etjob.dk
København kommune Social- og sundhedshjælper

Social- og Sundhedshjælper - Aftenpleje Bispebjerg/Nørrebro

**Nogle gange søger dygtige kolleger videreuddannelse og nye udfordringer, og andre gange skal trofaste og dygtige kolleger pensioneres. Trives du med ansvar og udfordringer? Så spørger vi igen: Vil du være med til at skabe byens bedste aftenpleje?

Her får du høj faglighed, stor fleksibilitet og et fedt arbejdsmiljø**
Hos os bliver du en del af en stor gruppe med blandet baggrund. Fælles for os er, at vi vægter tæt tværfagligt samarbejde højt og giver plads til fleksibilitet i forhold til vagtbytte, ferie og frihed – og så har vi det ret sjovt, når vi går på arbejde.

Lige nu søger vi nye kolleger, som er uddannede social- og sundhedshjælpere.

Vi kører ud fra Fensmarkgade på Nørrebro, og vi dækker hele Bispebjerg og Nørrebro på cykel og scooter eller i bil eller via skærmbesøg.

Vi arbejder i små teams, så der er mulighed for tværfaglig sparring.

Hos os får du et langt og grundigt introduktionsforløb med udgangspunkt i dine ønsker og behov, og så skal du kunne mærke, at hele huset byder dig velkommen som ny kollega.

Vi drømmer om en kollega, der

  • naturligvis er uddannet social- og sundhedshjælper og – ligesom os – går op i at skabe et miljø, hvor vi udvikler os både menneskeligt og fagligt
  • går til opgaverne med et positivt sind og en stærk faglighed – vi tror nemlig på, at det sikrer den størst mulige trivsel for os som kolleger og for de borgere, vi besøger
  • har lyst til at lære nyt og dele sin viden med andre – vi tilbyder faglig udvikling gennem kurser og uddannelse, og vi vægter et tæt samarbejde mellem dagvagt og aftenvagt
  • har lyst til at være lige så fleksibel overfor sine kolleger, som de er overfor dig – vi er nemlig fælles om at være så fleksible som muligt, så ingen går glip af vigtige livsbegivenheder, også dem der foregår om aftenen.

Du får fagligt stærke (og måske endnu sjovere) kolleger
Aftenplejen Bispebjerg/Nørrebro tæller 70 medarbejdere, og hver aften møder 35 af os ind på vagt. Vi er social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, og til at holde styr på alle opgaverne har vi også et hold disponenter og Martin, der er gruppeleder.

Vi dækker et stort geografisk område, så du skal kunne cykle, have mod på at køre på scooter eller have kørekort til bil. Vi har også to skærmruter, hvor en social- og sundhedshjælper og en social- og sundhedsassistent udfører skærmbesøg hos borgerne.

Vi har et motto 'det skal være sjovt at gå på arbejde'. Vi interesserer os for hinanden som kolleger, og her er altid plads til at vende stort og småt med masser af humor, højt til loftet og spændende faglige snakke. Og dét glæder vi os til, at du bliver en del af.

Ansættelsesforhold
Stillingerne er på fuld tid. Du skal arbejde i et 5-2-rul eller 7/7-rul, og de resterende timer planlægger vi sammen. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi vil gerne ansætte dig den 1. november 2025 eller før, hvis muligt. Vi er naturligvis fleksible i forhold til din planlagte ferie.

Yderligere oplysninger
Ring til gruppeleder Martin Preuss på 23 82 22 75.

Søg via linket senest søndag den 14. september 2025
Vi holder løbende samtaler.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.