Pædagog til Kagsmosens Børnehave

Herlev Kommune logoPædagog · Herlev ·
Herlev Kommune / Uddannelse / pædagogik / børnehave / trivsel / Fuldtid / Fuldtid

Vil du være med til at skabe en tryg, meningsfuld og lærerig hverdag for børnene i Kagsmosens Børnehave? Har du lyst til at blive en del af et engageret fællesskab med faglighed, nærvær og godt humør i fokus? Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger en uddannet pædagog til vores børnehaveafdeling i Kagsmosen, som sammen med kolleger og ledelse vil arbejde målrettet for at give børnene de bedste rammer for trivsel, leg, læring og udvikling.

Om Kagsmosen

Som ansat i Kagsmosen bliver du en del af et fagligt fællesskab bestående af 17 dedikerede pædagogiske personaler. I børnehaven går ca. 50 børnehavebørn fordelt på tre stuer og i vuggestuen 32 børn også fordelt på tre stuer.

Kagsmosen ledes af et forholdsvist nyt ledelsesteam, der vægter psykologisk tryghed, faglig ledelse og styrkelsen af fagligheden højt. Vi arbejder fælles ud fra det nye børnesyn, som tager udgangspunkt i, at børn gør det godt, når de kan.

Børn ses i Kagsmosen, som aktive deltagere i egne liv, der udvikler sig i relationer og fællesskaber. Trivsel, læring og udvikling sker bedst, når barnet mødes med anerkendelse, tydelige rammer og voksne, der tager ansvar for relationen.

Det betyder at det pædagogiske personale i Kagsmosen forpligter sig på at

  • tilpasse rammer, struktur og forventninger til barnet
  • arbejde forebyggende frem for reparerende
  • se bag adfærden og være nysgerrige på barnets perspektiv
  • skabe deltagelsesmuligheder for alle børn – også dem, der har det svært

Pædagogisk udvikling og fagligt samarbejde

I Kagsmosen har vi et tydeligt fokus på pædagogisk udvikling og på at styrke vores faglige praksis i tæt samarbejde med PPR. I den kommende periode igangsætter vi to udviklingsprojekter, som begge har til formål at understøtte børnenes trivsel, læring og deltagelsesmuligheder i fællesskabet.

Det ene udviklingsforløb har fokus på understøttelse af flersprogede børns sproglige udvikling, hvor vi arbejder systematisk med sproglige læringsmiljøer og inkluderende praksisser i hverdagen. Det andet forløb har fokus på mentalisering, hvor vi arbejder med børns følelsesmæssige udvikling, relationer og de voksnes forståelse for børnenes perspektiver og behov.

Derudover skal vi i gang med at implementere pædagogiske konferencer i samarbejde med PPR, som et fælles fagligt forum for refleksion, videndeling og udvikling af praksis omkring børnegrupper og det enkelte barn.

Herlev Kommune har i budgetaftalen for 2026 afsat midler til forberedelsestid for alt pædagogisk personale. Det betyder, at vi i Kagsmosen får mulighed for at styrke kvaliteten i det pædagogiske arbejde gennem tid til planlægning, refleksion og faglig forberedelse som en integreret del af arbejdstiden.

Som pædagog i Kagsmosen bliver du en aktiv medspiller i disse processer og får mulighed for at bidrage med din faglighed, nysgerrighed og refleksion i den fortsatte udvikling af vores pædagogiske kvalitet.

Dine opgaver

Som pædagog i Kagsmosen får du en central rolle i børnenes hverdag og i den pædagogiske udvikling.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Planlægning, gennemførelse og evaluering af pædagogiske aktiviteter
  • At skabe trygge relationer og understøtte børnenes trivsel, leg og udvikling
  • At arbejde med pædagogiske læringsmiljøer i tråd med den styrkede pædagogiske læreplan
  • Samarbejde med kolleger, ledelse, PPR og forældre
  • At bidrage aktivt til faglig refleksion, sparring og udvikling af praksis
  • At tage ansvar i hverdagen og være en tydelig, nærværende og engageret voksen

I Kagsmosen prioriterer vi børns leg som et centralt omdrejningspunkt i hverdagen.

Vi ved at legen er en grundlæggende forudsætning for børns trivsel, læring og udvikling og har en tydelig plads i vores pædagogiske praksis. Vi arbejder for at skabe rammer, der giver børnene mulighed for fordybelse, fantasi og deltagelse i meningsfulde fællesskaber, hvor voksne understøtter legen med nærvær, faglighed og tydelighed.

Ansættelse og praktisk information

  • Som udgangspunkt en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt (mulighed for færre timer efter aftale)
  • Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt eller efter aftale
  • Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst
  • Der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse

Vil du vide mere – eller se stedet?

Kontakt leder Nina Boolsen på tlf. 24 87 10 67 for spørgsmål eller aftale om rundvisning.

Stillingen har ansøgningsfrist mandag den 16. februar 2026.
Samtaler afholdes løbende.

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

Om Herlev

Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Jobbet er placeret i Herlev kommune, Region Hovedstaden. Se flere pædagog jobs i Herlev eller Region Hovedstaden.

Oprettet 2 februar og udløber 16 februar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Nina Boolsen +4524871067

Lignende jobs