Psykiatrisk Sygeplejerske - St. Dannesbo, Odense Kommune
Har du specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, har du lyst til nye udfordringer og har du lyst til at gøre en positiv forskel for socialt udsatte borgere, som typisk har/har haft et langvarigt stof- og/eller alkoholmisbrug, og som ofte også er udfordrede grundet andre psykiske/sociale problemstillinger? Har du lyst til at levere en professionel, sundhedsfaglig indsats og bringe dine faglige/personlige kompetencer i spil i et spændende, tværfagligt team? Har du lyst til at dele ud af din viden og erfaring og fungere som bindeleddet imellem den enkelte borger, personalegruppen samt interne og eksterne samarbejdspartnere? Så er det måske lige dig, vi mangler på St. Dannesbo.
På St. Dannesbo arbejder vi med socialt udsatte borgere under Servicelovens §107, §108 og §110. Personalegruppen er uddannet i den traumebevidste tilgang (TBT) med henblik på at skabe et så trygt miljø som muligt for vores borgere og dermed de bedst mulige forudsætninger for at forstå, hvad der ligger bag borgernes individuelle tanke- og handlemønstre.
I løbet af de senere år har vi oplevet en stigende kompleksitet i vores borgergruppes problemstillinger, hvor psykiske lidelser (diagnosticerede som udiagnosticerede) stadigt fylder mere og mere. Det stiller højere krav til personalegruppen, som skal rustes til at håndtere denne borgergruppe bedst muligt for at yde den nødvendige omsorg/støtte.
Vi søger derfor en dygtig psykiatrisk sygeplejerske til en nyoprettet 2-årig projektstilling (med mulighed for efterfølgende fastansættelse). Som psykiatrisk sygeplejerske på St. Dannesbo er det vores tanke, at du med din faglighed og erfaringer skal fungere som bindeled og sparrings- og samarbejdspartner på tværs af faggrupper, teams og aktører internt og eksternt. Du vil primært være tilknyttet vores Modtagerteam. Du skal have lyst til at bringe din faglighed/erfaringer i spil i forhold til at klæde dine kollegaer på til at understøtte borgerne bedst muligt.
Da det er en nyoprettet stilling, vil du få mulighed for at selv at være med til at forme stillingen. Stillingen er på 32-37 timer ugentligt - alt efter hvad vi aftaler. Du kommer primært til at arbejde dagvagt, men med enkelte aftenvagter. Weekendvagter vil være hver 6. uge.
Hvilke opgaver skal du bl.a. varetage?
- Du skal sammen med den øvrige personalegruppe være med til at give vores borgere en så meningsfuld og kvalitetsfyldt hverdag som muligt med udgangspunkt i den enkelte borgers behov, ressourcer og kognitionsniveau
- Du skal arbejde forebyggende og sundhedsfremmende, støtte og vejlede borgeren i at optimere hans/hendes almene sundhedstilstand, herunder også at motivere til at minimere et eventuelt misbrug
- Lave sundhedsscreeninger på alle borgere
- Medicinudlevering og -opfølgning
- Sikre at der er iværksættes relevante sundhedsfaglige indsatser, når borgeren flytter ud i egen bolig
- Gennemføre misbrugsbehandling og afrusningsforløb
- Samarbejde med behandlingscenter om misbrugsrelaterede indsatser.
- Samarbejde med psykiatrien
- Kvalitetsopfølgning af den sygeplejefaglige dokumentation efter Sundhedslovens §138
- Koordinering og samarbejde på tværs af teams og med relevante myndigheder
- Sikre løbende dokumentation i journalsystemet (NEXUS)
Hvem er du?
- Vi ser gerne, at du er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og har nogle års erfaring inden for området
- Du har lyst til at arbejde med socialt udsatte borgere med stof- og/eller alkoholmisbrug
- Det er vigtigt, at du både evner at arbejde selvstændigt med borgerne og har gode samarbejdsevner
Som menneske skal du desuden være:
- Anerkendende og i stand til at se det hele menneske med de udfordringer, som et langvarigt misbrug medfører
- Bevidst om din kommunikation og adfærd
- I stand til at prioritere opgaver i en til tider uforudsigelig hverdag
- Nærværende med en respektfuld og ligeværdig tilgang til borgeren
- I stand til at holde fokus – også når komplekse udfordringer skal løses bedst muligt for borgerne
Vi forestiller os, at du har følgende faglige kvalifikationer:
- Er professionel og formår at håndtere borgernes til tider udadreagerende adfærd
- Kan arbejde med en systemisk anerkendende tilgang til borgeren og gerne har kendskab til ’motiverende samtaler’
- Selvstændigt og ansvarsfuldt kan tænke i alternative problemstillinger- og løsninger
- Stærk i medicinhåndtering
- God til dokumentation/journalføring
- Kendskab til fællessprog 3
- Kendskab til KMD NEXUS
- Har kørekort (B). Dette er et krav, da du skal kunne køre med borgerne
Vi kan tilbyde dig
- Selvstændige og spændende opgaver
- Et spændende tværfagligt samarbejde både internt og eksternt
- Et job på en arbejdsplads som vægter tillid, ansvarlighed, trivsel og medbestemmelse højt.
- Et job på en dynamisk arbejdsplads med dygtige og engagerede kollegaer med faglighed og kompetenceudvikling i fokus.
- Supervision med ekstern supervisor samt udviklingssamtaler og relevante kurser
- Gode og fleksible arbejdsrammer
- Grundig introduktion
- Vi arbejder med en systemisk anerkendende tilgang til borgerne såvel som hinanden.
- Alle ledere og medarbejdere er uddannet i at arbejde ud fra den traumebevidste tilgang (TBT)
- En arbejdsplads med gode fysiske rammer i smukke omgivelser
Hvis du kan se dig selv i stillingen, og du er klar på at arbejde et sted, hvor ikke to dage er ens, så send din ansøgning snarest muligt via nedenstående link.
Om os
St. Dannesbo er en kommunal boform for hjemløse drevet af Odense Kommune. Vi har plads til 70 borgere foruden et antal borgere i aktivering. Vores borgere er, udover hjemløshed, også udfordrede af andre sociale problemer herunder alkohol- og/eller stofmisbrug.
Vi er ca. 59 medarbejdere bestående af både social- og sundhedsfagligt personale herunder pædagoger, tilsynsførende assistenter, ergoterapeuter, socialrådgivere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fordelt på fire teams: Modtagerteam, Afklarende team, Udflytterteamet og Bostedsteamet.
Derudover har vi et køkkenteam, et serviceteam, et nattevagtsteam og vores administration, som varetager de daglige driftsopgaver inden for økonomi, diverse administrative opgaver og HR-relaterede opgaver.
St. Dannesbo er beliggende naturskønt i nærheden af Brylle, og vi udnytter vores særlige omgivelser til også at drive en række værksteder og lidt landbrug med tilknyttet personale, der indgår i vores aktiveringstilbud.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Der er tale om en fast stilling under Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.
Den ledige stilling er på 32-37 timer om ugen i dagvagt samt weekendvagt hver 6. uge. Ønsket opstart er den 1. december 2025
Vil du vide mere?
Såfremt du skulle have spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder, Anne Heilmann på tlf.: 23 80 61 69 eller afdelingsleder, Søren Jespersen på tlf.: 40 16 60 50.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 22. oktober 2025. Vi forventer at holde samtaler den 27. oktober 2025.