Barselsvikar Pædagog i Regnbuestuen, Bulderbo
Da en af vores dygtige kollegaer går på barsel til efteråret, søger vi en engageret og fagligt stærk pædagog til et barselsvikariat i vores specialgruppe, Regnbuestuen, med opstart den 1. november 2025.
Om stillingen
Bulderbo er et dejligt børnehus, der rummer både vuggestue og børnehave. Regnbuestuen er en del af vores børnehaveafdeling.
På Regnbuestuen bliver du en del af et fagligt velfunderet team, der brænder for at udvikle og forny den pædagogiske praksis. Vi arbejder med en inkluderende, anerkendende og systematisk tilgang, hvor hvert barns unikke behov er udgangspunktet for vores arbejde.
Vi lægger stor vægt på, at alle børn bliver mødt med en anerkendende tilgang, hvor fejl ses som en naturlig del af læring, og hvor det pædagogiske personale er nærværende og nysgerrige på børnenes perspektiv.
Regnbuen samarbejder tæt med husets øvrige stuer og deltager i fælles aktiviteter, i det omfang det giver mening for børnene. Vi modtager også besøg fra andre stuer og vægter fællesskaber højt – på børnenes præmisser.
Vi har et tæt samarbejde med PPR og modtager løbende supervision.
Om dig
Vi søger en uddannet pædagog – gerne med specialpædagogisk erfaring fra børneområdet. Du hviler i din faglighed og deler gerne ud af den. Du har en naturlig tilgang til at arbejde anerkendende og viser ro og overblik i situationer, hvor børnene har det svært.
Vi forventer, at du er refleksiv og nysgerrig på din egen og teamets praksis, og at du trives i et miljø, hvor vi lærer af hinanden. Det er vigtigt, at du har forståelse for og lyst til at samarbejde tæt med forældre og kolleger – og ser dig selv som en aktiv medspiller i barnets trivsel og udvikling.
Vi anvender Marte Meo-metoden og ser det som en fordel, hvis du har erfaring med eller kendskab til metoden. Derudover bruger vi piktogrammer i hverdagen, så det er vigtigt, at du har forståelse for visuel kommunikation og struktur.
Du er meget velkommen til at komme forbi og besøge os, inden du søger stillingen.
Praktisk information
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Har du spørgsmål eller ønsker at aftale et besøg, er du velkommen til at kontakte dagtilbudsleder Karina Willemoes Ipsen på telefon 29 25 94 03.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Der er ansøgningsfrist den 21. september 2025. Stillingen søges elektronisk nedenfor. Ansættelsessamtaler afholdes den 29. september 2025.