etjob.dk
Aalborg kommune Daglig leder, institution for børn og unge

Tilbudsleder til Ungehjemmet Bifrost i Nordjylland

Sæt retningen og driv Nordjyllands spritnye og eneste tilbud for unge med svær selvskadende adfærd - Ungehjemmet Bifrost.

Vil du som tilbudsleder være med fra starten til at sætte de bedste rammer for unge i alderen 14-23 år med svær selvskadende adfærd? Unge - der har brug for en højt specialiseret, socialpædagogisk behandlingsindsats på et tilbud, der har et tæt samarbejde med børne- og ungdom, og -voksen psykiatrien.

Er du målrettet, energisk og visionær, og evner du at mentalisere i relationen med de unge, pårørende, medarbejdere og samarbejdspartnere?
Du vil være med fra den 1. februar 2026 til at forberede tilbuddet frem mod åbningen den 1. september 2026.

Så drømmer du i dit nye job om:

  • At få en enestående mulighed for at sætte dit præg på etableringen, retningen, medarbejderstaben mv. af et spritnyt døgntilbud – det eneste af sin art i Nordjylland?
  • At du med dit organisatoriske og strategiske blik dagligt får muligheden for at inspirere og skabe resultater samt folde din indre iværksætter ud - men samtidig evner at tøjle din udholdenhed?
  • At du hver dag er med til at sikre, at de unge, der i en svær periode i deres liv, bor på Ungehjemmet Bifrost, får de bedst mulige vilkår for at mestre deres egen tilværelse?
  • At stå i spidsen for det nye tilbud med specialiserede ydelser som kommuner foretrækker til unge med svær selvskadende adfærd?
  • At have et stort ledelsesråderum, men samtidig kende dit ledelsesansvar og forventningerne til dig?
  • At blive klædt godt på til opgaverne gennem et fokuseret onboardingprogram som bl.a. betyder, at du får tilknyttet en lederkollega som mentor, der hjælper dig godt i gang fagligt som socialt?
  • At få den kompetenceudvikling du har brug for i form af bl.a. økonomi, ledelse, strategi mv.?
  • At have en stor gruppe af fagligt dygtige kollegaer, fra ledergruppen og Fællesfunktionen i området samt Administrationen i Specialsektoren til sparring og understøtning i hverdagen - herunder en stor faglig viden du kan trække på fra områdets vidensorganisation?

…. så læs nedenfor lidt mere om tilbuddet, ledelse i området og ikke mindst forventninger til dig som tilbudsleder

Ungehjemmet Bifrost – det eneste af sin art i Nordjylland
Tilbuddet Ungehjemmet Bifrost der er ved at blive bygget på Brandevej i Aalborg Øst, udgør omdrejningspunktet for en integreret tværsektoriel indsats, hvor vejen fra tilbud til psykiatri er kort - hvor indsatsen tilrettelægges sammen med den unge.

Den faglige indsats og støtte leveres med den unge i centrum, i den unges hverdag og familie - i tæt samspil med den kommunale myndighed og behandlingspsykiatrien. Tilbuddet, der er det eneste af sin art i Nordjylland, er organiseret i Området for Socialpsykiatri, en del af Specialsektoren i Region Nordjylland. Læs mere i Virksomhedsgrundlaget for Specialsektoren og Ledelsesgrundlaget for Region Nordjylland. Du finder link nederst i opslaget.

Det faglige fundament for tilbuddet bygger på mentaliseringsbaseret miljøterapi (MBMT) og en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang med trygge rammer i et inkluderende miljø, hvor der er fokus på specialiseret relationsbehandling. Den Danske Kvalitetsmodel er et centralt omdrejningspunkt for etableringen og arbejdet i tilbuddet, som er baseret på Barnets Lov § 43, stk. 1, nr. 6 og stk. 3 samt Servicelovens § 107.

Tilbuddet er målrettet normalt begavede unge i alderen 14 til 23 år. Fælles for målgruppen er, at de er udfordret med svær selvskadende adfærd ofte med komorbiditet og behov for en specialiseret socialpædagogisk behandlingsindsats. De unge kan ofte have perioder præget af angst og depression i sammenhæng med andre sociale udfordringer. De vil typisk have svært ved at opretholde en fast hverdagsstruktur, som følge af deres psykiske lidelse og/eller sociale problemstilling. Ved behov for akut behandling og eventuel indlæggelse sker dette i et tæt samarbejde med Børne- og Ungepsykiatrisk Afdeling. Læs mere om det faglige fundament og målgruppen. Du finder link nederst i opslaget.

