TOKS og ABCDE-systemet som scoringsredskab. ABCDE er en systematisk tilgang til patienter med kritisk sygdom, som sikrer en effektiv og hurtig metode til at vurdere situationens alvor ved hjælp af diverse målinger. Du vil få oplæring i denne metode, hvis du ikke kender den i forvejen.

Vi forventer, at du arbejder ud fra den rehabiliterende tankegang, hvor formålet er at understøtte borgernes handlemuligheder, så de opnår så selvstændigt og meningsfyldt et liv som muligt.

Hvem er det vi søger:
Du må gerne have en sygeplejefaglig baggrund fra sygehus eller hjemmepleje med minimum 2 års erfaring, men det er ikke et krav.

Jobbet kræver, at du kan håndtere komplekse opgaver, træffe selvstændige beslutninger og bevare overblikket i pressede situationer. Du skal være en god rollemodel for det øvrige personale.

Vi sætter trivslen i højsædet og lægger an til en åben, ærlig og direkte dialog, og vi har en forventning om, at du gør det samme. Vi har en holdning til, at fleksibilitet går begge veje. Vi er en organisation i evig forandring, og vi vælger at se muligheder frem for begrænsninger.

På sigt vil din stilling blive flyttet til vores specialiserede sygeplejeteam En indgang der varetager modtagelsen af alle nye borgere der skal modtage kommunal sygepleje.

Dine ansvarsområder i En Indgang vil bl.a. inkludere

  • Sikre at borger bliver korrekt forløbsindplaceret ved behov/opstart i kommunal indsats.
  • Varetage korterevarende rehabiliteringsforløb.
  • Vurdere borgers sundhedskompetencer og kan sætte borgers ressourcer i spil for rette indsats og afslutning til egen mestring eller samarbejdspartner.
  • Klarlægge og koordinere/planlægge borgers behov for sundhedslovsydelser gennem tæt dialog med berørte samarbejdspartnere.
  • Indgå i et monofagligt, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde med sygehuse, hjemmepleje, sygepleje, visitation, plejecentre, akutteam og midlertidige pladser i kommunen.
  • Sikre involvering, samarbejde og koordinering med sygeplejerskerne i hjemme- og sygeplejegrupperne vedrørende særligt komplekse borgere.
  • Have et indgående kendskab til indsatskataloget og opstarte ydelser på baggrund af dette.
  • Arbejde med udgangspunkt i sundhedsloven, samarbejdsaftaler og andre relevante aftaler/lovgivninger samt eksisterende tilbud i kommunen.

Vi søger sygeplejersker, der har en solid forståelse for den aktuelle udvikling inden for sundhedsområdet gerne med konkret erfaring i relation til den forebyggende indsats, rehabilitering, velfærdsteknologi og arbejdet med e-ydelser. Det er afgørende, at du har kendskab til praksis herunder gældende kvalitetsstandard, indsatskataloger, retningslinjer og vejledninger. Ligeledes har du udvidet kendskab til Cura og generelt flair for IT. Du er kommunikativt stærk både på skrift og i tale. Du er anerkendende i mødet med andre mennesker og er derfor også god til at skabe og opretholde relationer gennem tillid og inddragelse af dine kollegaer og samarbejdspartnere. Du har god forståelse for den daglige drift herunder økonomi og ressourceforbrug. Derudover arbejder du struktureret og selvstændigt inden for dine ansvarsområder – og formår at bevare overblikket i en travl hverdag.

Hvordan skal din introduktion foregå
Du vil blive tildelt en mentor og få et introduktionsforløb, der er tilpasset dine kvalifikationer. Er du nyuddannet vil vi tage hensyn til dette og give en grundig oplæring. Din mentor vil hjælpe dig med at gennemgå introduktionen og være din sparringspartner det første stykke tid.

Yderligere informationer:

Ansættelsessamtaler forventes at blive afholdt i uge 43

Løn og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst.

Du skal have kørekort og kunne fremvise en straffeattest.
Du kan få flere oplysninger om stillingen på hverdage mellem 8-15 på tlf.nr. 2928 2558 hos leder Johanne Olsen.