Sæt kursen for Sorø Kommunes miljøindsats som vores nye teamleder
Vi søger en teamleder til en nyoprettet funktion, hvor du får ansvar for at styrke faglighed, ensartethed og samarbejde på tværs af miljøområdet. Du kommer til at sætte retningen for teamets opgaveløsning, sikre kvalitet i myndighedsarbejdet og skabe gode rammer for trivsel og udvikling i et område med høje faglige krav.
Kort om stillingen
Vi søger en engageret og kompetent teamleder, der har lyst til at stå i spidsen for den miljøfaglige del af afdelingen Natur og Miljø. Stillingen er nyoprettet, og du får derfor en helt særlig mulighed for at sætte retning, forme rammerne og etablere strukturerne for et stærkt samarbejde på tværs af fagområderne virksomhed, landbrug, jord, badevand, affald og rotter.
Som teamleder vil du få en central rolle i at sikre høj kvalitet i sagsbehandlingen, skabe faglig retning og understøtte et team, hvor trivsel, humor, udvikling og videndeling går hånd i hånd. Du bliver et vigtigt bindeled mellem den daglige drift, den strategiske prioritering og afdelingslederens overordnede ansvar – og du vil i det daglige være tæt på både medarbejdere, fagligheden og samarbejdsflader på tværs af afdelingen.
Da rollen er ny, er der endnu ikke fastlagt konkrete opgaveområder. Dette vil vi afklare sammen med dig ud fra dine kompetencer og afdelingens behov. I stillingen forventes du – ud over ledelse, koordinering og prioritering – også at have en mindre sagsportefølje af udvalgte sager. Dette kan fx være strategiske sager, udviklingsopgaver eller principielle sager, hvor din ledelsesrolle og faglige forståelse kan understøtte teamet. Formålet er, at du både bevarer faglig indsigt tæt på praksis og understøtter teamet som en synlig og relevant faglig sparringspartner.
Stillingen indebærer en bred vifte af berøringsflader i hverdagen – både internt i Natur og Miljø, på tværs af Fagcenter Teknik, Miljø og Drift og i mødet med borgere, virksomheder, rådgivere og andre eksterne aktører. Det er derfor vigtigt, at du har interesse for og forståelse af at skabe gode relationer, klare processer og et sammenhængende myndighedsbillede, uanset hvilken faglig indgang de enkelte sager udspringer af.
Om rolle og forventninger
Som teamleder kommer du til at have ansvar for faglig ledelse og personaleansvar i en hverdag, hvor du arbejder tæt sammen med medarbejdere, afdelingslederen og andre fagkolleger om at sikre solid myndighedsbehandling og en smidig drift.
Du får ansvar for at:
- Organisere, prioritere og koordinere teamets opgaver og ressourcer, så vi leverer høj kvalitet og overholder tidsfrister.
- Sikre faglig ensartethed i sagsbehandlingen og skabe rum for systematisk sparring, fælles standarder og læring på tværs.
- Skabe gode rammer for trivsel og udvikling, herunder at gennemføre løbende sparring, 1:1-samtaler, MUS og GRUS.
- Understøtte medarbejdernes kompetencer og samarbejdsevner, så de oplever faglig støtte og klare retninger i opgaveløsningen
- Bidrage aktivt til udvikling af arbejdsgange og processer, der styrker både effektivitet og service over for borgere og virksomheder.
- Sikre god dialog og et professionelt myndighedssamarbejde, så både politikere og interne og eksterne samarbejdspartnere oplever en koordineret, løsningsorienteret og imødekommende tilgang med balance imellem dialog og håndhævelse.
Om dig
Vi lægger særlig vægt på dine ledelsesmæssige og relationelle kompetencer. Du skal ikke nødvendigvis have en bestemt faglig baggrund, men du skal have en solid forståelse for myndighedsopgaver på miljøområdet – og lyst til at bringe både dig selv og medarbejderne i spil i opgaveløsningen.
Vi ser gerne, at du:
- har erfaring med faglig ledelse, opgavekoordination eller myndighedsarbejde på miljøområdet – gerne i en politisk ledet organisation,
- kan skabe klar retning og rammer, samtidig med at du arbejder inddragende og understøttende,
- er stærk i kommunikation og samarbejde,
- kan prioritere, skabe overblik og håndtere perioder med højt sagstryk,
- har flair for at omsætte komplekse problemstillinger til løsninger, beslutningsgrundlag og fælles forståelse,
- trives i rollen som kultur- og strukturbygger i en ny stilling, hvor ikke alt er færdigt formuleret på forhånd.
- Har kørekort til personbil.
Om os
Du bliver del af Natur og Miljø, hvor 22 kolleger arbejder med drikke- og badevand, spildevand, skadedyr, affald, vandløb, virksomhed, husdyrbrug, jordforurening, natur og klimatilpasning. Miljøteamet består – foruden dig – af syv medarbejdere, som udgør et solidt og velfungerende fagligt fællesskab. Vi prioriterer faglig sparring, trivsel og tværgående samarbejde i en til tider travl hverdag. Natur og Miljø er en integreret del af Fagcenter Teknik, Miljø og Drift med både kontor- og driftsmedarbejdere. Vi har en uformel omgangstone, højt fagligt niveau og arbejder efter princippet ”frihed under ansvar” med høj grad af selvledelse.
Rådhuset ligger centralt i Sorø med let adgang til naturen og gode forbindelser med både bil og offentlig transport.
Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen. Vi har fleksibel arbejdstid, og ansættelse sker efter gældende overenskomst med løn efter kvalifikationer (Ny Løn).
Arbejdssted: Sorø Kommunes rådhus, Rådhusvej 8, 4180 Sorø.
Vi værdsætter balancen mellem arbejds- og privatliv og tilbyder hjemmearbejde, når opgaverne tillader det. I oplæringsperioden forventer vi fysisk fremmøde for at sikre en god introduktion til opgaver, systemer og kolleger.
Forventet tiltrædelse: 1. maj 2026.
I forbindelse med ansættelsesprocessen vil der kunne indgå både case og test.
Ansøgningsprocedure
Send din ansøgning senest søndag den 1. marts 2026.
Første samtaler afholdes mandag den 9. og tirsdag d. 10. marts, og anden samtaler 18. marts 2026. Du modtager indkaldelse pr. mail senest torsdag den 5. marts 2026 med link til selvbooking af tidspunkt for første samtale.
Vil du vide mere?
Kontakt afdelingsleder af Natur og Miljø, Sofie Byrnak fra uge 8 på telefon: 57 87 63 70 eller på mail: ballstephenabelldiane19ahjeb@markssoroeriley-wisecollins.dk.
*I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Vores værdigrundlag er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.
Kommunen har godt 30.000 indbyggere og ligger midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere – og så er vi i øvrigt en røgfri arbejdsplads.*
Jobbet er placeret i Sorø kommune, Region Sjælland.
Oprettet 6 februar og udløber 1 marts. Kilde: Jobnet
Kontakt: Stine Lage Diekelmann victoria76stldiecastillo@websterbyrd-fernandezsoroe.dk
Lignende jobs
Teamleder til PersonaleJura i Slagelse Kommune
Teamleder til Teknisk Service og Kantinerne i Faxe Kommune
Teamleder til distrikt SYD, Hjemme‑ og Sygeplejen i Asnæs
Leder enhed i Høje-Taastrup, som styrker sammenhæng mellem kapacitet og dagtilbud