Teamkoordinator ved Rigshospitalets Kræftafdeling
Vil du være en del af en højt specialiseret afdeling i vækst, hvor samarbejde, udvikling og faglig kvalitet er i centrum? Vi søger engagerede teamkoordinatorer, der vil bidrage til at styrke sekretærgruppen og sikre en velfungerende drift i hverdagen.
Du er uddannet lægesekretær – gerne med erfaring som teamkoordinator – og du trives i rollen som bindeled mellem kolleger og ledelse. Med dit gode humør indgår du let i samarbejdsrelationer, og du motiveres af at skabe udvikling i tæt samspil med dine kollegaer, souschef og ledende lægesekretær. Det er vigtigt for dig at udvikle dig fagligt og personligt, og du har et højt ambitionsniveau samt lyst til at arbejde med driftskoordinering og daglig driftsledelse.
Din nye hverdag
Du vil indgå i et tæt samarbejde med souschef, ledende lægesekretær og klinisk lægesekretærspecialist, og du får rig mulighed for både faglig og personlig udvikling. Din primære funktion vil være at koordinere den daglige drift i et af vores teams, hvor du anvender din faglighed og dine strukturerede evner inden for driftskoordinering. For at bevare et solidt fagligt fundament vil du også i mindre omfang varetage egne driftsopgaver.
Som en del af teamledelsen får du et tæt tværfagligt samarbejde på tværs af afdelingen.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
- udarbejde ugeplaner
- koordinere i den daglige drift
- være CBAS-administrator for sekretærgruppen
- have medansvar for planlægning af hovedferie
- bidrage til undervisning af sekretærgruppen
- identificere behov for kompetenceudvikling og skabe retning for implementering af nye arbejdsgange
- inddrage sekretærerne og arbejde aktivt for et sundt arbejdsmiljø i tæt samarbejde med ledende lægesekretær
- deltage aktivt i sekretærmøder, teamledelsesmøder samt møder med ledende lægesekretær og klinisk lægesekretærspecialist
- understøtte implementering af arbejdsgange og projekter
- varetage egne sekretæropgaver i mindre omfang
Din professionelle og personlige profil
- Du er uddannet lægesekretær eller har anden sundhedsfaglig baggrund med flere års erfaring som lægesekretær.
- Du har erfaring som teamkoordinator, tovholder eller i en anden funktion med driftsansvar, og du har erfaring med Sundhedsplatformen.
- Du har indsigt i psykisk arbejdsmiljø, interesse for anerkendende kommunikation og formår at møde kolleger og samarbejdspartnere åbent og dialogbaseret.
- Du arbejder struktureret og følger op på dine opgaver og deadlines.
- Du har et lyst sind og er bevidst om, hvordan dit humør påvirker dine omgivelser.
Din videreudvikling som teamkoordinator kan være:
- lederudviklingsforløb efter 1 års ansættelse, når tidspunktet vurderes relevant i dialog med Sundhedsadministrativ leder.
Om Afdeling for Kræftbehandling
Afdeling for Kræftbehandling er en højtspecialiseret universitetsafdeling i Region Hovedstaden, som varetager alle former for medicinsk kræftbehandling og strålebehandling af voksne patienter. Vi arbejder målrettet på at sikre høj kvalitet i patienternes oplevelse gennem tæt dialog og samarbejde.
Vi har organiseret os i 5 diagnoserelaterede klinikker inden for brystkræft, lungekræft, mave-tarmkræft, urinvejskræft samt hoved-halskræft. Hertil kommer et fælles sengeafsnit, et daghospital og Stråleterapi. Vi rummer desuden en stærk Klinisk Forskningsenhed, som spiller en central rolle i udviklingen af fremtidens kræftbehandling, samt et højt specialiseret Fase 1-afsnit, hvor udvalgte patienter kan tilbydes deltagelse i kliniske forsøg med nye behandlinger.
Sekretærgruppen består af ca. 40 sekretærer, som er fordelt i vores klinikker.
De ledige stillinger på 37 timer ugentligt er dels i Klinik for Gynækologisk kræft og hjernekræft, dels i Klinik for Brystkræft.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår jf. HK-overenskomst for lægesekretærer.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sundhedsadministrativ leder Mie Kroll på telefon 3545 8059.
Ansøgningsfrist: 16. september 2025
Samtaler afholdes: 19. september mellem kl. 8 og 15