Souschef i Forsvarsministeriets Efterretningskontor
Er du interesseret i at tage en del af ledelsesansvaret i gennemførelsen af en historisk styrkelse af Forsvaret? Vil du være med til at styrke Danmarks sikkerhed og forståelsen af trusselsbilledet? Og kan du arbejde med sager så hemmelige, at du aldrig kan fortælle andre om dem?
Så har du nu muligheden for at blive souschef i Forsvarsministeriets Kontor for Efterretninger og Cyber.
Om os
Europa og Danmark står i en skærpet sikkerhedspolitisk situation, og det danske forsvar er i gang med en omfattende strategisk forandring, der indebærer en historisk styrkelse. En nuanceret forståelse af trusselsbilledet er afgørende for at gennemføre den iværksatte strategiske forandring af Forsvaret.
I Forsvarsministeriets Afdeling for Sikkerhed og Operationer er det vores ansvar at sikre efterlevelse af regeringens og forsvarsministerens strategiske retning for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik. Vi arbejder for at udvikle internationale samarbejder og partnerskaber, der understøtter Danmarks sikkerhed, og som værner om vores værdier.
Kontoret for Efterretninger og Cyber er ressortkontor for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Du vil i stillingen få dyb indsigt i den overordnede styring af og tilsyn med FE og skal derfor kunne sikkerhedsgodkendes til højeste niveau.
Kontoret håndterer bl.a. sager vedrørende efterretnings- og trusselsvurderinger, sikkerhedspolitiske briefinger, regeringens Sikkerhedsudvalg og Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Derudover omfatter kontorets ansvarsområde bl.a. cyberområdet, hybride trusler, forhold vedr. rummet, militær sikkerhed samt investeringsscreening.
Kontoret er kendetegnet ved et ambitiøst men uformelt arbejdsmiljø, hvor performance og trivsel går hånd i hånd.
Om stillingen
Som souschef vil du indgå i et ledelsesteam med kontorchefen. Din rolle vil være at understøtte udviklingen af den faglige ledelseskraft i kontoret og agere sparringspartner i forhold til strategiske, organisatoriske og faglige overvejelser.
Dette indebærer blandt andet, at du:
· Har politisk tæft og trives i en travl og omskiftelig hverdag.
· Varetager daglig dialog med FE ift. tjenestens produkter og implementering af nye tiltag.
· Uddelegerer bestillinger til sagsbehandlerne, prioriterer kontorets opgaver og projekter og sikrer fremdrift i opgaveløsningen.
· Bistår kollegerne med faglig sparring i det daglige på efterretnings- og cyberområdet, herunder operationer, efterretningsbriefinger, trusselsvurderinger mv.
· Bidrager til udvikling af kontoret i forbindelse med f.eks. rekruttering af nye medarbejdere, kontorseminarer og udviklingssamtaler.
· Er stedfortræder for kontorchefen på diverse møder, herunder chefmøder og møder af faglig, strategisk karakter.
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant videregående akademisk uddannelse, f.eks. cand.scient.pol., cand.jur., eller cand.polit. Du kan også have en militær uddannelsesbaggrund.
Derudover forventer vi, at du:
· Har solid erfaring med betjening af det politiske niveau i centraladministrationen og forståelse for at tilpasse sager både i indhold og formidling.
· Evner at bevare overblik og faglig integritet, også når bestillinger har korte frister.
· Besidder stærke faglige og analytiske kompetencer samt vilje og evne til at sætte dig ind i komplicerede problemstillinger.
· Er processtærk og sikrer fremdrift i kontorets opgaver.
· Er synlig, motiverende og resultatorienteret og har fokus på de klassiske embedsmandsdyder.
· Har gennemslagskraft og formår at fastholde det gode samarbejde på tværs af koncernen og med øvrige myndigheder.
Ansættelsesvilkår
Hvis du er uddannet akademiker, vil du blive ansat som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Afhængigt af din erfaring og dine kvalifikationer kan der forhandles yderligere tillæg i forbindelse med ansættelsen. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Hvis du søger som officer, er stillingen indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold samt rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Anja Baldorf på tlf. 32 66 59 51.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K.
Vi ser frem til at høre fra dig
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen eller souschefrollen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Pernille Hjorth på tlf. 61 87 17 03
Ansøgningsfrist den 10. august 2025.
Du søger stillingen ved at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket nedenfor. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets koncern tror vi på, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.