Skolesekretær ved Strandvejsskolen, København
På Strandvejsskolen laver vi skole sammen. Og nu har du en enestående mulighed for at blive en del af vores stærke fællesskab. Skolens kontor er skolens livsnerve – det er her, vi mødes, her tingene sker, og her både børn og forældre ved, at de kan få hjælp. Nu mangler vi dig til at holde sammen på trådene og sikre, at hverdagen glider effektivt og professionelt.
Om stillingen
Du får ansvar for de klassiske skolesekretæropgaver i tæt samarbejde med vores administrative arbejdsfællesskab i forvaltningen. Du kommer til at sidde tæt på ledelsen, som både har højt tempo og højt humør. Derfor leder vi efter en sekretær, der er selvstændig, struktureret og løsningsorienteret – og som kan grine sammen med os. Du bliver en del af en engageret og åben medarbejdergruppe med et stærkt socialt sammenhold, hvor du som sekretær er en naturlig og værdsat del af fællesskabet.
Vi leder efter dig, der
- er smilende, imødekommende og hjælpsom
- trives med at være tovholder og holde mange bolde i luften
- spotter, hvornår noget skal gribes – og gør det
- er selvstændig, men også samlende for fællesskabet
- har tålmodighed og formidler opgaver klart til medarbejdere
- kan skabe struktur i samarbejde med ledelsen
- har lyst til at arbejde med kommunikation (fx hjemmeside og sociale medier)
- trives med at være eneste sekretær på skolen, men med tæt kontakt til ledelse, lærere og det administrative netværk i forvaltningen
Dine opgaver vil bl.a. være
- administrative opgaver vedr. elever
- løn- og personalerelaterede opgaver
- indkøb til skolen og administrationen
- forefaldende arbejde i kontor og personalerum
- strukturering og koordinering af hverdagen
- referatskrivning, forplejning til møder og kalenderstyring
- kommunikationsopgaver på fx facebook og skolens hjemmeside
- brug af digitale systemer som TRIO, KAS, Aula, MU-elev, kvantum m.fl.
- opfølgning på vikardækning
Om os
Strandvejsskolen er i gang med en spændende udvikling. Vi er et relativt nyt ledelsesteam med store ambitioner og højt til loftet, og vi brænder for at lave god skole med fokus på elevernes trivsel og læring. Vi er stærke sammen, og du vil få stor indflydelse på hverdagens opgaver og løsninger.
Strandvejsskolen er en folkeskole i Københavns Kommune på Ydre Østerbro. Vi huser ca. 550 elever fra 0.-9. årgang. Ledelse og medarbejdere er i høj grad hinandens medspillere, og alle faggrupper anses for ligeværdige og helt essentielle for vores bestræbelse på at skabe hele børn, der trives og lærer i bred forstand.
Her til sidst skal du vide, at på Strandvejsskolen er vi glade for at undersøge, vi nyder at se ting lykkes, vi bestræber os hver dag på at leve op til vores gode ry, vi hjælper hinanden og 'rykker sammen i bussen', når det gælder, vi husker at grine – og ikke mindst holder vi altid fokus på, hvem det hele handler om – menneskene på Strandvejsskolen. Vil du være med?
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 35 timer om ugen, svarende til en årsnorm på 37,5 timer, så du har fri i skolens ferier. Ansættelse og løn efter gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og HK og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Tiltrædelse hurtigst muligt og senest den 1. oktober 2025. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte skoleleder Ulrikke Wandler på 40 42 51 57. Du kan læse mere om os på vores hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest mandag den 25. august 2025
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 35.