Erfaren GDPR-jurist til informationssikkerhedsteam
Har du erfaring som jurist inden for databeskyttelse og informationssikkerhed? Og har du lyst til at arbejde i et team, der stræber mod at levere gode og operationelle løsninger af høj faglig kvalitet? Så er en stilling i Arbejdstilsynet måske noget for dig! Vi har en attraktiv og spændende stilling ledig til besættelse i vores team for databeskyttelse og informationssikkerhed.
Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab Du kan se frem til en alsidig hverdag i kontoret for Jura og Forenkling, hvor vi har et stærkt fællesskab og nærværende ledelse. I samarbejde med dine kollegaer kommer du til at løse mange forskellige meningsfulde compliance-opgaver, som bidrager til Arbejdstilsynets opgave med at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser.
I dit kommende team er der fokus på overholdelse af databeskyttelseslovgivningen samt andre krav til offentlige myndigheder, særligt i relation til digitaliseringsdagsordenen, fx sikre netværk og systemer. Afhængigt af dine kompetencer og udviklingsønsker vil dine opgaver kunne omfatte:
- Juridiske vurderinger og bidrage med din juridiske faglighed i opgaver og projekter på tværs af Arbejdstilsynet
- Udarbejde lovforslag og skrive bekendtgørelser, der tænker databeskyttelse ind i regelarbejdet på arbejdsmiljø- og arbejdsskadesikringsområdet
- ATs jurist på området for kunstig intelligens, hvilket både indebærer at skulle orientere sig om den hjemmelsmæssige udvikling på området samt bistå fagkontorer med ønsker til brug af AI i opgaveløsningen
- Rådgivning, vejledning og besvarelse af spørgsmål om samt udbedre kendskabet til databeskyttelse og informationssikkerhed i hele Arbejdstilsynet
- Håndtere og følge op på sikkerhedshændelser
- Bidrag til udvikling af nye it-løsninger, herunder AI løsninger, i samarbejde med dygtige kolleger
- Tilsyn med Arbejdstilsynets leverandører og tage hånd om de overvågningsaktiviteter, som bliver igangsat af Beskæftigelsesministeriets databeskyttelsesrådgiver, departementet eller andre
- Bidrag til ministerbetjeningen og andre opgaver af politisk karakter, fx udarbejde og opdatere retningslinjer, procedurer, juridiske notater, aftaler med mere.
Hvem er vi? I Arbejdsmiljøfagligt Center (AFC) udvikler og formidler vi regler om arbejdsmiljø og arbejdsmiljøfaglig viden for løbende at betjene beskæftigelsesministeren og for at understøtte virksomhedernes arbejdsmiljøindsats samt Arbejdstilsynets tilsyn.
Kontoret for Jura og Forenkling består af ca. 20 medarbejdere, hvoraf de fleste er jurister. Vi har det overordnede ansvar for arbejdsmiljøloven og en række bekendtgørelser. Vi har også det overordnede ansvar for de juridiske rammer for tilsynet, herunder Arbejdstilsynets reaktionsmuligheder, og vi bistår de andre kontorer i AFC med juridisk sparring, deltager i projekter på tværs af Arbejdstilsynet og løser opgaver inden for forvaltningsret, cyber- og informationssikkerhed og databeskyttelse.
Du bliver en del af et team i kontoret, som har hovedansvaret for, at Arbejdstilsynet overholder databeskyttelseslovgivningen samt de standarder og krav til cyber- og informationssikkerhed, som statslige myndigheder skal leve op til. Teamet består af 5 personer med forskellig faglig baggrund og to studentermedhjælpere. Teamet har i det daglige et tæt samarbejde med medarbejdere og chefer i hele Arbejdstilsynet på tværs af landet og løfter en bred vifte af opgaver. Du vil også blive en del af samarbejde og erfaringsudveksling på tværs af Beskæftigelsesministeriets koncern og med vores koncernfælles databeskyttelsesrådgiver. Her finder du gode muligheder for at udvikle dig i et stærkt fagligt fællesskab. Du får en unik mulighed for at få omfattende erfaring med at arbejde med databeskyttelse og informationssikkerhed i praksis samt bred erfaring med regelarbejde og ministerbetjening.
Om dig Vi forventer, at du er uddannet cand.jur. eller har en anden relevant juridisk baggrund og har flere års erfaring inden for GDPR-området.
Vi forestiller os også, at du:
- har en stærk faglighed på det databeskyttelsesretlige område samt eventuelt det offentlige retlige område
- har gode samarbejdsevner
- er ansvarlig og ambitiøs samt evner at arbejde struktureret og selvstændigt
- har forståelse for og kan demonstrere en selvstændig håndtering af reglerne inden for databeskyttelse
- har god forretningsforståelse og kan formidle kompliceret viden på en letforståelig måde
- er opsøgende, nysgerrig og deltager aktivt i sparring med kollegaer.
Det vil være en fordel, hvis du har interesse for den teknologiske udvikling og kunstig intelligens.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. juni 2026 eller efter nærmere aftale.
Du bliver afhængig af din erfaring og kompetencer ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent på overenskomsten for akademikere i staten.
Dit daglige arbejdssted er Arbejdstilsynet, Landskronagade 33, 2100 København Ø.
Spørgsmål og ansøgning Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Sofie Bisbjerg på tlf.nr. 7220 8740.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets Koncern HR på tlf.nr. 7220 5272.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Vi har valgt at gøre ansøgningsprocessen enklere. Du skal derfor kun sende et motiveret CV. Det betyder, at du i starten af dit CV kort beskriver din motivation for at søge stillingen, og hvordan dine kompetencer matcher opgaverne. Du skal derfor ikke sende en motiveret ansøgning.
Send dit motiverede CV og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 13. april 2026.
Vi forventer at holde 1. samtaler den 20. april og 2. samtaler den 23. april 2026.
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere specialkonsulent jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 27 marts og udløber 13 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Sofie Bisbjerg saegamblekristenperry@bmrice-whiteconley-greenjohnson.dk +4572208740
Lignende jobs
Juridisk chefkonsulent til informationssikkerhedsområdet i Københavns Kommunes IT
Erfarne jurister/erhvervsjurister til databeskyttelse og compliance
Generalist med fokus på cyber- og informationssikkerhed
Jurist inden for databeskyttelse, NIS2 & AI i Teknikforvaltningen, Københavns Kommune
Databeskyttelsesspecialist til Personelkommandoen