Jurist til sagsbehandling inden for momsretten i København

Skatteankestyrelsen logoJurist · København ·
Skatteankestyrelsen / momslovgivning / EU-ret / juridisk analyse / Fuldtid / Fuldtid

Interesse for moms, juridiske analyser på et EU-harmoniseret retsområde og skriftlig kommunikation? Er du en erfaren jurist, der er vant til at arbejde selvstændigt med komplekse juridiske problemstillinger, er dygtig til at formidle svært tilgængeligt stof på en let tilgængelig måde, og har du lyst til at påvirke og være med lige dér, hvor afgørelserne træffes i klagesager inden for momsområdet? Bliv juridisk sagsbehandler i Skatteankestyrelsen i København og få en udfordrende arbejdsdag i momsteamet, hvor du finder høj faglighed, gode muligheder for at blive en skarpere jurist og et stærkt fællesskab.

Et specialiseret team med en god sparringskultur
I Skatteankestyrelsens 7. kontor vil vi gerne byde velkommen til en ny kollega i momsteamet. Vi leder efter dig, der er en erfaren jurist, har arbejdet med sagsbehandling og som har lyst og interesse til at arbejde med momsområdet. I kontoret er vi 19 sagsbehandlere og tre studentermedhjælpere, som er inddelt i mindre teams, heraf 11 i momsteamet. Dine kolleger har erfaring fra både offentlige myndigheder og det private erhvervsliv og lægger vægt på at have et stærkt fagligt miljø. Vi bliver motiverede af at finde det korrekte resultat i sagerne og begrunde det på en let tilgængelig måde.

Det er Landsskatteretten, der træffer afgørelse i sagerne på momsområdet. Skatteankestyrelsen varetager som sekretariat sagsforberedelsen for Landsskatteretten, herunder udarbejdelse af en motiveret indstilling samt et forslag til afgørelse.

Klagesagerne indeholder interessante juridiske problemstillinger, og vi inddrager EU-retten i stort omfang. Du får mulighed for at blive specialist inden for momsområdet, hvor du kan fordybe dig og opbygge ekspertviden. Med din sagsbehandling er du med til at værne om retssikkerheden og udvikle praksis på momsområdet. Du behandler sager og udarbejder juridiske analyser på et EU-harmoniseret retsområde med rig mulighed for faglig progression. Vi søger en skarp analytiker med gode evner til at omsætte de juridiske dokumenter til en skarp analyse. Vi bestræber os på en letforståelig skriftlig fremlæggelse for Landsskatteretten, som vi er i tæt dialog med.

Du får mulighed for faglig sparring fra erfarne kolleger, og du står aldrig alene med opgaverne. Kompleksiteten i sagerne varierer og vil kunne matche din udvikling. Du kan forvente kolleger og en leder, der er lydhøre og samarbejdsorienterede. Det er vigtigt for os at sparre og aktivt dele vores viden. Det gør vi fx på faste teammøder. Kollegialt har vi et godt fællesskab, hvor vi interesserer os for hinanden. Vi gør os umage med at tage imod dig og tilrettelægger et grundigt onboardingforløb til dig. Vi sikrer rammerne for din fortsatte faglige udvikling og giver mulighed for relevant, løbende efteruddannelse. I Skatteankestyrelsen understøtter vi desuden fleksible arbejdsvilkår.

Dine ansvarsområder og primære opgaver
Selvstændigt ansvar for sagsbehandling af sager inden for en bred vifte af momsretlige problemstillinger

  • sikre oplysning af sagen
  • udarbejde juridiske analyser og notater
  • holde møder med klagere og rådgivere
  • udarbejde udkast til afgørelser
  • aktivt implementere den feedback, du får
  • deltage i retsmøder i Landsskatteretten på vegne af Skatteankestyrelsen som sekretariat
  • videndele og opbygger viden i kontoret

Med de opgaver forestiller vi os, at du

  • er cand.jur., cand.merc.jur. eller har en diplom- eller masteruddannelse inden for skatte- og momsretten
  • er erfaren jurist med minimum har 2-3 års erfaring med sagsbehandlinger en skarp analytiker med lyst og interesse for moms- og forvaltningsretten
  • har styr på juridisk metode og evner at omsætte din faglighed til let tilgængelige juridiske analyser, der kan danne beslutningsgrundlag for andre
  • arbejder selvstændigt, målstyret og driftsorienteret med dine opgaver og sikrer den rette kvalitet i sagerne til rette tid
  • er vant til faglig sparring og feedback. Du er god til at samarbejde om problemstillinger

Kontorchef Henriette Glerup fortæller:
”Du bliver en del af et team med dygtige kolleger, som hele tiden bliver dygtigere. Vi siger i mit kontor, at vi deler vores hjerner og låner hinandens viden. Vi kan ikke alle være eksperter på alle områder, så det er vigtigt at dele vores tvivl og bruge hinanden – sammen og i et sparrende fællesskab får vi de korrekte afgørelser og sikrer vores samfundsmæssige opgave”, siger kontorchef Henriette Glerup.

Vidste du…
… at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.

… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Upload din ansøgning, dit CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 25. februar 2026.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Henriette Glerup på telefon 3376 0996. Ønsker du at høre mere om opgaverne fra en eventuelt kommende kollega, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Gitte Agerholm på telefonnummer 3376 0968.

Vi holder 1. samtaler den 4. marts og 2. samtaler den 11. marts. Vi bruger personligheds- og adfærdstest og logisk test og evt. skrivecase som dialogværktøj på 2. samtaler.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Startdato og arbejdssted
Startdato er 1. maj 2026 eller efter aftale.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver helt centralt i København ved Vesterport Station på adressen Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V.

Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere jurist jobs i København eller Region Hovedstaden.

Oprettet 28 januar og udløber 25 februar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Henriette Glerup +4533760996

Lignende jobs