Ressourcepædagog ved Øster Farimagsgades Skole
Genopslag
Vil du være med til at skabe deltagelsesmuligheder for børnene på Øster Farimagsgades skole? Så kom og vær med som ressourcepædagog i vores veletablerede ressourceteam.
På Øster Farimagsgades skole ønsker vi at være den bedste skole for alle børn. Et trygt og varmt fællesskab at træde ind i – derfor ønsker vi os en ny kollega, der ligesom os brænder for at udvikle gode læringsprocesser, skabe trygge rammer for børnenes trivsel og sociale udvikling.
Vi lykkes allerede godt – og vi har meget at være stolte af. Men vi vil gerne gøre det endnu bedre. For vi ved, hvor vigtig en tryg og sammenhængende skoledag er for at lykkes med elevernes læring. Vi har derfor konstant fokus på og udveksler viden om de tiltag, der virker.
Opgaven i ressourceteamet består i at tilrettelægge, gennemføre og evaluere indsatser for børn med særlige behov samt fælles indsatser for klasser og grupper i samarbejde med lærere, pædagoger og ledelse. Du kommer til at udføre opgaverne i tæt samarbejde med skolens og KKFO’ens ressourcecenter og ressourcepædagoger i et ligeværdigt samarbejde.
Ressourceteamet har løbende møder, der veksler mellem koordinering af opgaver, sparring og vejledning og arbejdsmøder med fokus på at understøtte den skriftlige dokumentation. Ressourceteamet tilbydes også løbende relevante kurser ift. udfordringerne, eleverne har, så man som ressourcepædagog klædes på til opgaven. Senest var det kursus ved Peter Vermeulen og i efteråret er det med Kobe Vanroy. Du er ansat på skolen og har derfor kun børnetimer ind i skoledelen, hvilket betyder, at du også følger skolens ferieafholdelse.
Som ressourcepædagog vil du bl.a. varetage opgaver som fx at
- arbejde understøttende ind i den faglige undervisning og være bidragende i en stærk hverdagspraksis
- indgå i co-teachingforløb
- planlægge pædagogiske aktiviteter, der understøtter børnenes personlige og sociale udvikling
- koordinere indsatser ift. børn med BUF- og skoleflex
- foretage løbende skriftlig evaluering og opdatere handleplaner
Vi ved, at ingen kan alt, men det er vigtigt for os, at du
- har en pædagogisk uddannelse - og gerne har erfaring med specialområdet
- gerne har specialpædagogisk viden – eller har lyst til at få det
- har et stærkt og ressourceorienteret børnesyn, der bygger på, at alle børn har ret til deltagelse, undervisning og børnefællesskaber
- er relationsstærk og møder børn og voksne i øjenhøjde og med ro
- kommunikerer åbent og nysgerrigt med elever, forældre og professionelle i det tværfaglige felt
- har gode samarbejdsevner, humor og en positiv tilgang til vores arbejdsfællesskab og med skolens forældre
Om os
Øster Farimagsgades Skole er en smuk, gammel skole, som ligger lige ved søerne centralt i København. Vi har 670 skønne elever fordelt på tre spor, ca. 80 dygtige og professionelle medarbejdere og masser af gode, engagerede forældre. Hos os træder du ind i et stærkt og velfungerende fællesskab for børn og voksne.
Som skole arbejder vi dynamisk og udviklingsorienteret. Vi har hele tiden fokus på at udvikle gode læringsprocesser i undervisningen, skabe trygge rammer for børnenes trivsel og sociale udvikling og at dele viden om de tiltag og indsatser, der virker.
Hver 10. skoledag har vi fagdag – en hel dag kun til ét fag – i indskolingen er den understøttet med to-voksen hele dagen, da klassepædagogen er med. Derudover har vi to-voksen i de fleste praktisk-musiske fag fra 0.-9.kl. – for vi ved, at vi lykkes bedst sammen.
På Øster Farimagsgades Skole er vi kompetencecenter for inkluderende fællesskaber i Københavns Kommune – og det er vi ret stolte af. Vi er meget optagede af co-teaching og aktionslæring, og vi arbejder hver dag målrettet med at udvikle praksis og viden omkring arbejdet med at skabe deltagelsesmuligheder og plads i fællesskaberne til alle børn.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og reference. Stillingen er en fastansættelse på fuld tid med tiltrædelse den 1. oktober 2025.
Mere information
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Christina Holm Vestergaard på 23 60 36 59 eller souschef Heidi Batz-Jørgensen på 24 97 70 79.
Læs mere om skolen på vores hjemmeside
Søg via linket senest onsdag den 27. august 2025
Vi holder samtaler den 28. august kl. 14-17.