Socialrådgiver til specialteamet - Norddjurs Kommune
Socialrådgiver/socialformidler til fast stilling i Specialteamet i Børne- og Familierådgivningen
- Ønsker du at arbejde med fokus på inddragelse af både børn, unge, forældre og netværk?
- Ønsker du at arbejde som socialrådgiver/socialformidler i en organisation som altid er i bevægelse?
- Trives du i en hverdag, hvor opgaverne er mangeartede og kalenderen uforudsigelig?
Så er Børne- og Familierådgivningen i Norddjurs Kommune måske noget for dig. Vi har myndighedsansvaret for Norddjurs Kommunes indsats overfor udsatte børn, unge og deres familier.
Hvem er vi?
Vi er ca. 50 medarbejdere organiseret i et børneteam, et ungeteam, et specialteam og en modtagelse. Herudover har vi et netværks- og familieplejeteam. Vi understøttes af et administrativt team, som også organisatorisk hører under Børne- og Familierådgivningen.
Specialteamet består pt. af 9 børne- og ungerådgivere, hvor målgruppen er børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier. Teamet er opdelt, så nogle primært varetager opgaver omkring målgruppevurderinger og handicapkompenserende ydelser, mens andre varetager sagsbehandlingen omkring de sociale indsatser. Det forventes dog, at vi løfter i flok og derfor skal du have interesse i begge dele af sagsbehandlingen. Specialteamet sidder fysisk sammen med de øvrige teams i administrationsbygningen i Glesborg.
Vores opgave
Målet er, at sikre udsatte børn, unge og deres familier den bedst mulige støtte med udgangspunkt i barnets eller den unges behov og funktionsnedsættelse, og under hensyntagen til familiens samlede ressourcer og muligheder. Vi arbejder aktivt og inddragende med barnets og familiens netværk med udgangspunkt i løsningsfokuserende tilgange og anerkendende relationer. Vi har ICS som hovedredskab i den analyserende del af vores praksis og anvender Signs of Safety i møder ud fra en løsningsfokuseret tankegang. Vi arbejder i DUBU og har mulighed for at tilbyde en grundlæggende oplæring ved vores DUBU-konsulent.
Der stilles store krav til kreativiteten og evnen til at finde løsninger på ofte vanskelige og komplekse problemstillinger. Vi har en bred vifte af indsatser, som vi kan henvise til. En af de ting vi værdsætter meget, er et konstruktivt, løsningsfokuseret og fremadskuende samarbejde med familierne, netværket og vores samarbejdspartnere.
Du skal være indstillet på at være en aktiv og medskabende del af at udvikle og indføre arbejdsgange og metoder, og have fokus på høj faglighed i arbejdet. Vi er fortsat særligt optaget af barnets lov, herunder de nye regler om kompensationsydelse som trådte i kraft i 2025 og implementeringen heraf. Vi har også forsat særligt fokus på, hvordan vi kan opdyrke og aktivere den unges og familiens netværk samt hele anbringelsesområdet. Vi tror på at vi kan skabe mere stabilitet og kontinuitet i barnet/den unges liv ved hjælp af netværk, der allerede i forvejen har en relation til barnet/den unge og familien.
Socialrådgiver/socialformidler i specialteamet
I specialteamet arbejder du med børn og unge med funktionsnedsættelser i alderen ca. 0-18 år og deres familier.
Arbejdet omfatter blandt andet målgruppevurderinger, formålsbeskrivelser, børnehandicapudredninger, afdækninger, udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser samt iværksættelse af indsatser og handicapkompenserede ydelser og opfølgninger heraf.
Som socialrådgiver i specialteamet vil du arbejde med forebyggende indsatser, men også med anbringelser, hvorfor skriftlige indstillinger til børne- og ungeudvalget kan være en del af det administrative arbejde.
Vi arbejder aktivt og løbende med at inddrage børn med funktionsnedsættelse i egen sag. Vi har fokus på sparring, vidensdeling og udvikling af redskaber til at sikre at børn med funktionsnedsættelse inddrage på en skånsom og relevant måde.
