Laboranter til mikrobiologisk og molekylærbiologisk arbejde - DTU Fødevareinstit
Forskningsgruppen for Global Kapacitetsopbygning på DTU Fødevareinstituttet søger to laboranter til fastansættelse samt en laborant til et barselsvikariat. Hos os bliver du en del af en international forskningsgruppe med høj faglighed og stærkt samarbejde.
Vil du være med til at styrke den globale indsats mod antibiotikaresistens og har du erfaring fra et mikrobiologisk laboratorium og trives du i et miljø med fokus på kvalitet og udvikling?
Så vil vi meget gerne høre fra dig!
Jobbet
I Forskningsgruppen for Global Kapacitetsopbygning arbejder vi målrettet på at udvikle, validere og implementere laboratoriemetoder, som styrker kvaliteten af den globale overvågning af antibiotikaresistens. Vi fungerer som internationalt referencelaboratorium for WHO, FAO og EU, og spiller dermed en central rolle i den globale monitorering og kvalitetssikring på området.
En væsentlig del af vores arbejde er at udvikle, kvalitetssikre og udsende akkrediterede ringtest til laboratorier verden over. Det stiller høje krav til metodeforståelse, præcision og dokumentation – og vi søger nu nye kolleger, der vil bidrage til dette arbejde med faglighed og engagement.
Som vores nye kollega bliver du en del af et stærkt laborantteam bestående af fire engagerede medarbejdere. Du får en varieret hverdag med mulighed for at arbejde i krydsfeltet mellem klassisk mikrobiologi, antibiotikaresistensbestemmelse og molekylærbiologiske metoder.
Vi arbejder med kvalitetssikrede og akkrediterede metoder (ISO 17025 og ISO 17043), og dit arbejde derfor naturligt omfatte systematisk dokumentation samt løbende forbedring af procedurer.
Dine primære arbejdsopgaver vil omfatte:
- Klassisk mikrobiologi, herunder dyrkning og identificering af bakterier
- Resistensbestemmelser ved brug af MIC-metoden (mindste hæmmende koncentration) og disk-diffusion
- Oprensning af DNA til videre analyser
- DNA-sekventering med både Illumina- og Oxford Nanopore-teknologier
- Planlægning og praktisk udførelse af laboratorieprojekter i samarbejde med akademiske kolleger
- Bidrag til koordination og gennemførelse af tværgående laboratorieaktiviteter
- Administrative laboratorieopgaver herunder indkøb af forbrugsvarer, kemikalier og udstyr
- Oplæring og faglig sparring med kolleger, studerende og kursister
Vores forventninger til dig
Til de tre laborantstillinger (to fastansættelser og én barselsvikar) søger vi laboranter med solid mikrobiologisk erfaring, højt fagligt niveau og et stærkt fokus på kvalitet.
Vi lægger vægt på, at du har lyst til at dele din viden og være med til at løfte gruppens samlede kompetenceniveau – såvel i hverdagen som i forbindelse med oplæring og kurser.
Vi forventer, at du:
- Er uddannet laborant eller har tilsvarende kvalifikationer
- Behersker teknikker til antibiotikaresistensbestemmelse og har praktisk erfaring med helgenomsekventering
- Har indgående kendskab til bakteriedyrkning og -identifikation samt erfaring med aseptiske teknikker og GLP, og at du trives i arbejdet med akkrediterede analyser og kvalitetssikrede procedurer.
- Arbejder struktureret og selvstændigt, dokumenterer dit arbejde grundigt og overholder aftalte deadlines
- Trives i tværfagligt samarbejde og bidrager til et positivt og professionelt arbejdsmiljø
- Kommunikerer sikkert på både dansk og engelsk - mundtligt og skriftligt
For den ene fastansættelse forventer vi desuden, at du har mindst 10 års erfaring fra et mikrobiologisk laboratorium.
Hvad tilbyder vi dig
Hos os bliver du en del af en arbejdsplads med høj faglighed, fleksibilitet og et stærkt kollegialt fællesskab. Du indgår i en engageret gruppe på omkring 25 personer, hvor sparring, vidensdeling og samarbejde er en naturlig del af hverdagen.
Stillingen byder på:
- En central rolle i et internationalt forskningsmiljø
- En hverdag med varierede arbejdsopgaver på tværs af fokusområder og laboratorieteknikker samt gode muligheder for faglig udvikling
- Indflydelse på planlægning af eget arbejde og plads til at tage ansvar
- Et dynamisk og uformelt arbejdsmiljø
- Mulighed for rejseaktivitet i forbindelse med internationale samarbejder
- Mulighed for at gøre en reel forskel – både fagligt og globalt.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK/Stat).
Startdato er 1. juni 2026 eller efter aftale for de 2 faste stillinger. Barselsvikariat forventes at starte 1. september 2026. Alle tre stillinger er på 37 timer. De to laborantstillinger er faste stillinger, og barselsvikariatet vil være tidsbegrænset til omkring et år med fleksibel slutdato.
Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 12. maj 2026. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte forskningsgruppeleder René S. Hendriksen på rshe@food.dtu.dk .
Læs mere om DTU Fødevareinstituttet på www.food.dtu.dk.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU Fødevareinstituttet
DTU Fødevareinstituttet forsker i og formidler gennem rådgivning, innovation og undervisning bæredygtige og værdiskabende løsninger indenfor fødevarer og sundhed til gavn for samfundet. Visionen er at gøre en forskel ved at skabe fremtidens velfærd gennem forskning i fødevarer og sundhed. Instituttet forebygger sygdom og fremmer sundhed, udvikler nye og bedre fødevarer til den voksende befolkning og skaber bæredygtige teknologiske løsninger, herunder biosolutions. Instituttets opgaver bliver løftet i et tværfagligt samarbejde indenfor bl.a. ernæring, kemi, toksikologi, mikrobiologi, epidemiologi, modellering og teknologi. Det sker gennem et stærkt akademisk miljø af international topklasse med tilsvarende dygtige forskere og medarbejdere. Instituttet har ca. 390 ansatte.
DTU – Til gavn for samfundet siden 1829
DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.
Jobbet er placeret i Lyngby-Taarbæk kommune, Region Hovedstaden. Se flere laborant jobs i Lyngby-Taarbæk eller Region Hovedstaden.
Oprettet 21 april og udløber 12 maj. Kilde: Jobnet
Kontakt: René S. Hendriksen jennifercanturshecampbellkatie@food.dtuadamsjenkinscarson.dk
Lignende jobs
Forskningslaborant til molekylærbiologiske, mikrobiologiske og miljøkemiske anal
Laborantpraktikant på DTU Energi
Indkøbsassistent søges til DTU Aqua
IT-supporter med erfaring - DTU Construct
Part-time optical engineer - DTU Physics