Socialpædagoger til udsatte borgere i København - Barselsvikariat
Socialpædagog / rusmiddelstøtte / socialfaglig / botilbud
Som socialpædagog hos Sundholm Pleje bliver du en vigtig del af en styrket pædagogisk indsats for nogle af Københavns mest udsatte borgere. Her arbejder du med mennesker, der har et aktivt forbrug af rusmidler, og du får mulighed for at bruge og udvikle din faglighed i et miljø præget af tværfaglighed, relationer og meningsfulde indsatser.
Læs med og se, om det er noget for dig.
Om os
Sundholm Pleje består af to botilbud på Sundholm: Plejekollektivet og Kollektivet. Vi har plads til 38 borgere, som er visiteret efter Servicelovens §108 – botilbud til længerevarende ophold.
Vores tilbud henvender sig til borgere, som har et aktivt, massivt og dominerende forbrug af rusmidler, herunder illegale rusmidler. Borgerens liv er præget af massive sociale problemer, psykiske problemstillinger samt kognitive og misbrugsrelaterede følgeskader.
Mange af beboerne har levet et hårdt liv på gaden, og har været lidt udenfor systemet. Sammen med beboerne søger vi at genfinde eller udvikle funktioner og færdigheder, som hjælper dem tættere på deres mål og drømme.
Arbejdspladsen er aldrig kedelig, og beboergruppen er skøn og spraglet.
Til tider kan her være et højt konfliktniveau, afhængigt af beboernes økonomiske situation, gæsteproblematikker, forbruget af rusmidler osv., og vi har derfor altid skarpt fokus på sikkerheden og arbejdsmiljøet.
Udover at passe godt på vores beboere, passer vi også godt på hinanden. Vi vægter fællesskabet højt, både på og udenfor arbejdspladsen.
Dine rolle som pædagog hos Sundholm Pleje
Vi vil ansætte to pædagoger, som skal være med til at løfte indsatsen til vores borgere. De fleste af dine kolleger har en sundhedsfaglig baggrund, så vi bedst muligt kan imødekomme borgergruppens behov for sundhedsfaglig støtte.
Som pædagog hos Sundholm Pleje vil du være den primære pædagog i et tværfagligt team. I teamet er vi fælles om at planlægge og støtte indsatsen til borgerne, og det er her vigtigt, at du kan bringe pædagogiske metoder i spil, særligt med en rehabiliterende og recoveryorienteret tilgang.
Opgaverne omhandler blandt andet
- Pædagogisk støtte på baggrund af den indsats, vi planlægger og aftaler ud fra principperne om recovery og rehabilitering
- Samarbejde i teamet om socialfaglige indsatser
- Hjælp til borgerne i forhold til fx kontakt til myndigheder, læge, osv.
- Dokumentation af indsatsen overfor den enkelte borger
- Ad hoc-opgaver der får hverdagen til at hænge sammen
- Og så selvfølgelig samarbejdet med kollegaerne, som dækker de andre tidspunkter af døgnet
Om dig
Du skal have en faglig baggrund som socialpædagog.
Erfaring med vores borgergruppe, som har et aktivt forbrug af rusmidler, er en stor fordel, men det kan også være, at du er nyuddannet og har været i praktik på socialområdet, eller har anden erfaring fra socialområdet. Det vigtigste er, at du ved, hvordan du kan og skal reagere, hvis en situation spidser til, og at du brænder for at arbejde med borgergruppen.
Relationen til beboerne er et bærende element i vores arbejde. Vi har lange beboerforløb, og opbygger over tid en tæt kontakt til den enkelte beboer. Nogle socialfaglige forløb og sundhedsfaglige ydelser kan kræve lange, kontinuerlige motivationstiltag. Det kræver tålmodighed og tillid.
Du bliver en del af et team på i alt 30 medarbejdere, når vi har fundet vores to nye kollegaer. Vores samarbejde er vigtigt, så du skal være indstillet på at indgå i et team, hvor du både kan bidrage og få hjælp.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om to barselsvikariater. Stillingerne er på 37 timer om ugen med arbejdstid i blandede dag- og aftenvagter. Der er weekendvagter hver 3. weekend.
Opstart fra den 1 februar 2026.
Ansættelse er i henhold til gældende overenskomst for pædagoger.
Ved ansættelse vil vi indhente reference fra tidligere ansættelser, ligesom vi vil indhente straffeattest.
Yderligere oplysninger
Hvis du har lyst til at høre mere eller ønsker at kigge forbi og se arbejdspladsen, er du velkommen til at ringe til konstitueret tilbudsleder Luise Bak på 21 34 37 46.
Skriv i din ansøgning om dine tidligere erfaringer og vedhæft dit uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest fredag den 12. december 2025
Vi indkalder og afholder samtaler løbende.
Lignende jobs
To sygeplejersker søges til udfordrende socialt botilbud i København
Omstillingsparat socialpædagog til Botilbuddet Ringertoften i Nordvest
Vil du skabe tryghed for demensramte i København?
Social- og sundhedshjælpere søges til hele København - Fleksible vagter!udløber snart
Socialpædagog søges til Jacobshøj på Amager - Åbent Hus 18. novemberudløber snart
Se flere Socialpædagog jobs i København eller hele Region Hovedstaden