Sygeplejersker til Neurologi - Aabenraa Sygehus
Det sker sjældent: Vi søger to sygeplejersker på én gang - Tag springet sammen
Hjerne- og Nervesygdomme søger 2 sygeplejersker til faste stillinger på 37 timer/uge (timeantal kan justeres efter ønske) med tiltrædelse den 1. november 2025 eller efter aftale. Stillingerne omfatter funktion i både sengeafsnittet og ambulatoriet.
Hos os får I:
Stærkt kollegaskab
Vi tror på, at man arbejder bedst, når man trives med dem, man er omgivet af. Hos os står vi sammen – både i det svære og i det gode. Man er aldrig alene – heller ikke i de travle stunder. Vi hjælper hinanden, deler viden og finder overskud i fællesskabet. I bliver en del af et team, hvor vi passer på hinanden.
Fleksibilitet og forståelse
Vi ved, at livet uden for arbejdet også er vigtigt. Derfor tilbyder vi fleksible vagtplaner, der tager hensyn til jeres ønsker og behov. Sammen finder vi løsninger, der fungerer for jer – både som fagpersoner og privatpersoner.
Der er ansat en tværfaglig planlægger, som sammen med oversygeplejersken gør alt for at tilgodese ønsker og behov. Alle medarbejdere på Hjerne- og Nervesygdomme tager del i vagtbemandingen – der arbejdes i gennemsnit hver 3. weekend, altså 4 weekender på 12 uger. Der er også mulighed for at arbejde hver 2. weekend – afhængig af, hvad der passer ind i jeres liv. Der arbejdes 8-timers vagter – også i weekenderne. Der er gode muligheder for at bytte vagter indbyrdes, og alle er interesserede i at hjælpe.
Et fagligt spændende speciale
Neurologi er et komplekst og meget spændende speciale, hvor vi i hvert enkelt forløb ser individuelt på patienten. Der er nemlig mange faktorer, der spiller ind, når mennesker erhverver sig en hjerneskade – eksempelvis skadens placering, behandlingsmuligheder, patientens mestringsevne, netværk m.m.
Vi er et tværfagligt team, der arbejder sammen omkring disse patientforløb – uanset om det er indlagte eller ambulante forløb.
De patienter, der typisk er indlagt på sengeafsnittet:
- Patienter med apopleksi og/eller til observation for apopleksi
- Patienter med kramper/epilepsi
- Patienter med kræft i hjernen
- Patienter med symptomer i form af svimmelhed, hovedpine, føleforstyrrelser m.m.
Hjerne- og Nervesygdomme er en afdeling med både længerevarende og akutte forløb, unge patienter, ældre patienter – og frem for alt en hverdag, hvor ikke to dage er ens. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er under 5 dage.
I 2008 kom en ny medicin, Actilyse, som kan opløse blodproppen i hjernen. Behandlingen skal gives inden for 4,5 timer fra symptomdebut. Det er en akut behandling, og jo hurtigere vi er, desto bedre kan vi hjælpe patienten.
Da afdelingen har denne trombolysefunktion, er der altid én neurologisk sygeplejerske i hver vagt, der er trombolyseansvarlig – hvilket betyder, at der altid er minimum 2 sygeplejersker i vagt.
Ambulatoriet og sengeafsnittet er én enhed, og flere sygeplejersker varetager funktioner begge steder, hvilket skaber sammenhæng og forståelse for både medarbejdere og patienter.
Velorganiseret afdeling:
Sengeafsnittet:
Sengeafsnittet er normeret til 20 patienter. Akutte patienter indlægges på FAM, og ved behov for videre indlæggelse flyttes patienten til sengeafsnittet.
Der arbejdes dagligt i to teams med stort fokus på at inddrage patienter og pårørende.
Vi har dagligt ”Timeout”, som er et 10-minutters tværprofessionelt statusmøde, hvor alle patienter drøftes efter en fastlagt dagsorden. I forlængelse af dette afholder plejegruppen dagligt ”Plejestatus”, som er et mindre statusmøde, der hjælper med at skabe sammenhæng mellem krav og ressourcer. Her aftales, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe hinanden færdige med dagens opgaver.
Ambulatoriet:
Ambulatoriet er åbent i hverdagene fra kl. 8.00 til 15.00.
Hjerne- og Nervesygdomme har et stort ambulatorium med flere specialeambulatorier, såsom epilepsi, apopleksi, parkinson, demens, tumor og sklerose.
Vi ser ca. 18.000 patienter årligt.
Der er et dagafsnit, hvor patienter med subakutte symptomer ses.
Der planlægges, at læger og sygeplejersker i de respektive teams har programmer de samme dage, så der er mulighed for god supervision fra lægerne. Der er strukturerede teammøder, som følger et årshjul, hvilket sikrer, at der ikke er tvivl om opgaver, patientforløb og instrukser generelt.
God oplæring:
Om I er erfarne eller nyuddannede, så tilrettelægger vi forløbet sammen med jer.
I vil opleve en afdeling præget af respekt, åbenhed og en stolthed i at yde sygepleje på højt fagligt niveau. Der arbejdes struktureret med kompetencekort, som sikrer den bedst mulige introduktion.
Der er ansat en klinisk praksisansvarlig sygeplejerske og en kvalitets- og udviklingssygeplejerske, som hver især har stor erfaring inden for neurologien og sammen med de øvrige kolleger vil hjælpe jer godt ind i specialet.
Jeres profil:
I behøver ikke at have erfaring med neurologi, når I starter hos os. Vi lægger stor vægt på grundig oplæring og faglig udvikling, så I trygt kan vokse ind i specialet og opbygge den nødvendige viden og kompetence i jeres eget tempo. Det vigtigste for os er ikke, hvad I kan fra starten, men hvem I er som kollegaer og fagpersoner.
Det, vi virkelig værdsætter, er en stærk ansvarsfølelse, glæden ved at samarbejde og ikke mindst lysten til at gøre en forskel for patienterne hver eneste dag. Når I møder op med engagement, nysgerrighed og viljen til at bidrage positivt til teamet, har I alt det, der skal til for at lykkes hos os.
Ansøgningsfristen er 21. september 2025, og ansættelsessamtaler er planlagt til 23. september 2025.
Uanset om I ønsker at tale med chefsygeplejersken, oversygeplejersken eller en af jeres kommende kolleger, har alle stor interesse i at vise jer afdelingen og besvare jeres spørgsmål. I er også meget velkomne til at komme på besøg.
- Jeres kommende kollega kan træffes på 79 97 27 62 på alle tider af døgnet
- Oversygeplejerske Tanja Bender kan kontaktes på 79 97 27 03
- Chefsygeplejerske Tina Krog kan kontaktes på 79 97 73 24