Støt Udviklings‑ og Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen og styr hverdagen
Er du klar til at støtte Udviklings- og Planlægningsstabens chefer samt resten af staben med struktur, overblik og koordinering i en travl og vigtig hverdag?
Så er du måske vores nye kollega.
Om os
Danmark og Europa står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation, og behovet for effektiv koordinering har aldrig været større. I Forsvarsstaben bidrager Udviklings- og Planlægningsstaben til at sikre, at Forsvaret er forberedt på fremtidens udfordringer – og handler på nutidens behov.
Personeludviklingsafdelingen er en del af Udviklings- og Planlægningsstaben (UP) i Forsvarsstaben og består af fire sektioner og et element. Stillingen er placeret i stabsstøtteteamet, som er placeret i Personeludviklingssektion 3. Aktuelt består sektionen af en sektionschef, tre medarbejdere på forkontoret til UP-ledelsen, to medarbejdere i en task force og tre medarbejdere i stabsstøtteteamet, hvor du altså kan blive den fjerde.
Stabsstøtteteamet fungerer som et klassisk ledelsessekretariat og er et centralt bindeled mellem organisationen, cheferne i Udviklings- og Planlægningsstaben og resten af Forsvarsstaben. Vi løser opgaver som opgavevisitering, præsentationsmateriale, beslutningsoplæg og ad hoc-opgaver. Vi understøtter, prioriterer og skaber overblik i en hverdag, hvor tempoet er højt og opgaverne mangeartede.
Om stillingen
Som medarbejder i teamet bliver du en nøgleperson i arbejdet med at styrke sektionens evne til at støtte chefgruppen på tværs af staben gennem visitation af opgaver til afdelingerne. Du vil fungere som sagsbehandler – og dine opgaver vil have stor betydning for den samlede drift i staben.
Du vil være ansvarlig for at drive sager fra start til slut – fra afdækning, koordinering til udarbejdelse af oplæg.
Eksempler på opgaver:
- Visitation af opgaver til rette del af organisationen
- Koordinering af bidrag på tværs af afdelinger
- Udarbejdelse af løsningsforslag og svar på henvendelser
Om dig
Du er kontoruddannet eller har en anden relevant faglig baggrund. Du har gerne erfaring med administrative opgaver og evner at levere høj kvalitet – selv når opgaven har kort deadline – og stadig med et smil på læben.
Du kan også have en bachelorgrad inden for fx offentlig administration, samfundsvidenskab eller en lignende. Måske er du nyuddannet eller i starten af din karriere og har lyst til at prøve kræfter med arbejdet i en central del af Forsvaret, hvor du får indblik i centrale beslutningsprocesser og bidrager til løsningen af vigtige samfundsopgaver.
Vi lægger vægt på, at du er nysgerrig, lærevillig og motiveret for at udvikle dine kompetencer i en politisk styret organisation, hvor tempoet kan være højt, og opgaverne varierede.
Opgaveløsningen omfatter bl.a. at du:
- Tager ansvar og arbejder selvstændigt med dine opgaver
- Kommunikerer klart – både mundtligt og skriftligt
- Trives i en travl og omskiftelig hverdag
- Har flair for koordinering og mødeplanlægning
- Er en teamplayer, der bidrager til fælles succes
- Har måske erfaring fra en lignende stilling i en styrelse eller departement
Du får til gengæld en stilling med stort ansvar og meningsfulde opgaver. Du får erfaring med tværgående samarbejde og komplekse sagsforløb og mulighed for at blive en del af et dedikeret team, hvor samarbejde er et nøgleord.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op både civilt og militært.
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i København.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte major Rune Staal på telefon 3266 5021. Send gerne en sms, så ringer Rune tilbage hurtigst muligt.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 8. april 2026, hvorefter ansættelsessamtaler forventes afholdt. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed. Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere sagsbehandler jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 25 marts og udløber 8 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Birgit Jepsen +4532665811
Lignende jobs
Sagsbehandler, Implementeringssektion i Forsvaret
Cyber-operationsofficer til Operationsstaben i København
Projektleder, Byggeri og Etablering
Chef for Ledelsessekretariatet ved Personelkommandoen i Ballerup