En del af opgaverne i specialteamet består også af opfølgning på kompensationsydelser og tabt arbejdsfortjeneste, samt timesatsberegninger i forbindelse med bevilling af tabt arbejdsfortjeneste. I forbindelse med vores målgruppevurderinger bruger vi vurderingsværktøjet, hvilket vi også bruger løbende i sagsforløbet for at sikre ensartethed, systematik og kvalitet i sagerne.
Stillingen kræver, at man først og fremmest finder det interessant at arbejde med målgruppen, og samtidig skal man også være indstillet på, at der er administrativt arbejde ved eksempelvis beregninger af kompensationsydelser eller i indhentelse af oplysninger til belysning af en ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Det administrative arbejde i sagerne skal i hverdagen kombineres med inddragelse af børnene, de unge og deres forældre, ligesom vi også inddrager netværk, når vi kan og det giver mening.
Vi forventer, at du på det faglige plan
- Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
- Har interesse for og gerne erfaring med arbejdet med udsatte børn og unge med funktionsnedsættelse
- Har interesse for og gerne erfaring med udmåling af tabt arbejdsfortjeneste og beregning af kompensationsydelser.
- Vægter tværfagligt samarbejde højt og prioriterer det i dit daglige arbejde
- Er handlingsorienteret samt velformuleret i både tale og skrift
- Kan arbejde selvstændigt, systematisk, helhedsorienteret og er bekendt med lovgivningen på området
- Er struktureret og kan organisere det administrative arbejde samt prioritere i en travl hverdag
- Arbejder inddragende, motiverende og anerkendende, og kan medvirke til at skabe arbejdsglæde og trivsel
- Er motiveret for at udvikle dig og være med i en forandringsproces med nye arbejdsgange
- Har mod på at bruge dig selv i dit arbejde og køre selvstændige forløb
Vi forventer, at du som person
- Er innovativ og nysgerrig
- Ser muligheder frem for begrænsninger
- Har lyst til at bidrage til det sociale fællesskab
- Har MIT-ID (det er et krav for at kunne logge på vores IT-systemer med to-faktor login)
- Har kørekort.
Vi tilbyder
- En fagligt ambitiøs arbejdsplads med fokus på kerneopgaven og en sammenhængende indsats i forhold til børn, unge og deres familier
- En gruppe af engagerede og fagligt dygtige kolleger, hvor sparring og fællesskab går hånd i hånd med psykologisk tryghed og trivsel
- Mulighed for faglig og personlig udvikling, gennem et job hvor du dagligt udfordres
- Mulighed for stor selvstændighed og fleksibilitet, både i planlæggelse og udførelse af arbejdet
- Supervision
- Mulighed for hjemmearbejdsdage
- En onboardingplan med fokus på kerneopgaven samt din trivsel og udvikling, hvor vi blandt andet tilbyder 3 måneders mentorordning, individuel supervision af 3 timer inden for de første 6 måneder med psykolog samt løbende samtaler og sagsgennemgange med afdelingsleder og socialfaglig koordinator.
Løn og ansættelsesforhold vil være efter gældende overenskomst og Ny løn
Vi indhenter børne- og straffeattest samt reference forud for ansættelse.
Yderligere oplysninger kan fås hos afdelingsleder, Christina Kraul, på tlf.: 21 25 86 32.
Ansøgningsfrist den 15. februar 2026 kl. 23.59.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 23. februar 2026 i Allingåbro.
Opstart forventes: 1. april 2026.
Kørekort: Almindelig bil (B)
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Jobbet er placeret i Norddjurs kommune, Region Midtjylland. Se flere socialrådgiver jobs i Norddjurs eller Region Midtjylland.
Oprettet 12 januar og udløber 15 februar. Kilde: Jobnet
Kontakt: Christina Kraul +4521258632
Lignende jobs
Socialrådgiver til børneteam i Norddjurs Kommune
Erfaren socialrådgiver til børneteam i Norddjurs Kommune
Socialrådgiver til Børne- og Ungehandicapteam i Randers
Socialrådgivere til ungeområdet – Aarhus Kommune
Socialrådgivere søges til børneområdet i Familiecentret - Aarhus Kommune