Sagsbehandler indenfor ammunition, våben og måleteknik søges til 3. Sikkerheds-
Forsvaret står foran en rivende udvikling med nye våbensystemer og en masse ny og spændende ammunition. Vi søger derfor en ny kollega, som kan være med til at teste, kvalificere og sagsbehandle det nye materiel.
Om os
Den ledige stilling er placeret i sektionen Direkte Skydende Våben (DSV). En af vores tre sektioner i 3. Sikkerheds- og Ballistikafdeling (3SBAL), som er ansvarlig for områderne Skydebaneinspektoratet, sikkerhed ved skydning med direkte og indirekte våbensystemer fra den mindste til den største kaliber, ballistik og tilhørende skydeteori samt kapacitetsudviklingen på ammunition tilknyttet de kinetiske våbensystemer.
Vi består af seks medarbejdere, men mangler en kollega, der ønsker at arbejde med våben, ammunition, testvirksomhed og ballistik.
DSV har en del teknisk udstyr, så hvis du har en interesse for at arbejde med specialudstyr og -computere, vil det være en stor fordel i det daglige arbejde.
Vi løser langt de fleste af de pålagte opgaver ud fra gældende NATO-standarder, men skal til tider være klar til at tænke ud af boksen, for at vi kan nå i mål med opgaverne.
- Sikkerheds- og Ballistikafdeling er kendetegnet ved, at vi består af både civilt og militært ansatte med forskellig faglighed. Vi praktiserer en fri omgangstone og en høj grad af frihed under ansvar, herunder stor fleksibilitet for den enkelte.
Om stillingen
Vi søger en kollega men relevant håndværksmæssig baggrund og forståelse, krydret med en stor del entusiasme, flair og interesse for samspillet mellem våben og ammunition.
Dine primære opgaver er at virke som måletekniker, forsøgsskytte samt forsøgsleder på mindre forsøg og afprøvninger af primært ammunition, men også i samspillet mellem ammunition og det pågældende våben. Du er derudover sagsbehandler, hvor du fx udarbejder dokumenter, der anvendes til initiering og rapportering på opgaverne.
Udover over de nævnte primære opgaver, kan der tilføres opgaver alt efter dine kompetencer og interesser mhp. relevant anvendelse at sektionens samlede viden, kompetencer og ressourcer.
Du skal have forståelse for, at test og forsøg ikke ”bare” handler om at påvirke en aftrækker. Du skal have vilje til og interesse for at lære at anvende afdelingens tekniske udstyr, samt kunne forstå afhængighederne i samspillet mellem våben, ammunition og forsøgsopstilling.
Vores tekniske udstyr er af afgørende betydning for, at der ved vore testaktiviteter kan skabes valide resultater, som opfylder gældende betingelser (f.eks. STANAG). Det er vores ambition, at du med tiden vil få ansvaret for dele af vedligeholdelse, kalibrering og opdatering af dette udstyr samt brugervedligeholdelse på afdelingens beholdning af forskellige våben.
Vi vil investere væsentlige ressourcer og tid til din oplæring, og vi ønsker derfor en gensidig og udviklende relation over længere tid.
Om dig
Du har teknisk forståelse og interesse samt praktisk håndelag, opnået gennem en faglært uddannelse. Den håndværksmæssige forståelse er relevant og nødvendig for vores mulighed for oplæring og uddannelse af dig til et virke som måletekniker, forsøgsskytte og forsøgsleder i afdelingens Direkte Skydende Våben-sektion.
Du er kendt for dine gode samarbejdsevner og arbejder samtidig selvstændigt og struktureret med fokus på at skabe brugbare og velunderbyggede resultater. Du er udviklingsorienteret, initiativrig og formår at kommunikere klart og præcist – både skriftligt og mundtligt.
Du besidder et højt fagligt niveau i dit arbejde og udviser en høj grad af selvstændighed, når der skal løses opgaver, men også, at du er i stand til at samarbejde med øvrigt personel i afdelingen og sektionen samt med vores eksterne samarbejdspartnere.
Det er vigtigt for os, at du er nysgerrig og oprigtigt interesseret i våben, ammunition og teknik, og at du har viljen og evnen til at tilegne dig ny og relevant viden og kompetencer.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for civilt ansatte under Forsvarsministeriets myndighedsområde inden for Centralforeningen for Stampersonels forhandlingsområde (tidligere Forsvarets Civil-Etat).
Der er mulighed for forhandling om tillæg baseret på dine kvalifikationer og kompetencer. Stillingen inkluderer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Jesper Holm på telefon 2226 8523 eller via e-mail: DAR-3A-300A@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Pia Knudsen ved Personelkommandoen på telefon 3266 5783 eller via e-mail: PKOM-PIA@MIL.DK.
