Senior IT-projektleder - Danmarks nationale cyberoperationscenter
Vil du lede opbygningen af systemerne og den tekniske platform bag Danmarks nationale cyberoperationscenter? Vi søger en erfaren senior projektleder til Kontor for Arkitektur og Systemer, som skal drive implementeringen af Operationscenterets samlede systemlandskab. Du får ansvaret for at sikre fremdrift, struktur og realisering af de teknologiske kapaciteter, der udgør rygraden i den nationale funktion.
Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) er i gang med at etablere et fælles situationscenter, det blandt andet skal understøtte den Nationale Operative Stab (NOST) og Cybersikkerhedsfunktion. SAMSIK har i forlængelse heraf til opgave at forebygge, opdage og håndtere cyberhændelser – særligt rettet mod kritisk infrastruktur og samfundsvigtige funktioner.
Du bliver en del af et stærkt teknisk og arkitekturfagligt miljø, der arbejder med hele værdikæden fra design til implementering og videreudvikling. Her sættes retningen for arkitekturprincipper, systemanskaffelser og udviklingen af et robust, skalerbart og fremtidssikret teknologisk fundament for cyberoperationscentret. Du får en central rolle i at realisere denne ambition.
Din hverdag hos os
Du bliver ansvarlig for at lede implementeringen af en række centrale systemer og platforme, herunder:
- sensorløsninger og integrationsmiljøer
- sårbarhedsscanning og attack surface management
- delingsplatforme (fx MISP)
- kunde- og samarbejdsportal
- automatiserings- og dataintegrationsløsninger.
Du skal sikre, at systemerne designes og implementeres i overensstemmelse med vores arkitekturprincipper, sikkerhedskrav og compliance-forpligtelser (NIS2, ISO27001).
Dine hovedopgaver bliver at:
- lede implementeringsprojekter fra kravspecifikation til idriftsættelse
- sikre sammenhæng mellem arkitektur, teknik, jura og operationelle behov
- styre leverandører, kontrakter og milepæle
- sikre styring, fremdriftsrapportering og beslutningsoplæg til ledelsen
- identificere og håndtere risici i komplekse tekniske projekter
- bidrage til etablering af governance og systemejerskab.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med arkitekter, tekniske specialister, jurister og ledelsen i en organisation under opbygning. Stillingen kræver, at du kan skabe struktur og fremdrift i et komplekst projektlandskab med både tekniske, regulatoriske og politiske dimensioner.
Om dig
Vi søger en erfaren projektleder med dokumenteret evne til at gennemføre større og teknisk komplekse implementeringsprojekter. Vi forventer, at du har flere års erfaring med ledelse af større IT- eller digitaliseringsprojekter samt solid erfaring med kravspecifikation, leverandørstyring og implementering.
Derudover forventer vi, at du har:
- erfaring med projektstyringsmodeller og governance-strukturer
- evne til at navigere mellem ledelse, teknikere og øvrige interessenter
- forståelse for informationssikkerhed og compliance (fx ISO27001)
- interesse for eller erfaring med cybersikkerhedsområdet.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til NIS2, regulering af cybersikkerhed eller har arbejdet i en politisk styret organisation.
Vi ser gerne, at du som vores nye kollega:
- evner at skabe retning og fremdrift
- bevarer overblikket i komplekse forløb
- kommunikerer klart og beslutningsorienteret
- trives med ansvar i et område med stor samfundsmæssig betydning.
Du behøver ikke selv være teknisk specialist, men du skal kunne lede tekniske specialister og forstå de centrale sammenhænge.
Løn og ansættelsesvilkår
Indplacering sker afhængigt af kvalifikationer og erfaring. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst for ansatte i staten. Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det er en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og opretholde godkendelsen under hele ansættelsen.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling og ønskes besat hurtigst muligt.
Arbejdsstedet vil være Holsteinsgade 63, 2100 København Ø. Styrelsen for Samfundssikkerhed har også kontor i Birkerød.
Er du interesseret?
Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter samt eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere senest søndag d. 19. april 2026.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontorchef Morten Bro på telefon: 2178 4257.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere it-projektleder jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 27 marts og udløber 19 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Morten Bro +4521784257
Lignende jobs
Jurister til Danmarks nationale situationscenter – cybersikkerhed & jura
IT-projektleder med Product Owner mindset - Koncern IT
Sagsbehandler til Danmarks cyberoperationscenter
Generalist med fokus på cyber- og informationssikkerhed