Jurist inden for databeskyttelse, NIS2 & AI i Teknikforvaltningen, Københavns Kommune

Københavns Kommune logoJurist · København ·
Københavns Kommune / databeskyttelse / informationssikkerhed / NIS2 / Fuldtid / Fuldtid

Har du lyst til at være en del af en stabsfunktion, som yder juridisk rådgivning af høj kvalitet til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens fagudvalg, direktion og forvaltningens fire afdelinger?
Trives du i krydsfeltet mellem jura, teknologi og offentlig forvaltning – og vil du være med til at sikre, at Københavns Kommune står stærkt i arbejdet med GDPR, NIS2 og AI?

Med denne stilling rekrutterer vi for at styrke vores juridiske kompetencer inden for databeskyttelse, informationssikkerhed og digitalisering.

Om jobbet
Din arbejdsplads bliver den juridiske stabsenhed Stab Jura, som er centralt placeret i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune. Juristerne i Stab Jura fungerer i praksis som forvaltningens 'in house' juridiske rådgivere med særlig ekspertise inden for det offentligretlige, privatretlige, databeskyttelsesretlige og erstatningsretlige område. Vi består på nuværende tidspunkt af 13 engagerede kolleger og forvaltningens juridiske chef.

Du bliver en del af vores privatretsteam, som i dag består af to jurister – herunder en teamkoordinator. I tillæg til denne stilling skal der ansættes en yderligere jurist til teamet. Teamets opgaver er meget forskelligartede, og vi rådgiver alle dele af forvaltningen om privatret i en offentligretlig kontekst samt om databeskyttelse og informationssikkerhed. Det kan for eksempel være rådgivning om konkrete databeskyttelsesretlige spørgsmål i forhold til forvaltningsretlige tiltag, tværgående indsatser på tværs af Københavns Kommune og i forbindelse med større IT-projekter, herunder implementering og udvikling af teknologier såsom AI og machine learning.

Stab Jura indgår i et arbejdsfællesskab med forvaltningens digitaliseringsenhed om arbejdet med databeskyttelse og informationssikkerhed. Forvaltningen har en GDPR-koordinatorfunktion, der sikrer det tværgående forvaltningssamarbejde med kommunens databeskyttelsesrådgiver. Funktionen er organisatorisk forankret i digitaliseringsenheden, du indgår sammen med Stab Juras anden GDPR-jurist i forhold til såvel proces som opgaver på området. Funktionens arbejde tilrettelægges i samarbejde mellem forvaltningens juridiske chef og digitaliseringschef. Alt efter kompetencer vil du hurtigt kunne se frem til at få selvstændigt ansvar for opgaveløsningen og indflydelse på forvaltningens digitaliseringsprojekter.

Dine arbejdsopgaver er primært indenfor databeskyttelse og informationssikkerhed. I det omfang at der er behov for det, vil du – alt efter kompetencer – også få mulighed for at deltage i opgaveløsningen af teamets privatretlige opgaver, som bl.a. består i rådgivning om kontraktindgåelse og -fortolkning samt forhandling af kontrakter, kommunalfuldmagtsspørgsmål, rådgivning om statsstøtte, immaterielle spørgsmål både i relation til kommunens egne frembringelser og i relation til private leverandører samt meget andet, der knytter sig til forvaltningens opgaver mellem at være offentlig myndighed og privat part.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte

  • juridisk rådgivning om GDPR, databeskyttelsesloven og kommunens informationssikkerhedsarbejde
  • rådgivning om implementering og fortolkning af NIS2 og samspillet med risikostyring og beredskab
  • juridisk rådgivning om AI-Act og sparring om anvendelse af kunstig intelligens og rammerne for digitale løsninger, herunder udvikling af assistenter til internt brug i forvaltningen
  • udarbejdelse og kvalitetssikring af kontrakter, herunder databehandleraftaler
  • rådgivning om kommunens rolle som dataansvarlig og databehandler
  • juridisk rådgivning om øvrige privatretlige spørgsmål i forbindelse med eksterne samarbejder og projekter

Om dig
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. med et solidt fagligt niveau. Vi lægger vægt på, at du har

  • et godt kendskab til databeskyttelsesretten og erfaring med GDPR i praksis
  • interesse for eller erfaring med informationssikkerhed, NIS2, AI-Act og IT-ret
  • interesse for eller erfaring med kontraktindgåelse og -fortolkning med fokus på IT- og databeskyttelseselementer.
  • gode samarbejds- og koordineringsevner samt evne til at formidle komplekse juridiske problemstillinger klart og anvendeligt i en forretningsmæssig kontekst

Du har erfaring fra enten en kommune, advokatbranchen, centraladministrationen eller lignende med rådgivning om databeskyttelse og informationssikkerhed. Det er endvidere en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med kommunalfuldmagten, statsstøtte og samspillet mellem offentligret og privatret.

Som forvaltningens centrale in house-jurister er vores hverdag præget af uforudsigelighed og vores opgaveportefølje spænder vidt. Det vigtigste er derfor, at du er i stand til at sætte dig ind i nye juridiske problemstillinger. Desuden lægger vi vægt på, at du

  • kan se dig selv i rollen som rådgiver
  • har gode analytiske egenskaber
  • er kvalitetsbevidst, grundig og kan bevare overblikket i komplekse processer
  • kommunikerer præcist og forståeligt på skrift og i tale
  • har mod på de udfordringer og muligheder, som en afvekslende og til tider uforudsigelig kommunal hverdag byder på

Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende job i landets største klima-, teknik- og miljøforvaltning med en flerhed af juridiske udfordringer, hvor du får mulighed for at præge retningen for arbejdet med informationssikkerhed, digitalisering og AI.

Vi har fokus på din faglige og personlige udvikling, og ud over alt det juridiske vil du få stor viden om byen København og den retning, som politikerne sætter, og som vi omsætter gennem vores rådgivning.

Du bliver en del af et fagligt stærkt, engageret og kollegialt arbejdsmiljø med fokus på kvalitet, samarbejde og plads til både humor og balance i hverdagen.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer. For den rigtige kandidat er der mulighed for indplacering som konsulent. Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer om ugen inklusive frokostpause. Tiltrædelse den 1. maj 2026 eller efter aftale.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Jura, Trine Høj Andersen på 40 22 34 45.

Sammen med ansøgningen beder vi dig vedlægge CV, udskrift af eksamenskarakterer og evt. andre relevante papirer.

Søg via linket senest søndag den 12. april 2026
Vi forventer at gennemføre to samtaler med udvalgte kandidater. Indkaldelse til 1. samtaler vil ske i uge 16 med afholdelse i uge 16 og vi forventer at holde 2. samtaler i uge 17. De udvalgte kandidater, der går videre til 2. samtalerunde, må forvente at løse en faglig case i forbindelse med samtalen.

Stab
Stab er en ud af fem afdelinger i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune og understøtter forvaltningen inden for digitalisering, økonomi, jura, kommunikation, print, strategi, organisation, HR og ledelse. Afdelingen har godt 170 medarbejdere.

Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.

Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere jurist jobs i København eller Region Hovedstaden.

Oprettet 23 marts og udløber 12 april. Kilde: Jobnet

Kontakt: Trine Høj Andersen +4540223445

Lignende jobs