Ansøgningsfristen er den 31. maj 2026. Vi forventer at afholde samtaler løbende og ansættelse er pr. 1. august 2026 eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Danske Artilleriregiment (DAR)
DAR blev oprettet den 1. januar 2019 og er garnisoneret på Oksbøl Kaserne. DAR løser en bred vifte af opgaver til støtte for det øvrige forsvar og særligt Hærens øvrige enheder.
Ildstøtteafdelingen bidrager til Forsvarets styrkeudvikling inden for ildstøtte og luftværn. Ildstøtteafdelingen støtter desuden Tjenestegrensinspektøren i dennes kontrol- og inspektionsaktiviteter.
1. Artilleriafdeling (1AA) yder ildstøtte og rådgivning til og med brigadeniveauet. 1AA besidder moderne artilleripjecer, raketkastrerer og morterer, nyt digitalt ildledelsessystem samt flere køretøjstyper.
2. Kapacitetsafdeling (2KAP) er ansvarlig for gennemførelse af Hærens Basisuddannelse, den efterfølgende Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse samt regimentets konstabelgrunduddannelse. 2KAP har tillige til opgave at udvikle og opstille Hærens fremtidige luftværnsbatteri og er ansvarlig for dele af Hærens tværfaglige områder (Hærens tværgående S7) som fx håndvåben, uniform og personlig beskyttelse, pansrede mandskabsvogne, pansrede patruljekøretøjer, skydeuddannelse m.m., samt den relaterede kursusvirksomhed. Ydermere hidrører Hærens Simulationscenter under 2KAP.
3. Sikkerheds- og Ballistikafdeling er ansvarlig for områderne Skydebaneinspektoratet, sikkerhed ved skydning med direkte og indirekte våbensystemer fra den mindste til den største kaliber, ballistik og tilhørende skydeteori samt kapacitetsudviklingen på ammunition tilknyttet de kinetiske våbensystemer.
Herudover består DAR af en regimentsstab, der støtter chefen og regimentets enheder indenfor bl.a. en række administrative- og forvaltningsfunktioner.
Om Oksbøl Garnison
Oksbøl kaserne er placeret i et naturskønt område, tæt på skov og strand og med Danmarks største militære øvelsesplads i tilknytning til kasernen. Der er placeret tre garnisoner i Varde Kommune, der huser Danske Artilleriregiment (Oksbøl), Efterretningsregimentet og Hærens Sergentskole (Varde) og Hjemmeværnsskolen (Nymindegab). Du har derfor gode muligheder for et varieret tjenesteforløb inden for kommunens grænser.
Vi har et godt samarbejde med Esbjerg og Varde Kommune, som er klar til at støtte dig og din familie, hvis du flytter til området. Med udgangspunkt i dit / jeres behov og ønsker tilpasser vi støtten i forhold til partners job, skole, bolig med videre.
Esbjerg Kommune har et program for medflyttende partnere med blandt andet sparring på jobsøgning og formidling af CV’er til en lang række virksomheder. Ligeledes formidles kontakt til private udlejere af lejeboliger. Tilflyttere med ansættelse kan skrive sig op på venteliste hos boligforeningerne i Esbjerg Kommune og rykke frem i køen til lejligheder.
I Varde Kommune har partneren fx mulighed for at komme til samtale ved udvalgte private og offentlige virksomheder, og tilflyttere med ansættelse samt pendlere har fortrinsret til lejeboliger.
Læs mere om, hvad Tilflytterservice kan gøre for dig/jer på www.nyiesbjerg.dk og www.flyttilvarde.dk .
Du er meget velkommen til at kontakte:
Bosætningskonsulent Esbjerg Kommune Pia Enemark, tilflytter@esbjergkommune.dk, 2047 3206 og Bosætningskonsulent Varde Kommune Gitte Sydbøge, gsyd@varde.dk, 2449 3644.
Jobbet er placeret i Varde kommune, Region Syddanmark. Se flere driftsleder jobs i Varde eller Region Syddanmark.
Oprettet 16 april og udløber 31 maj. Kilde: Jobnet
Kontakt: Pia Knudsen +4532665783
Lignende jobs
Cyberdivisionen søger en IT-supporterelev til lokal IT servicecenter ved Varde K
Bliv en del af hverdagens små mirakler som dagplejer i Oksbøl - hurtigst mulig
Frelloskolen søger dygtige skolepædagoger til i alt 3 stillinger
Uddannet procesoperatør til aftenhold nær Varde