Barselvikariat: Kommunikation & Udvikling i Odder Kommune
Odder Kommune står foran en periode, hvor både vores presse- og kommunikationskonsulent og en af vores udviklingskonsulenter går på barsel. Derfor søger vi en vikar, der kan dække begge roller i det næste års tid.
Hos os får du mulighed for at bringe dine kompetencer i spil i en organisation, hvor analyser, oplæg og kommunikationsindsatser direkte understøtter politiske beslutninger og strategiske retninger. Vi tilbyder en arbejdsplads med høj grad af selvstændighed og et stærkt kollegialt fællesskab.
I starten vil du være en del af kommunikationsteamet, og senere vil du overgå i rollen som vores udviklingskonsulent. Du skal derfor både have lyst til at arbejde med presse- og kommunikationsopgaver og med politisk og administrativ betjening i en kommunal kontekst.
Stillingen er forankret i Odder Kommunes fælles stab Ledelse & Udvikling, som blandt andet betjener borgmesteren, kommunaldirektøren, direktionen, kommunalbestyrelsen og fagudvalg. Vi spiller en central rolle i udviklingen af kommunen og understøtter den administrative og politiske ledelse. Du vil sammen med stabens øvrige medarbejdere få til opgave at understøtte arbejdet med kommunens strategiske dagsordener – både politiske og organisatoriske. Derudover rådgiver vi den øvrige organisation inden for en bred vifte af områder som jura, HR, kommunikation og udvikling.
I Ledelse & Udvikling bliver du en del af et stærkt fællesskab kendetegnet ved høj faglighed, gensidig støtte og respekt – og en uformel, humoristisk omgangstone.
Dine opgaver
Som en del af kommunikationsteamet vil du blandt andet få mulighed for at:
- udarbejde pressemeddelelser og håndtere henvendelser fra pressen – og til tider handle hurtigt og bevare overblikket, når opgaven kalder på det
- indgå i planlægning og afvikling af kommunikationsindsatser, hvor særligt Kommunalvalget 2025 bliver en spændende opgave
- understøtte Odder Kommunes strategiske kommunikationsplanlægning, både eksternt og internt i organisationen
- producere indhold til annoncer og kampagner samt til vores hjemmeside og sociale medier
Som udviklingskonsulent vil du blandt andet kunne komme til at:
- yde ledelsesbetjening af direktion og sekretariatschef
- udarbejde analyser, der giver den administrative og politiske ledelse et solidt beslutningsgrundlag
- skrive sagsfremstillinger til politisk behandling i kommunalbestyrelse og fagudvalg
- indgå i tværgående samarbejder med interne og eksterne aktører
- være tovholder på tværfaglige projekter og facilitere samarbejdsprocesser
Vi forestiller os, at du
Har en relevant videregående uddannelse inden for kommunikation, samfundsvidenskab eller et beslægtet område. Du har praktisk erfaring med mediehåndtering og digital formidling på tværs af platforme. Du er kommunikativt stærk – både skriftligt og mundtligt – og har evnen til at formidle klart og enkelt til forskellige målgrupper. Du er hurtig til at sætte dig ind i nyt stof og kan bevare overblikket i komplekse sammenhænge. Med en god organisatorisk forståelse og en skarp analytisk sans kan du omsætte komplekse problemstillinger til konkrete forslag, processer eller kommunikationsindsatser.
Du har gode samarbejdsevner og trives med en bred kontaktflade, hvor du formår at navigere i krydsfeltet mellem forskellige aktører, interesser og hensyn. Samtidig arbejder du selvstændigt, tager ansvar og bevarer roen, når opgaverne kræver hurtige gearskift. Du har måske erfaring med, og flair for at arbejde i en politisk styret organisation, og du finder både projektarbejde og politisk udvikling spændende.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er et barselsvikariat på 37 timer med forventet tiltrædelse snarest muligt og en varighed på mindst 1 år. Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er på rådhuset i Odder Kommune, og der kan være mulighed for fleksibilitet.
Du får reference til Sekretariats- og HR-chef Morten Møller.
Ansøgning
Hvis du ønsker at søge stillingen, skal det ske online ved, at du uploader din ansøgning med relevante bilag.
Ansøgningsfristen er onsdag den 18. september 2025 kl. 12
Vi forventer at holde samtaler onsdag d. 25. september 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sekretariats- og HR-chef Morten Møller på tlf. nr. 30939020.