Projektledere til Byplanlægning - København
Vil du være med til at skabe verdens bedste by?
Vi søger fem projektledere til lokalplanlægning i Område for Byplanlægning i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Hvad arbejder vi med?
Område for Byplanlægning sætter rammerne for fremtidens nye bydele og alt større nybyggeri i København gennem politisk vedtagne lokalplaner. Vores opgave er at realisere kommunens mål for bl.a. arkitektur, mobilitet, klima, livskvalitet og social bæredygtighed i den by, der bliver bygget. Vi arbejder i den helt store skala i Jernbanebyen, Nordhavn, Lynetteholm, Tingbjerg og med et væld af varierede projekter i hele byen, hvor der både bygges nyt, transformeres og bevares. Opgaverne er ofte komplekse, uanset om de er store eller små. Nogle har korte deadlines og andre tager flere år. Vi arbejder sideløbende på ca. 45 lokalplaner i samarbejde med borgerne, politikerne, rådgivere og bygherrer.
Vi har brug for dig
Vi har travlt og har derfor brug for flere planlæggere til både store og små lokalplaner samt andre planfaglige opgaver, herunder transformation og bevaring.
Det vil være en fordel, at du har bred viden om byudvikling, er god til at strukturere og planlægge din tid, skabe kvalitet og fremdrift i arbejdet samt at du kan samarbejde med mange forskellige parter for at opnå et godt resultat. Vi tænker, at du har en uddannelse som fx arkitekt, byplanlægger, ingeniør, landskabsarkitekt eller anden relevant akademisk baggrund, og at du kan formulere dig præcist både mundtligt og skriftligt på dansk.
Jobbet som byplanlægger hos os består primært i at være projektleder for lokalplanprocessen og sikre udarbejdelse og politisk behandling af lokalplaner i samarbejde med en tværfaglig projektgruppe, bygherre, rådgivere, politikere og byens borgere. Der vil også være mulighed for at medvirke til udarbejdelse af nye politikker, retningslinjer og strategier inden for fagområdet alt efter dine interesser og kompetencer. Det kan være klimatilpasning, udnyttelse af havnens vandarealer eller transformation og bevaring af bygningskulturarv.
Hvem er vi?
I Område for Byplanlægning er vi ca. 70 engagerede kollegaer i alle aldersgrupper, der både holder af København og af hinanden. Du bliver del af et stærkt tværfagligt fællesskab af bygnings- og landskabsarkitekter, byplanlæggere, jurister, ingeniører, grafikere og trafikplanlæggere, som er parate til at løfte i flok, og hvor vidensdeling, faglig sparring og udvikling er i fokus. Vi sætter pris på godt kollegialt samvær med fredagsbar og andre faglige og sociale arrangementer.
Område for Byplanlægning er en del af afdelingen Klima og Byudvikling, hvor du kommer til at arbejde sammen med ca. 350 dedikerede kolleger. Afdelingen har et sekretariat og 15 faglige enheder, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klima, byplanlægning, almene boliger, udsat by og analyser.
Vision
Vores København er Københavns Kommunes vision på teknik- og miljøområdet. København er en af verdens bedste byer at bo i. Det skal den også være i fremtiden. Derfor vil vi bruge tidens aktuelle udfordringer og muligheder som springbræt til at skabe en hovedstad i 2035, hvor høj livskvalitet går hånd i hånd med nytænkende byudvikling.
Du kan finde visionen og læse mere om de øvrige strategier og politikker, vi arbejder ud fra, på hjemmesiden Bolig, byggeri og byliv.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Arbejdstiden udgør gennemsnitligt 37 timer ugentligt inklusive frokostpause og vi har flekstid. Der er mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen efter hensyn til arbejdsopgaver, dog med forventning om fuldt fremmøde i opstartsperioden. Vi ønsker at besætte stillingerne den 1. januar 2026 eller snarest derefter.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Kim Florian Rahbek Kierkegaard på 20 35 63 30 eller teamleder Søren Andersen på 20 37 58 12. Du kan se eksempler på politiske indstillinger for lokalplaner i referaterne fra Teknik- og Miljøudvalget her.
Søg via linket senest søndag den 9. november 2025
Vi forventer at afholde samtaler i uge 47.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.