Kryptosikkerhedsofficer med ledelsedsansvar ved Air Defence Wing i Skalstrup

Databeskyttelsesrådgiver · Roskilde ·
Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser / kryptosikkerhed / ledelse / compliance / Fuldtid / Fuldtid

Ønsker du en central rolle i opbygningen og implementeringen af kryptosikkerheden i Danmarks nye jordbaserede luftforsvar? Motiveres du af ledelse, kvalitet og faglig tyngde – og vil du være med til at videreudvikle og konsolidere området?

Air Defence Wing søger en kryptosikkerhedsofficer med ledelsesansvar til Flyvestation Skalstrup.

Om os
Air Defence Wing (ADW) er i en afgørende opbygningsfase, hvor Danmarks jordbaserede luftforsvar genetableres efter mere end 20 års fravær. Wingen har ansvaret for at levere et effektivt og integreret luftforsvar til Danmark og NATO.

ADW er fast stationeret på Flyvestation Skalstrup ved Roskilde, hvor vi deler garnison med blandt andet Hjemmeværnet og Air Control Wing. Både wingen og garnisonen er i udvikling, hvilket indebærer høj aktivitet og løbende tilpasninger.

Det er politisk besluttet, at Forsvaret skal operere med både kort- og langtrækkende missilsystemer som mobile enheder. ADW vil derfor operere geografisk i hele Danmark og have tilstedeværelse på flere garnisoner i fremtiden.

Om stillingen
Som kryptosikkerhedsofficer får du en nøglefunktion i videreudviklingen af implementeringen og driften af kryptosikkerhed ved myndigheden.

Du har det overordnede personale- og ledelsesansvar for myndighedens kryptopersonel og fungerer som faglig autoritet inden for kryptosikkerhed. Du rådgiver og underviser både ledelse og medarbejdere og sikrer, at området drives i overensstemmelse med gældende krav og standarder.

Dine primære ansvarsområder omfatter:

  • Personale- og ledelsesansvar.
  • Ansvar for compliance og kvalitetssikring inden for kryptosikkerhed.
  • Udarbejdelse og vedligeholdelse af governance-dokumentation, retningslinjer og vejledninger.
  • Udvikling og fastholdelse af specialiserede medarbejdere.
  • Funktion som instruktør, vejleder og underviser inden for relevante fagområder.
  • Gennemførelse af kontrol og tilsyn med kryptosikkerheden.

Stillingen kræver, at du selvstændigt kan planlægge, strukturere og udvikle området, samtidig med at du samarbejder bredt på tværs af organisatoriske og faglige niveauer.

Om dig
Vi søger en struktureret og fagligt stærk leder med solid forståelse for sikkerhed, gerne inden for krypto- og/eller informationssikkerhed, som kan arbejde systematisk med governance, compliance og kvalitet.

Vi forestiller os, at du har relevant administrativ, sikkerhedsfaglig eller teknisk baggrund, med erfaring inden for dokumentation, kvalitetssikring, compliance eller informationssikkerhed fra en større organisation.

Uanset baggrund lægger vi vægt på, at du:

  • Har erfaring med eller stærk interesse for kryptosikkerhed og sikkerhedsrelaterede processer.
  • Har erfaring med ledelse.
  • Arbejder struktureret, analytisk og med høj kvalitet i opgaveløsningen.
  • Har gode formidlingsevner og kan rådgive og undervise kolleger og ledelse.
  • Trives med ansvar og kan arbejde selvstændigt med opbygning og vedligeholdelse af processer og dokumentation.
  • Har gode samarbejdsevner og kan begå dig professionelt på tværs af faglige og organisatoriske niveauer.

Du motiveres af at arbejde i en organisation under opbygning, hvor der er mulighed for at præge strukturer, arbejdsgange og faglig retning. Erfaring fra Forsvaret er en fordel, men ikke et krav. Oplæring i militære forhold vil blive tilrettelagt efter behov.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er i opslag som både civil og militær.

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er Skalstrup udenfor Roskilde.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte major Kasper Høgedal på telefon 728 50012.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.

Ansøgningsfrist er den 22. februar 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt herefter.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Air Defence Wing
Air Defence Wing er en ny enhed i Flyvevåbnet med ansvar for Danmarks jordbaserede luftforsvar. Vi opbygger en helt ny kapacitet med udgangspunkt i Flyvestation Skalstrup – tidligere hjemsted for luftforsvar – og følger Flyvevåbnets wingstruktur med grupper for støtte, operation og logistik.
Vores opgave er at planlægge, implementere og drive det jordbaserede luftforsvar og samtidig ansætte og uddanne personellet bag kapaciteten. I de kommende år skal vi etablere både midlertidige og permanente løsninger, og der vil opstå mange spændende karrieremuligheder undervejs.

Jobbet er placeret i Roskilde kommune, Region Sjælland. Se flere databeskyttelsesrådgiver jobs i Roskilde eller Region Sjælland.

Oprettet 4 februar og udløber 22 februar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Kasper Høgedal +4572850012

Lignende jobs