Social- og sundhedsassistent - Psykiatrisk Akutmodtagelse Hillerød
Brænder du for akut psykiatri og ønsker du kun at arbejde hver 3. eller 4. weekend? Har du lyst til nye udfordringer og trives du med en varierende hverdag? Så kan vi tilbyde en spændende stilling i vores psykiatriske akutmodtagelse med høj trivsel, stor faglighed og fokus på balance imellem job og fritid.
Afsnit 2122 er en psykiatrisk åben akutmodtagelse, hvor 2 dage aldrig er ens
Vi varetager både skadestuefunktion, det åbne modtageafsnit med 9 senge og har ansvaret for centerets ECT-behandling, som varetages af et udvalgt ECT-team. Afsnittet har døgnåbent, og modtager patienter med svære psykiske lidelser, krisereaktioner eller rusmiddelsproblematikker. Patienter kan være indlagt op til 7 døgn, dog er den gennemsnitlige indlæggelsestid noget lavere, hvilket giver et stort flow af patienter.
Vi søger en social- og sundhedsassistent med erfaring inden for det psykiatriske speciale primært til at varetage funktionen i vores åbne modtageafsnit.
Vi er kendetegnet ved høj faglighed og kvalitet i behandling til patienter og pårørende, hvor den akutte fase er i fokus. Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet med at optimere arbejdsmiljøet i afsnittet, hvilket har resulteret i flere forbedringstiltag, lavt sygefravær og flotte trivselsmålinger.
Vi prioriterer balancen mellem job og fritid højt, hvilket tydeligt afspejles i vagtplanen, hvor der er plads til individuelle ønsker og særlige hensyn.
Hvem er vi og hvordan arbejder vi?
Vi er en engageret og faglig dygtig personalegruppe på ca. 35 medarbejdere, godt blandet erfarings- og aldersmæssigt.
Vi arbejder forbedringsorienteret, som personalet er meget engageret i.
Vi har et stort fokus på faglighed og på at sikre tid til fordybelse, refleksion, undervisning og supervision.
Vi arbejder ud fra en kognitiv referenceramme og med planer om at blive endnu mere recovery-orienteret.
Vi har et tæt samarbejde i personalegruppen, samt tværfagligt med afsnittets læger, socialsygeplejerske og socialrådgiver.
Vi har derudover et stort fokus på medinddragelse og gennemsigtighed, samt tydelig og synlig ledelse, hvilket bl.a. kommer til udtryk i vores ugentlige nyhedsbrev ”Akutposten”.
Vi prioriterer et åbent og ærligt arbejdsmiljø med højt til loftet og plads til humor.
Hvem er du?
Du er social- og sundhedsassistent og har psykiatrisk erfaring.
Du har interesse i at arbejde med den psykiatriske patient og dennes pårørende i den akutte fase, og trives med korte patientforløb.
Du kan planlægge og bevare overblikket, samt lide at have mange bolde i luften.
Du kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå i et tæt mono- og tværfagligt samarbejde.
Hvad tilbyder vi?
En grundig introduktion tilrettelagt ud fra dine behov og erfaring.
Mulighed for stor indflydelse på vagtplan og ønsker hertil.
Korte ugentlige undervisningsseancer og ugentlig supervision.
Et afsnit med en tydelig struktur og høj faglighed.
En meget engageret og energisk personalegruppe – både fagligt og socialt.
Løn og vilkår
Stillingen er til besættelse 1. december 2025 eller snarest muligt.
Du ansættes i henhold til overenskomst for social- og sundhedspersonale. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og FOA.
Døgnafsnittet er døgndækket, og du vil derfor blive planlagt med blandede vagter i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale i overenskomsten.
Der vil være weekendarbejde med 8-timers eller 12-timers vagter hver anden, tredje eller fjerde weekend efter dit ønske.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen eller komme forbi til en kop kaffe og rundvisning, er du meget velkommen til at kontakte oversygeplejerske Malene Vang Riget på telefon 21382865.
Alternativt er du også meget velkommen til at kontakte assisterende afsnitsleder Camilla Louise Jensen på telefon 20 35 16 13. Du finder os på Psykiatrisk Center Nordsjælland, Dyrehavevej 48, 3400 Hillerød.
Søg stillingen
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket på siden senest onsdag den 1. oktober 2025.
Vi holder samtaler løbende.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Læs mere om Psykiatrisk Center Nordsjælland her eller læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien"