Teknisk Servicemedarbejder - Den Sociale Hjemmepleje København
Er du serviceminded og sætter en ære i at hjælpe andre?
Så kan vi til gengæld tilbyde et job med stor selvstændighed, hvor din indsats gør en tydelig forskel i hverdagen.
Om os
Den Sociale Hjemmepleje er en specialiseret hjemmepleje og hjemmesygepleje for borgere i København mellem 18 og 65 år. Vi arbejder med mennesker, der forsøger at skabe et godt liv, selvom de lever med et handicap, et misbrug eller psykiske udfordringer.
Vi varetager opgaver hos borgere i eget hjem og er derfor afhængige af, at tjenestebiler og cykler altid er køreklare og fremstår pæne og rene.
Teknisk Service sikrer driften af vores transportmidler, som i Center Nord består af 15 elbiler og 36 elcykler. Den vigtigste opgave er at sikre, at vores kollegaer kan bruge tiden hos borgerne – fordi deres transport fungerer. Du vil samarbejde med både vores afdeling i Syd og Facility Management på Vibevej.
Dine arbejdsopgaver bliver primært rengøring af biler samt ad hoc-opgaver inden for service og reparation. Har du kendskab til Traka-låseskabe, er det en fordel – ellers sørger vi for oplæring.
Vi søger en kollega, der kan sige ja til følgende:
- Har erfaring med og/eller lyst til at løse serviceopgaver i relation til biler og cykler
- Kan håndtere problemstillinger med biler og især elcykler
- Har gyldigt kørekort kategori B
- Trives med fysisk arbejde, herunder tunge løft og flytteopgaver
- Kan påtage sig kørselsopgaver, fx levering af værnemidler
- Er arbejdsom, fleksibel og serviceminded
- Kan arbejde selvstændigt og har hænderne skruet rigtigt på
- Trives i en uforudsigelig hverdag
- Er et ordensmenneske og sætter en ære i, at tingene er i orden
- Har kendskab til og kan anvende Office-pakken
- Gerne har en håndværksmæssig baggrund – fx som cykelsmed
Vi kan tilbyde dig
Selvom vores hverdag til tider er uforudsigelig, og du skal kunne prioritere akutte opgaver som punkterede cykler eller udfordringer med biler, garanterer vi en arbejdsplads med engagerede kollegaer og et godt socialt miljø med højt til loftet.
Der er altid kaffe på kanden, og vi er for nylig flyttet i nye lokaler, hvor du får mulighed for at præge din kommende arbejdsplads.
Hos os får du en hverdag, der – selvom den kan være omskiftelig – overvejende er præget af stabile rutiner. Du får et selvstændigt job med stor frihed til at løse dine opgaver.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Du bliver ansat i Den Sociale Hjemmepleje Center Nord med fremmøde på Vibevej 9-11, 2450 København NV, men kan også have arbejdsdage på Center Syd (Enghavevej 82, 2450 København SV) eller Radisevej (2300 København S).
Arbejdstiden er planlagt i tidsrummet kl. 07.00-15.30 på hverdage
Stillingen er 37 timer om ugen. Fleksibilitet i planlægningen af arbejdstimer kan være nødvendig.
Tiltrædelse er den 1. november 2025 – gerne før.
Der indhentes straffe- og børneattest på alle nyansatte.
Spørgsmål?
Kontakt enhedsleder Christian Carl Søltoft på 30 58 68 39 for yderligere information.
Søg via linket senest søndag den 14. september 2025
Samtaler afholdes i uge 38–39.