Projektleder til events og konferencer på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet logoProjektleder · Aarhus ·
Aarhus Universitet / projektledelse / eventplanlægning / konferencer / Fuldtid / Fuldtid

Brænder du for at udvikle og gennemføre konferencer og events, der skaber værdi for både deltagere, organisation og samfund? Vil du være med til at styrke Aarhus Universitets samarbejde med erhvervslivet gennem strategiske begivenheder, der bringer forskning og praksis tættere sammen? Og trives du i rollen som projektleder med ansvar for at drive komplekse arrangementer fra idé til afvikling? Så har vi jobbet til dig!

Aarhus Universitet leverer banebrydende forskning, eftertragtede uddannelser og løsninger på nogle af samfundets største udfordringer. En vigtig del af universitetets samfundsopgave er at bringe viden i spil og indgå i dialog med omverdenen. Her spiller strategiske konferencer og events en central rolle i at styrke universitetets synlighed, partnerskaber og videnudveksling.

Dine primære arbejdsopgaver

Events og Kommunikationsstøtte planlægger og gennemfører en række af universitetets årligt tilbagevendende arrangementer og konferencer – herunder prisuddelinger, strategiske konferencer og rekrutteringsarrangementer for potentielle studerende.

En af disse er Executive Insights, som er en årlig erhvervskonference på Aarhus BSS med ca. 3-400 deltagere. Konferencen samler ledere og beslutningstagere fra erhvervslivet og forskere fra Aarhus BSS om aktuelle udfordringer inden for ledelse, organisation og samfundsudvikling. Keynotes leveres af Danmarks førende virksomhedsledere og fakultetets topforskere.

Vi søger en projektleder, der får det samlede ansvar for planlægning og afvikling af Executive Insights i tæt samarbejde med konferencens styregruppe, forskere og kollegaer.
Som projektleder vil du både bidrage til de strategiske rammer for konferencen – herunder udvikling af tema, program og oplægsholderprofil – og samtidig sikre en professionel og velkoordineret gennemførelse.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • planlægge og gennemføre Executive Insights fra idéfase til evaluering
  • bidrage til den strategiske udvikling af konferencens format, indhold og målgruppe
  • samarbejde tæt med forskere, erhvervspartnere og interne interessenter
  • koordinere program, oplægsholdere og deltagere
  • sikre en professionel praktisk og teknisk afvikling
  • bidrage til eventrelaterede kommunikationsopgaver i samarbejde med kollegaer.

Ud over Executive Insights vil du også blive involveret i planlægning og gennemførelse af andre faglige arrangementer og events samt rådgive kollegaer på tværs af universitetet om konferencer og events.

Stillingen kræver stærke samarbejdsevner, et godt overblik og evnen til at drive flere parallelle processer. Du trives i et selvstændigt projektlederansvar og er god til at skabe fremdrift i samarbejde med mange forskellige interessenter. Vi forventer, at du er dialogisk i din tilgang og god til at kommunikere med dine omgivelser. Det er afgørende, at du befinder dig godt i et selvtilrettelagt job med mange daglige kontaktflader og perioder omkring afvikling med svingende arbejdstider og øget arbejdspres.

Din profil

  • Du har en relevant videregående uddannelse.
  • Du har minimum fem års relevant erfaring med planlægning og afvikling af større faglige arrangementer – gerne fra forsknings- og uddannelsesverdenen eller tilsvarende større organisation eller virksomhed. Med relevant erfaring menes, at du har haft hovedansvar for større og komplekse videns- eller forskningskonferencer eller lignende med en stor volumen af deltagere og/eller med et bredt felt af samarbejdspartnere og interessenter.
  • Du har indsigt i og interesse for aktuelle dagsordener i dansk erhvervsliv og erfaring med målgruppen
  • Du har erfaring med engagerende konferenceformater og kan bidrage til at udvikle arrangementer, der skaber værdi for både deltagere og organisation.
  • Du er en kompetent projektleder, der arbejder struktureret, holder overblik og samtidig har blik for detaljen.
  • Du trives i en stor organisation med mange samarbejdsflader og interessenter.
  • Du er drevet af faglig nysgerrighed og er komfortabel med at sætte den i spil som rådgiver.

Om teamet, du bliver en del af

Du bliver en del af Events og Kommunikationsstøtte, som er en enhed under Universitetsledelsens Stab. Her arbejder omkring 30 specialister – herunder eventprojektledere, video- og kampagnefolk, konceptudviklere, grafiske designere, fotografer og oversættere – som dagligt rådgiver og løser kommunikations- og eventopgaver i tæt samarbejde med universitetets faglige miljøer og ledelse.

Du bliver en del af et kreativt og fagligt stærkt miljø i smukke rammer på campus i Aarhus. Vi lægger vægt på et åbent og kollegialt arbejdsmiljø med høj faglighed, engagement og en god stemning – også når tempoet er højt.

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne (AC).

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge med tiltrædelse 1. juni 2026.

Spørgsmål til stillingen

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Lone Jørgensen, chefkonsulent og faglig leder for events, på mail loj@au.dk eller telefon 2030 1440.

Om ansættelsesprocessen

Der er ansøgningsfrist den 13. april 2026.

Vi forventer at afholde to samtalerunder. Første runde afholdes onsdag den 22. april og anden runde mandag den 27. april 2026. Der vil i forbindelse med anden samtalerunde indgå en mindre hjemmeopgave.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

****Om Aarhus Universitet**

*Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk***

Jobbet er placeret i Aarhus kommune, Region Midtjylland. Se flere projektleder jobs i Aarhus eller Region Midtjylland.

Oprettet 18 marts og udløber 13 april. Kilde: Jobnet

Kontakt: Lone Jørgensen +4520301440