Ledelse i Området for Socialpsykiatri
Som tilbudsleder oversætter du de politiske mål, så de omsættes til konkrete initiativer og forbedringer. Du sikrer de rette faglige kompetencer på tilbuddet, at opgavevaretagelsen er i overensstemmelse med gældende retningslinjer, og at der er et godt samarbejde med relevante aktører.

I din daglige ledelse vil du i tæt samarbejde med afdelingslederen være optaget af at sikre rammerne, en høj trivsel og i det hele taget et godt arbejdsmiljø for tilbuddets vigtigste ressource - medarbejderne. Som tilbudsleder har du et ambitiøst blik på kompetenceudvikling og fokus på høj kvalitet i løsningen af kerneopgaven for den enkelte unge.

Derudover har du som tilbudsleder en opgave i at sikre den løbende økonomistyring for tilbuddet, som fungerer på markedsvilkår ved salg af ydelser til kommunerne.

Du bliver leder i et socialt fagligt felt, hvor du forventes at agere proaktivt og være på forkant med den faglige udvikling og de politiske vinde. Du vil indgå i områdets ledergruppe og bidrage og modtage sparring på den strategiske-, faglige-, personalemæssige- og administrative driftsledelse. Find ledelsesgrundlaget for Området for Socialpsykiatri i link nederst i opslaget.

Som tilbudsleder vil du få snitflader og indgå i et fællesskab med ledere og medarbejdere på eget tilbud, i Området for Socialpsykiatri og på tværs af Specialsektoren. Du vil også få et tæt samarbejde med Psykiatrien.

Du bliver en del af et område der er kendetegnende ved et højt ambitionsniveau, kvalitetsudvikling, gensidig tillid og professionalisme.

Vi forestiller os, at du som tilbudsleder på Ungehjemmet Bifrost:

  • Er visionær og brænder for de muligheder der ligger i at starte et nyt tilbud op og samtidig dygtig til at skabe gode vedvarende strukturer og systematik i hverdagen. Læs et udsnit af de særlige ledelsesopgaver under opstart og de første driftsår på tilbuddets hjemmeside. Find link nederst i opslaget.
  • Har flere års relevant erfaring med ledelse af ledere fra lignende tilbud i politisk ledet organisation og gerne en formel lederuddannelse - ellers tilbyder vi den
  • Evner at drive tilbuddet som den virksomhed det er med en solid økonomiforståelse, rettidighed og gennemsigtig økonomistyring
  • Har en professionsuddannelse indenfor social- eller sundhedsområdet med indsigt og viden om målgruppen
  • Kan se sig selv i grundtænkningen mentaliseringsbaseret miljøterapi og proaktivt evner at mentalisere.
  • Har blik for medarbejderudvikling på et strategisk niveau og kan understøtte afdelingslederen i sit ledelsesvirke
  • Besidder særlige kompetencer der gør, at du evner at være inddragende, synlig og dialogskabende og søger samarbejdet i alle relationer
  • Kan balancere det akutte med den langsigtede plan

Kan du se dig selv som tilbudsleder på Ungehjemmet Bifrost - og vil du gerne have endnu mere fornemmelse og viden om jobbet her og nu?
….. så tøv ikke med at kigge forbi områdechef Carsten Kaalbye til en kop kaffe.
Du kan aftale tid på mobil tlf. 2218-7065 eller på mail obrientracydaltontylerjjohnsonc.kaalbye@gregory.dkrn.dkpena.dk

Link til hjemmesiden: https://ungehjemmetbifrost.rn.dk/Rekruttering-af-tilbudsleder 
Her kan du møde bl.a. chefen og samarbejdspartnere, finde ledelsesgrundlag, målgruppe, fagligt fundament mv.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være efter gældende overenskomst indgået mellem Danske Regioner og forhandlingsberettiget organisation samt gældende forhåndsaftale for Tilbudsledere indgået mellem den faglige organisation og Region Nordjylland.

Der vil blive indhentet børne- og straffeattest forud for ansættelse og ansættelse er betinget af, at børne- og straffeattest kan godkendes i henhold til ansættelse i Region Nordjylland.

Processen:

  • Ansøgningsfristen til stillingen er torsdag den 23. oktober 2025 kl. 23.59
  • Den første ansættelsessamtale forventes afholdt den 3. november 2025
  • Den anden ansættelsessamtale forventes afholdt den 24. november 2025
  • Der fremsendes en case der forventes præsenteret ved anden samtale. Mellem første og anden samtale gennemføres test
  • Ved tilbud om ansættelse vil der blive taget referencer samt indhentet børne- og straffeattest. Det er en forudsætning for ansættelse, at disse på tilfredsstillende vis kan godkendes
  • Forventet opstart i jobbet er den 1. februar 2026

----------------------------------------------------------------------------------I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Læs mere om os på Job og uddannelse**, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.