Medarbejdere til overenskomstkoordinationssektionen i Personelkommandoen

Kontormedarbejder · Ballerup ·
Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser / Ufaglært / projektstyring / HR / digitalisering / Fuldtid / Fuldtid

Forsvarets opgaver er relevante som aldrig før og vi søger en ny kollega, der kan hjælpe os med at sikre at koordineringen i Center for Overenskomst, sådan at vi altid har overblik over alle væsentlige processer og samarbejder. Lyder det som noget for dig?

Så er du måske vores nye kollega til overenskomstkoordinationssektionen i Personelkommandoen.

Om os

Center for Overenskomst er ét af 7 centre i Personelkommandoen. Vi rådgiver bl.a. om mere end 70 overenskomster og forhandler mere end 30 delegerede aftaler, med de faglige organisationer.

Vi har adresse i Ballerup tæt på motorvej, indkøbsmuligheder, offentlig transport, gode cykelstier og med gode parkeringsmuligheder.

Centeret er organiseret i to forhandlingssektioner, en overenskomststøttesektion og en koordinationssektion. Vi har det godt med hinanden og har en uhøjtidelig omgangstone.

VI sætter en ære i at levere professionel rådgivning på et højt fagligt niveau, og vi lægger stor vægt på faglig sparring og videndeling, hvor der er plads til at blive klogere. Ved større opgaver og projekter arbejder vi på tværs af hele centret.

Vi har en fleksibel tilgang til tilrettelæggelsen af arbejdet, både hvad angår mødetider og muligheden for at arbejde hjemmefra. I den første tid må du dog forvente, at der vil være større krav til fremmøde henset til din oplæring og opbygning af det sociale forhold til dine kollegaer.

Om koordinationssektionen

Vi har syv dedikerede medarbejdere, og løser en bred vifte af opgaver som planlægning af intern uddannelse og udvikling af digitalt undervisningsmateriale, rådgivning om ydelser under rejser og udsendelser og om tjenestemandspension.

Derudover har vi ansvaret for koordinering af tværgående opgaver i centret, og for at understøtte samarbejde mellem de forskellige sektioner. Det betyder, at vi skal holde styr på mange deadlines og koordinere input fra andre sektioner og centre i huset. Vi er derudover også tovholder på opgaver, der kommer fra resten af organisationen og kræver input fra vores center.

Om stillingen

Du vil få det daglige ansvar for at sikre, at vi er up to date på alle opgaver i sektionen, og rapportere om status til sektionschefen. Du har derudover det daglige ansvar for den praktiske koordination og administrative opgaver på tværs af centeret. Du skal holde styr på vores deadlines, og bistå centerledelsen i en række konkrete, praktiske opgaver.

Om dig

Vi har mange opgaver at koordinere, og mange deadlines, der skal overholdes. For at sikre korrekt styring af disse opgaver, har vi brug for en person, der kan navigere blandt de mange opgaver og samtidig formulere sig godt på skrift og i tale.

Din faglige baggrund er ikke afgørende, men det vil være en fordel hvis du har kendskab til Forsvaret. Det væsentlige er dog, at du trives i et miljø med mangeartede opgaver og du er god til at bevare overblikket. Du er løsningsorienteret, og er god til at opbygge relationer både til kollegaer og til eksterne. I stillingen vil der være en god blanding af rutineopgaver og sager af mere alsidig natur. Du skal derfor kunne finde ro i rutinen, samtidig med at du skal kunne omstille dig når det er nødvendigt.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er slået op både civilt og militært.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.

Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Nadia Skovsborg på telefon 2555 2028 eller FPS-NSK@mil.dk.

Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.

Ansøgningsfristen er den 23. februar 2026, og vi forventer at holde samtaler løbende.

Stillingen ønskes besat 1. april 2026.

Om Personelkommandoen

Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 25.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

Jobbet er placeret i Ballerup kommune, Region Hovedstaden. Se flere kontormedarbejder jobs i Ballerup eller Region Hovedstaden.

Oprettet 9 februar og udløber 23 februar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Mia Backhausen +4532665574

Lignende jobs