Regnskabsmedarbejder i Tværgående Team - Region Hovedstaden
Center for Økonomi - Koncernregnskab i Region Hovedstaden søger erfarne regnskabsmedarbejdere til det tværgående team. Det tværgående team består af kompetente og omstillingsparate regnskabsmedarbejdere, som arbejder på tværs af Koncernregnskab.
Som regnskabsmedarbejder i vores tværgående team vil du derfor komme til at arbejde med alle typer af regnskabsopgaver fra stamdata til registrering og afstemning, på tværs af sektionerne.
Du vil komme til at løse opgaver der, hvor behovet opstår. Det kan være i forbindelse med barselsvikariat, ferie, sygdom eller spidsbelastningsperioder, f.eks. månedsafslutning. Perioden for opgaveløsning kan være af kortere eller længere varighed, hvorfor det er en forudsætning, at du stortrives med forandringer og ikke er bange for at sætte dig ind i nye områder med kort varsel.
Det er vigtigt, at du har en analytisk og struktureret tilgang til arbejdet. Derudover forventes det, at du besidder en høj faglighed, helhedssyn, gode kommunikationsevner og ikke er bange for at kaste dig ud i såvel registreringsopgaver som afstemninger og ad hoc-opgaver.
Ud over den daglige drift, står vi overfor den store og spændende fusion af Region Hovedstaden og Region Sjælland, og har vi har brug for flere hænder.
Vi forestiller os, at du har en relevant regnskabsmæssig og teoretisk baggrund. Du interesserer dig for regnskab og controlling, og har en stærk forståelse for regnskab generelt.
Du formår at planlægge og prioritere dine opgaver i en travl hverdag. Du skal kunne fungere som en stærk faglig sparringspartner for kollegaerne i Koncernregnskab og derfor er det vigtigt, at du har gode samarbejdsevner.
Hvem er du
- Du har en god forståelse for regnskabsprocesserne og kan din debet/kredit
- Du er forandringsparat og trives med forskellige ”arbejdspladser”
- Du trives med forskelligartede opgaver i en regnskabsfunktion
- Du er pålidelig og overholder altid dine deadlines
- Du går ikke på kompromis med kvalitet og stræber efter løbende forbedringer
- Du er professionel i din opgaveløsning og har sans for både detaljer og de store linjer
- Du har en god fornemmelse for vigtigheden af god og positiv kommunikation og taler i øjenhøjde med kollegaer og samarbejdspartnere
- Du er en holdspiller og er god til at samarbejde samt til at skabe relationer
- Du er robust og formår at bevare overblikket
- Du har gode Excel kundskaber
- Det vil være en fordel, at du har arbejdet med SAP
Hvis du derudover er klar til at yde en ekstra indsats, når det er nødvendigt og trives i en organisation, hvor tillid, åbenhed, helhedssyn og professionalisme er de bærende værdier, så er du den kollega vi søger.
Hvem er vi
Center for Økonomi, Koncernregnskab, har siden 1. oktober 2017 varetaget regnskabs- og bogholderiopgaver for hele Region Hovedstaden. Vi består af 6 sektioner, som er specialister inden for hver deres område. Koncernregnskab beskæftiger ca. 100 medarbejdere.
Du bliver en del af en meget engageret, proaktiv og faglig stærk enhed i en højt specialiseret organisation, hvor der er mulighed for at præge jobbet og dagligdagen. Vi er en arbejdsplads med fokus på arbejdsmiljø og en god balance mellem arbejde og fritid.
Løn- og ansættelsesvilkår.
Koncernregnskab har adresse på Rigshospitalet, Glostrup, Valdemar Hansens Vej 2, opgang 8, 2600 Glostrup.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschefen for teamet, Ronnie Jensen på telefon 51 44 73 18.
Ansøgningsprocedure
Du søger jobbet ved at sende din ansøgning og dit CV snarest og senest den 24. september 2025.