Social- og sundhedsassistent til Psykiatrisk Center København A3
Vil du bruge din faglighed, relationelle kompetencer og kommunikative evner til at skabe endnu bedre rammer for behandlingen af botilbudspatienter – så er vi sikre på, at vi kan tilbyde det helt rette job til dig her på A3.
Velkommen indenfor hos A3
Patienterne på A3 spænder bredt. Fælles for vores patientforløb er, at de kræver en høj grad af tværsektorielt samarbejde, som vi arbejder ud fra hver eneste dag. Vi har et tæt samarbejde med det ambulante botilbudsteam og de botilbud, som patienterne bor på.
”Vi har plads til 16 patienter, og vi kender ofte patienterne fra tidligere forløb her på A3**. Det giver os mulighed for at arbejde recoveryorienteret og deeskalerende, fordi vi kender patienterne godt, og vi ved, hvad der skal til for at få dem stabiliseret igen. Det betyder også, at vi har meget lidt tvang i forhold til, hvor dårlige patienterne er. ” fortæller din nye kollega på A3.
Hvordan bliver din arbejdsdag?
Du skal være med til at lægge planer for patienterne på afsnittet, der gør det muligt for dem at leve et godt og meningsfuldt liv på deres botilbud. Her er vores ambulante Botilbudsteam og botilbuddene tætte samarbejdspartnere. Vores helt store opgave er sammenhængende patientforløb, og vi gør meget ud af at inddrage patienterne i deres ønsker til behandlingen.
Fundamentet for vores arbejde er relationsdannelse og kommunikation med patienten, så sundhedsindsatserne bliver meningsfulde. Vi arbejder med kognitiv miljøterapi (KAT) i afsnittet, da vi ved, at medicin alene ikke sikrer en god recovery hos patienterne. Dette er en tværfaglig opgave, som både læger, plejepersonale og terapeuter er med til at understøtte. Desuden er vi i gang med at implementere dobbeltdiagnosebehandling på afsnittet, hvilket du også kommer til at være en del af. Vi arbejder desuden ud fra en Safewards-orienteret tilgang til vores patienter.
Hvorfor skal du søge ind hos os?
- Alle på afsnittet har været på uddannelse i kognitiv miljøterapi (KAT), og det kommer du også.
- Vi lægger vægt på, at der er psykologisk tryghed. Med andre ord… på A3 er alle trygge ved at udtrykke sine meninger, og være sig selv.
- Du har lyst til at være på et afsnit, der bruger tid sammen med patienterne og hvor der er plads til, at lave aktiviteter både individuelt og i mindre grupper. Hvis du kan lide at spille musik, være kreativ, aktiv eller lave havearbejde sammen med vores patienter, er det et stort plus og noget vi hilser meget velkomment.
- Du får plads og rum til at udvikle dig fagligt – det er fx muligt at få relevante kurser eller uddannelse ud fra dit interessefelt. Vi prioriterer fx, at alle som ønsker det, kan få RHP’s kursus for medicinhåndtering til social- og sundhedsassistenter.
- På tværs af hele huset har vi mulighed for sparring fra andre afdelinger – både nabo- og akutafsnit.
- Du har, eller ønsker, at få et øget kendskab til det tværsektorielle samarbejde på tværs af region og kommune.
”Jeg ved godt, at alle siger det samme, MEN vi har et virkelig godt sammenhold i afsnittet. Vi vil hinanden, og vi prioriterer sociale aktiviteter. Det skaber en god atmosfære, der påvirker vores samarbejde på afsnittet. Vi tænker også ud af boksen for at skabe en mere meningsfuld hverdag for patienterne, så her ikke er så hospitalsagtig.” fortæller din nye kollega på A3.
Se meget mere fra vores hverdag på A3 på vores instagram: intensivafsnita3
Om dig
Du er autoriseret social- og sundhedsassistent, og har lyst til at arbejde med specialet. Du må meget gerne have en efteruddannelse eller have somatisk erfaring. Du er dog også meget velkommen hvis du er nyuddannet, vi skal nok klæde dig godt på til at arbejde i psykiatrien.
Interesseret?
Du er meget velkommen til at ringe eller sende en SMS til oversygeplejerske Sille på 2120 5122.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er i blandende vagter, med primært dag- og aftenvagter og med weekendvagt hver 2. eller 3. weekend i 8 timers vagter. Der kan forekomme få nattevagter også, fx i forbindelse med ferieafvikling og kursusaktivitet.
Vi ø**nsker, at du starter snarest muligt efter aftale.
Du ansættes i henhold til overenskomst for social- og sundhedspersonale. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og FOA.
Døgnafsnittet er døgndækket, og du vil derfor blive planlagt med blandende vagter i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale i overenskomsten.
Søg stillingen
Send din ansøgning, cv og uddannelsesbevis via linket her på siden, senest den 3. oktober.
Vi forventer at afholde samtaler løbende.
Vil du vide mere om arbejdspladsen?
Psykiatrisk Center København er nu landets største psykiatriske center.
Vi arbejder målrettet med patient-og pårørendeinddragelse samt recovery-orienteret indsats i rammerne af en kognitiv miljøterapi.
Centrets 5-års strategi- og behandlingsplan har til hensigt at udvikle behandlings, uddannelses- og forskningsområderne samt arbejdsmiljøet.
Du kan læse mere om ’Psykiatrisk Center København her’ eller om Region Hovedstadens Psykiatri, som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".