etjob.dk
Gladsaxe kommune Sagsbehandler

Sagsbehandler - Borgerservice i Gladsaxe Kommune

Vi søger en dygtig, engageret sagsbehandler, der med et stort smil og meget gerne med kendskab til området, ønsker at arbejde med folkeregister (baglandsopgaver) samt ekspedition og telefonisk servicering af kommunes borgere. Stillingen er på 37 timer med start den 1. november 2025, gerne før?

Vi vil være Danmarks bedste Borgerservice og det er derfor en fordel, men ikke et krav, hvis du kender til arbejdsområderne i en Borgerservice. Du elsker at yde en høj service og vejledning overfor kommunes borgere.

Dit arbejdsområde vil bestå af sagsbehandling af folkeregisteropgaver som opfølgning og afgørelser af fx adressesager, børneflytninger o.lign. samt ekspeditioner af pas, kørekort, MitID og telefonisk betjening af borgerne. Der er tale om en stilling med både back´ og front´ opgaver. Du skal desuden forvente at være med til at varetage diverse almindelige og ad hoc-opgaver i forbindelse med fx valg, vielser og udekørende MitID.

Vi ønsker en ny kollega der:

  • har erfaring og kendskab til administrativ sagsbehandling herunder partshøring og skriftlige afgørelser
  • måske kender til arbejdet og arbejdsområderne i et Folkeregister og Borgerservice
  • sætter en ære i at yde den bedst mulige service til kommunes borgere
  • kan eller vil lære at udstede MitID, pas og kørekort mm.
  • kan håndtere konflikter
  • kan tale og forstå engelsk (da mange ekspeditioner foregår på engelsk)
  • kan arbejde på tværs med kollegaerne i kommunen
  • kan formulere sig på skrift
  • er fleksibel ift. arbejdstider fx når der er valg og vi arbejder sent eller hvis vi åbner Borgerservice tidligt en dag.

Vi tilbyder og tilrettelægger en grundig oplæringsplan så det sikres, at du bliver ordentligt introduceret til sagsområderne. Du skal forvente at oplæringsplanen, afhængig af erfaring, er længerevarende.

Om os
Borgerservice har i alt ca. 22 medarbejdere fordelt på tre teams: Folkeregister, Information- og omstilling samt Kommunens Kontrolgruppe.
Alle medarbejdere i Borgerservice har gennemgået en serviceuddannelse, og det forventes, at du også vil arbejde efter de principper og værdier der er i Borgerservice. Vi optager telefonsamtaler til brug for intern læring og træning. Det er du selvfølgelig indstillet på at være en del af.
Du vil indgå i en lørdags vagtplan hver 6. uge hvis der er vielser på Rådhuset og du skal forvente at være her til kl.18. om torsdagen.

Løn
Du bliver ansat i henhold til gældende overenskomst på området.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte Borgerservicechef Mark Jensen, på telefon 39 57 57 17, Charlie Mik Ljungstrøm telefon 39 57 52 90 eller Annette Hemmingsen telefon 39 57 52 96.

Ansøgning
Ansøgningsfrist er den 22. september 2025. Vi forventer at afholde samtaler fredag den 26. september 2025.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.