Konsulent i Strategi og Implementering - Albertslund Kommune

Projektleder / sundhedsreform / socialområde / kommunal

Er du skarp til at koble politiske processer med implementeringstiltag, der kan mærkes helt ude i fingerspidserne af organisationen? Og brænder du for at arbejde i spændingsfeltet mellem det specialiserede socialområde og politik?

I så fald er du måske vores nye konsulent i Staben for Ældre, Sundhed og Social (ÆSS). Kommunerne har fået en enorm opgave med at implementere en række store reformer, og for ÆSS’ vedkommende handler det om Sundhedsreformen, Ældrereformen og 10 års psykiatriplanen, som på hver deres måde er med til at forandre den måde, kommunen skal levere opgaver på ældre-, sundheds- og socialområdet. Samtidig har vi en række ambitiøse overvejelser om, hvordan vi kan arbejde med tilbudsviften på det specialiserede voksensocialområde.

Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune, og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde. Lige nu søger vi en konsulent, som kan være med til at oversætte de store linjer i reformerne til konkrete implementeringsindsatser i vores drift samt være drivende i udviklingen af det specialiserede voksensocialområde.

Staben fungerer som bindeled mellem kommunens ledelse, samarbejdspartnere og afdelingens borgerrettede tilbud, og du skal derfor kunne indgå i opgaver, som spænder bredt. Staben består for nuværende af 17 dygtige medarbejdere med forskellige fagligheder, som spiller ind i disse dagsordener.

Om stillingen

Som vores nye konsulent, vil du få en vigtig rolle i at drive projekter og sikre strategisk retning i samarbejde med ledelsen. Du vil komme til at indgå i Stabens konsulentteam, som består af generalister, der alle arbejder med specifikke dele af organisationen, men samtidig løser opgaver på tværs. Du vil derudover blive systemansvarlig for vores elektroniske fagsystem på det specialiserede voksensocialområde. Det er derfor vigtigt, at du ud over flair for IT har en solid organisationsforståelse og er dygtig til at koble denne forståelse til rådgivning og vejledning i forhold til den daglige praksis i driften. Derudover vil der være opgaver, som omfatter tilbudsudvikling, analysearbejde, politik- og strategiudvikling, sagsfremstillinger til politisk niveau og andre typer udviklingsarbejde.

I Albertslund Kommune arbejder vi målrettet på at skabe sammenhæng og synergi på tværs af sundheds-, ældre- og socialområderne, der også har samme chef. Staben understøtter alle tre områder, og vi anser det som en positiv værdi, at vi samarbejder på tværs. Derfor vil det være en del af opgaven, at vi ser ikke ser udviklingen på det specialiserede voksensocialområde snævert, men hele tiden tænker alle tre områder ind, hvor det måtte være relevant.

Dine kompetencer

Vi søger en kollega, der har erfaring fra lignende stillinger, og som er en solid generalist. Du skal derfor have en samfundsvidenskabelig kandidatgrad fx statskundskab, sociologi eller lignende.

Derudover ser vi på, om du

  • har erfaring med politisk betjening og en god organisationsforståelse
  • kan drive processer og skabe ejerskab hos de medvirkende
  • har flair for IT og forståelse for betydningen af et elektronisk fagsystem
  • kan navigere smidigt i et felt med mange forskelligartede interesser
  • er dygtig til at skabe solide samarbejdsrelationer
  • er ansvarsfuld og drivende på egne opgaver
  • har en skarp pen og er en dygtig mundtlig formidler

Det er vigtigt for os, at du kan tænke strategisk. Erfaring fra det specialiserede voksensocialområde vil være en fordel, men ikke et krav.

Vi kan tilbyde

Du vil blive en del af en afdeling, som har en opgaveportefølje i stor udvikling, og som spænder meget bredt. Vi kan derfor tilbyde et miljø, hvor udvikling er i højsædet, og hvor vi tager fælles ansvar for at spille hinanden og afdelingen god. Vi mener, det skal være sjovt og spændende at gå på arbejde, fordi vi tror på, at det er forudsætningen for, at vi løser vores opgaver bedst muligt. Derfor kan vi også tilbyde et job, hvor der er rig mulighed for faglig og personlig udvikling, og hvor relationen til kollegerne prioriteres højt.

Det praktiske

Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst, og arbejdstiden er 37 timer.

Ansøgningsfristen er den 21. november kl. 8, og der afholdes samtaler den 25. november. Der kan forekomme en 2. samtale ved behov.

Forventet opstart 5. januar 2026.

Hvis du har spørgsmål eller er blevet nysgerrig på at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte stabsleder, Julie Teresa Neidhardt, på telefon 20 21 64 47.

Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.

Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.

Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling. Vi opfordrer derfor alle uanset baggrund til at søge.

Om os
Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Og fra 2025 skaber også letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.

I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.

http://www.albertslund.dk/ findes mere om kommunen, politikker, strategier og organisation.

Staben for Sundhed, Ældre og Social er en relativt ny enhed, som er i gang med at finde sine ben, og den proces vil du få rig mulighed for at tage del i og sætte dit præg på. Vi er ved at etablere en teamstruktur, hvor man refererer til leder af Staben, Julie Teresa Neidhardt, og du vil blive en del af vores konsulentteam, hvor vi lægger vægt på at have et fagligt miljø med et højt ambitionsniveau og en uformel omgangstone.

Lignende jobs

Se flere Projektleder jobs i Albertslund eller hele Region Hovedstaden