etjob.dk
København kommune Afdelingschef, offentlig

Vicedirektør i Social- og Boligstyrelsen - Bolig og Byggeri

Vil du stå i spidsen for at skabe rammen for den almene boligsektor og udvikling af byer, der er grønne, attraktive og tilgængelige for alle? Vil du være med til at sikre at bygherrer og byggebranchens virksomheder opfører og renoverer bygninger, der er sikre, sunde og klimavenlige? Har du solid erfaring fra offentlig ledelse og blik for både strategi, samarbejde og samfundsværdi?

Vi søger en visionær og strategisk stærk vicedirektør til at lede området for bolig og byggeri og til at styrke de mange faglige synergier over mod socialområdet. Du bliver en del af direktionen og får en central rolle i at omsætte politiske mål til konkrete indsatser i samarbejde med kommuner, civilsamfund, brancheorganisationer og andre statslige aktører. Du skal desuden være med til at sætte en klar faglig og ledelsesmæssig retning for implementeringen af den kommende politiske beslutning om en ny ramme for Social- og Boligstyrelsen i forlængelse af den budgetanalyse, der er sat i gang af styrelsen.

Som vicedirektør har du det overordnede ansvar for styrelsens bolig- og byggeområde. Det dækker bl.a. over de almene boliger, byfornyelse og boligsociale indsatser, parallelsamfundsindsatsen, analyser og beregninger på det samlede boligområder, understøttelse og implementering af lovgivningen på byggeområdet ift. sikkerhed, sundhed, energi og klima, samt implementering af EU-regulering og politiske aftaler i relation til aftale om national strategi for bæredygtigt byggeri. Du har desuden fagligt ansvar for hjemløseområdet som dækker både social- og boligområdet.

Som vicedirektør forventes du at:

  • Være kulturelt forbillede og bidrage til en ambitiøs og tillidsfuld ledelseskultur
  • Sætte en klar strategisk retning og omsætte den politiske dagsorden til klare mål og handling
  • Skabe sammenhængskraft på tværs af styrelsen og indgå i et forpligtende fælles ledelsesrum
  • Sikre fremdrift, høj faglig kvalitet og effekt i opgaveløsningen
  • Kommunikere tydeligt og skabe stærke relationer til både interne og eksterne aktører
  • Have politisk tæft og kendskab til centrale politiske processer, da opgaveporteføljen er meget rettet mod departementsbetjening og et deraf følgende tæt samarbejde med departementet.

Du får direkte ledelsesansvar for to kontorer og deres chefer, faglig ledelse for hjemløseområdet og indgår i et tæt og forpligtende samarbejde i direktionen med et helhedsblik på hele styrelsen. Din opgave er at sætte retning, sikre sammenhæng og skabe resultater – både i egen søjle og på tværs af styrelsen.

Dine nøgleopgaver bliver bl.a. at:

  • Udvikle strategiske pejlemærker for hjemløse, bolig- og byggeriområdet
  • Sikre kobling mellem politikudvikling og implementering
  • Lede med fokus på faglighed, kvalitet og effekt
  • Sikre motivation og udvikling af dine chefer, ledere og medarbejdere
  • Bygge netværk og stærke relationer på tværs af den offentlige sektor
  • Gå forrest i at efterleve vores fire ledelsesværdier: resultatskabelse, tillid, samarbejde og tydelighed.

Din profil
Vi søger en erfaren leder med solid forankring i den offentlige sektor og stærke strategiske kompetencer. Du har en sikker dømmekraft og evner at navigere i samspillet mellem politik, faglighed og forvaltning.

Vi lægger vægt på, at du har dokumenteret ledelseserfaring fra politisk styrede organisationer, har detaljeret indsigt i bolig- og byggeområdet samt forståelse for sammenhængen mellem disse områder over mod socialområdet, herunder særligt hjemløseområdet.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som vicedirektør med tiltrædelse den 1. oktober 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om åremålsansættelse af chefer i staten.

Hvis vi tilbyder dig stillingen, vil du blive bedt om at sende en privat straffeattest til vurdering af, om du kan ansættes. Ansættelse er således betinget af både fremlæggelse af straffeattesten og af tilfredsstillende oplysninger i attesten.

Stillingens ansættelsesområde er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligstyrelsen, Holmens Kanal 22, 1060 København K.

Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.sbst.dk.
Der er ansøgningsfrist den 11. august 2025 kl. 12.

Vi afholder 1. samtalerunde den 19. august og 2. samtalerunden den 26. august 2025. Der vil evt. indgå en caseopgave til samtalen samt et testforløb for kandidater, som går videre til anden samtalerunde.

Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om stillingen og Social- og Boligstyrelsen ved at kontakte direktør Ellen Klarskov Lauritzen på mail daniel86eklamoorechristina@sbst.dktaylor.dkduffy-snyder.dk eller på telefon 20 59 28 90.