Skolesocialrådgivere til barselsvikariater i din sociale indgang city-østerbro

logo for Københavns Kommune

Brænder du for tværfagligt samarbejde, brobygning og tidligt forebyggende arbejde, er du måske en af vores to nye skolesocialrådgivere?

Din Sociale indgang City-Østerbro søger to engagerede barselsvikarer, der har lyst til at skabe positive forandringer for børn og unge på vores skoler. I denne rolle vil du være med til at sikre en tæt sammenhæng mellem skolerne og Socialforvaltningens rådgivere.

Om jobbet
Som skolesocialrådgiver vil du være ansvarlig for at understøtte brobygning i en systematisk og målrettet indsats, der forebygger mistrivsel blandt elever. Dette indebærer et tæt samarbejde med skolernes inklusionsvejledere, PPR-psykologer, sundhedsplejersker, KKFO-personale, civilsamfundet og skolernes ledelse. Derudover vil du spille en central rolle i arbejdet med børn og unge, der har bekymrende skolefravær, ved at deltage i ressourcecentermøder, fraværsgennemgange, netværksmøder og individuelle forløb.

En anden vigtig del af jobbet er at hjælpe med at kvalificere underretninger og fungere som sparringspartner for skolernes personale og ledelse, når der opstår bekymringer om børn og unge. Du vil også koordinere og facilitere netværksmøder, der skal lede frem til beslutninger om fleksible skoleindsatser eller dagbehandling samt sørge for en velkoordineret indsats mellem skolen, leverandører og Din Sociale Indgang.

Du vil endelig skulle samarbejde tæt med rådgiverne i konkrete sager, hvor du vil bidrage til at skabe de bedste forudsætninger for børn og unges trivsel og udvikling.

Vi søger derfor en person, der er handlekraftig, samarbejdsorienteret og passioneret omkring at gøre en forskel for børn og unge i deres skolegang.

Om dig
For at styrke vores team søger vi en skolesocialrådgiver, der har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som socialrådgiver, pædagog eller lignende. Det er en fordel, hvis du har erfaring med myndighedsarbejde og kendskab til den lovgivning, der gælder på området. Ligeledes vil det være en fordel, hvis du har indblik i skoleverdenen samt erfaring med at arbejde med børn og unge i udsatte positioner eller børn og unge med en autismediagnose.

Vi lægger vægt på, at du er dygtig til at afholde større møder og kan kommunikere klart og tydeligt både overfor borgere og samarbejdspartnere. Det er vigtigt, at du trives med at samarbejde både internt, for eksempel med børne- og ungerådgivere, og eksternt med andre aktører. Du skal være forberedt på en til tider hektisk hverdag, hvor fleksibilitet og samarbejdsevner er afgørende.

Du skal kunne håndtere skift mellem forskellige arbejdspladser og kulturer, hvilket kræver robusthed og evnen til at tilpasse dig forskellige miljøer. Samtidig forventer vi, at du er selvkørende og selvstændig, da dit arbejde i høj grad vil foregå på afstand af din nærmeste leder og kollegaer i Din Sociale Indgang.

Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med kortere samtale- og rådgivningsforløb med forældre, børn og unge. Vi søger en engageret person, der kan tage ansvar og skabe trygge og udviklende rammer for de børn og unge, du arbejder med.

Om os
Skolesocialrådgivergruppen er forankret i Din Sociale indgang City-Østerbro, som er én ud af fem bydelsenheder. Vi holder til i Svendborggade på Østerbro og er otte kolleger i gruppen.

I Din Sociale Indgang står vi i en større omstilling, fordi vi gerne vil skabe et stærkere samarbejde på tværs af hele børneområdet, når vi skal hjælpe alle Københavns børn og unge uanset målgruppe. Derfor skal vi i Din Sociale Indgang både hjælpe børn og unge i udsatte positioner og børn og unge med diagnoser som autisme. Det betyder, at vi både søger en skolesocialrådgiver til vores specialskoler og en til vores almenskoler.

Vi arbejder med, at børn og unge får en tidlig indsats og får eller bevarer stabile og nære voksenrelationer til forældre eller familiens netværk.

Vi har fokus på, at børn inddrages, og på at yde en helhedsorienteret indsats, hvor børn inkluderes i positive fællesskaber i skolen, fritids- og foreningslivet.

Derudover vil du hos os møde

  • En spændende arbejdsplads i udvikling og med meningsfulde opgaver
  • Introprogram og oplæring samt gode muligheder for faglig udvikling
  • Månedlig supervision og en årlig GRUS
  • En arbejdsplads med høj faglighed med fokus på mål, metodeudvikling, etik og retssikkerhed
  • En arbejdsplads, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab
  • En høj grad af indflydelse og ansvar for egne opgaver med stor mulighed for at bringe din faglighed i spil
  • Engagerede, kreative og dygtige kollegaer i en ambitiøs gruppe, som prioriterer det gode samarbejde i en travl hverdag
  • Mulighed for kantineordning og medarbejderforening med sociale aktiviteter
  • Fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde.

Løn- og ansættelsesforhold
Arbejdstiden 37 timer om ugen.

Ansættelsen er i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere, administrativt personale/HK, pædagoger og efter principper om lokal løndannelse.

Der vil blive indhentet reference fra tidligere ansættelse samt udvidet børne- og straffeattest i forbindelse med ansættelsen.

Stillingerne er med tiltrædelse fra den 1. august 2025. Vikariatet på vores specialskoler er for en periode på ni måneder med mulighed for forlængelse og vikariatet på vores almenskoler er for en periode på fem måneder.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte skolesocialrådgiver Michael på 27 12 99 55 eller Anne på 23 29 62 62.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning

Søg via linket senest søndag den 15. juni 2025
Samtaler vil blive afholdt mandag den 23. juni 2025.