Visionær Maritim Kapacitetsudvikler - Forsvarskommandoen
Er du struktureret, omhyggelig, udadvendt, visionær, er du god til samarbejde og vil være med præge udviklingen og implementeringen af nye kapaciteter til det sømilitære område? Så er du den kollega, vi har brug for til at indgå i et aktivt miljø med en afvekslende hverdag i Maritim Kapacitetssektion (MAR1).
Om os
Maritim domæneafdeling har til opgave at forestå den overordnede styring og koordination af programmer og projekter, der primært er relateret til sømilitære område.
Maritim domæneafdeling er organisatorisk forankret i Forsvarsstaben og er en af tre afdelinger i Forsvarskommandoen Udviklings- og Planlægningsstabs implementeringsdivision.
Afdelingen består af tre sektioner:
- Maritim Kapacitetssektion (MAR 1), som udfører projektimplementering af skibsprojekter og andre større maritime projekter.
- Maritim Implementeringssektion (MAR 2), som udfører projektimplementering i relation til udvikling af eksisterende sømilitære kapaciteter.
I Maritim Kapacitetssektion er vi et lille team med en stærk holdånd, hvor vi arbejder tæt sammen i et uformelt miljø. Vi videndeler, lærer af hinanden og løser opgaver på et højt fagligt niveau.
I sektionen arbejder vi primært med implementering af nye større sømilitære kapaciteter, i et tæt samarbejde med øvrige interessenter i og uden for Forsvaret, og repræsentere Forsvarskommandoen Udviklings- og Planlægningsstab som seniorbruger i Flådeprogrammets delprojekter.
Om stillingen
Du skal udarbejde det nødvendige grundlag for projektimplementering, herunder eksempelvis projektplaner og beslutningsgrundlag, samt analysere, behandle, formulere og opstille det konceptuelle grundlag for fremtidige sømilitære kapaciteter inden for området sømilitære operationer.
I samarbejde med dine kommende kollegaer i Maritim Domæneafdeling skal du således:
- Fastlægge kapacitetens fremtidige opgavekompleks og definere operative brugerkrav inden for området sømilitære operationer, der kan danne grundlag for design og efterfølgende konstruktion. Dette under inddragelse af, og i samarbejde med, Forsvarskommandoen øvrige stabe og kommandoer, Forsvarsministeriets styrelser og eksterne aktører.
- Tilvejebringe det doktrinære grundlag for anvendelsen af kapaciteten og sikre, at den doktrinære anvendelse er sammentænkt med Forsvarets øvrige kapaciteter.
- Sikre, at der tages højde for afledte forhold vedrørende etablissement, infrastruktur, logistik og vedligehold samt organisering af personel og relaterede initiativer iværksættes rettidigt.
- Sikre, at der i kapacitetsudviklingen indtænkes løsninger, der kan bidrage til fremtidssikring og fastholdelse af innovationskraft samt, at der træffes design- og byggetekniske valg, der så vidt muligt understøtter platformslighed og synergi mellem eksisterende og fremtidige skibsklasser.
- Bidrage til den generelle sagsbehandling inden for det sømilitære område i Forsvarskommandoen.
Du vil få en central rolle som bidragsyder i udviklingen af fremtidige, maritime kapaciteter til Forsvaret. De konkrete projekter vil blive tildelt efter dine kompetencer, interesser og Forsvarets behov. Din ekspertise og analytiske evner vil være afgørende for at opstille og formulere det konceptuelle, operative og doktrinære grundlag, der er sammentænkt i forhold til Forsvarets sømilitære opgaveløsning.
Du vil blive ansvarlig for at sikre, at den rette viden tilvejebringes, så fremtidens maritime kapaciteter designes, så de er optimerede til at håndtere de unikke udfordringer og muligheder, som opgaveløsningen præsenterer. Dit arbejde vil være afgørende for samordning og tilvejebringelse af fornødent beslutningsgrundlag til Forsvarets fremtidige maritime kapaciteter.
Vi vægter samværet og fælleskabet højt, men vi har samtidigt forståelse for individuelle behov og arbejdspraksis.
Om dig
Vi søger en kollega med udpræget pionérånd, gåpåmod og skabertrang, som har viljen og evnen til at bidrage til Forsvarets opbygning og udvikling på det sømilitære område.
Du har en professionel baggrund, som officer på major/orlogskaptajn niveau eller civilt som specialkonsulent (akademisk), med en bred viden om den militære opgaveløsning med fokus på den sømilitære del. Du besidder en viden om den doktrinære ramme og det konceptuelle grundlag for Forsvarets generelle, og Søværnets specifikke, opgaveløsning, og er i stand til at udvikle forbindelsen, og behovet for, nye kapabiliteter og kapaciteter.
Vi forventer i øvrigt, at du:
- Har en proaktiv tilgang til opgaveløsningen, er omhyggelig og har forståelse for vigtigheden af at have styr på detaljerne.
- Besidder en veludviklet situationsfornemmelse og helhedsforståelse, hvor du formår at tænke ministerområdets udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision.
- Er imødekommende, en holdspiller, serviceorienteret, robust og fleksibel.
- Har gode skriftlige og mundtlige fremstillingsevner - både på dansk og engelsk.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er i opslag som både militær og civil.
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten). Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Fast tjenestested er København.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommandørkaptajn Peter Augustinus Tranberg Jaszczak på telefon 2427 0550.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 25. august 2025, ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende.
Stillingen er ledig til besættelse fra den 1. september 2025, og besættes efter nærmere aftale..
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/kandidatbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.