etjob.dk
Horsens kommune Dagtilbudsleder

Dagtilbudsleder i Søndermark, Horsens Kommune

Dagtilbud Søndermark – mangfoldighed, fællesskab og fremtidens pædagogik

Velkommen til Dagtilbud Søndermark – et levende og mangfoldigt børneunivers, hvor nysgerrighed, fællesskab og faglighed går hånd i hånd. Hos os er hverdagen fuld af leg og læring, og det er ikke bare noget, vi gør – det er vores vigtigste redskab.
Børneuniverset er en integreret institution for børn i alderen 0-6 år som på nuværende tidspunkt består af i alt 7 børnehavegrupper og 6 vuggestuegrupper.

Lige ved siden af ligger Sct. Georgs Vuggestue, som rummer tre vuggestuegrupper, og i nærområdet har vi tre dagplejere med plads til i alt 12 børn.
Samlet set har vi plads til cirka 210 børn – og det kræver naturligvis en dedikeret og stærk faglig personalegruppe. Det har vi. Her møder børnene engagerede voksne med forskellige faglige og personlige styrker, som er nøje sammensat til at løfte både de pædagogiske og familiemæssige opgaver.

Vi har i alt cirka 80 medarbejdere fordelt på pædagoger, pædagogiske vejledere, pædagogiske assistenter, medhjælpere, ernærings- og husassistenter.

På matriklen er vores produktionskøkken, som serverer fuld kost til alle børn i dagtilbuddet.

I ledelsesteamet finder du – udover dagtilbudslederen – to assisterende ledere og en administrativ medarbejder, der sammen udgør fundamentet i vores organisation. Organisationen er veldrevet, og der er en stabil platform at arbejde videre ud fra.

Vores omgivelser inviterer til eventyr: Et stort grønt område lige bag institutionen og den nærliggende Bygholm Park giver rig mulighed for naturoplevelser og udeliv. Vi bruger naturen aktivt til at styrke fællesskaber og skabe læring, der mærkes med hele kroppen.
Vi ligger i et område i Horsens, hvor mangfoldighed er en gave – og en styrke. Vi er beriget med mange kulturer, sprog og nationaliteter. Dette gør, at vi hele tiden er interesserede i at blive klogere på vores medmennesker, så vi sammen kan hjælpes ad med at give vores børn de bedste forudsætninger for at være i livet.

Vi deler matrikel med Lindvigsvejskolen og SFO, og det tætte naboskab giver optimale muligheder for at skabe stærke overgange og helhedsorienterede læringsmiljøer.
Vi arbejder i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med skolens ledelse, hvilket skaber sammenhæng for både børn og forældre.

Vores vej ind i samarbejdet er via projektet Bæredygtigt Velfærd, hvor vi samarbejder på tværs af faggrupper for at møde familier med blik for helheden. Hos os er familien altid medskabende, og vi tror på, at den bedste vej frem findes i fællesskab med respekt for familiens perspektiv og ønsker.

Vi tror på, at børn lærer bedst gennem leg
Dagtilbud Søndermark er kendetegnet ved, at vi arbejder ud fra et mindset, hvor vi ser legen som børns vigtigste sprog og stærkeste drivkraft for læring. Derfor er legen hjertet i det pædagogiske arbejde. Vi lægger vægt på, at ledelsesteamet er pædagogisk fagligt velfunderet og optaget af at skabe gennemsigtighed i forhold til den pædagogiske retning

I Horsens Kommune er vi optaget af at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn – uanset forudsætninger, baggrund eller behov. Det betyder, at vi aktivt arbejder for, at alle børn deltager i leg som adgang ind i fællesskabet, men vi giver mulighed for, at det er på deres helt egen måde. Vi er meget bevidste om vores ansvar for at justere rammerne, så børnene oplever succes ved at være en vigtig del af fællesskabet.

Dagtilbud Søndermark er en del af forskningsprojektet TRoLD – i samarbejde med VIA University College, Designskolen Kolding, Aalborg Universitet og VIVE. Her er målet at blive endnu klogere på, hvordan leg kan være nøglen til øget trivsel og udvikling. Som dagtilbudsleder får du mulighed for at videreføre og sætte dit præg på dette spændende arbejde.

Vi forestiller os, at du…

  • Får energi af at tænke nyt og afprøve idéer i et tværfagligt samarbejde – ser muligheder og tør handle på dem.
  • Ser menneskers forskelligheder som en ressource og brænder for børn og familier med andre kulturelle baggrunde.
  • Er en autentisk, lyttende og handlekraftig leder, der formår at skabe følgeskab, stabilitet og tydelig retning.
  • Prioriterer et tæt samarbejde med ledelsesteamet og trives i en politisk styret organisation, hvor du navigerer sikkert i strategiske og organisatoriske landskaber.
  • Arbejder struktureret med processtyring og har en helhedsorienteret tilgang til både ledelse og pædagogisk praksis.
  • Kommunikerer tydeligt, anerkendende og professionelt – både mundtligt, skriftligt og via kropssprog.
  • Har stærk talforståelse og interesse for økonomistyring og balancerer ressourcer i tæt samspil med den administrative medarbejder.
  • Har et fundament som pædagog og har ledelseserfaring og er i gang med eller har gennemført en diplomuddannelse i ledelse.

Hvorfor skal du vælge Horsens og Dagtilbud Søndermark?
Fordi du hos os får både fagligt fællesskab, handlefrihed og stor opbakning:

  • Du bliver en del af et engageret og velfungerende ledernetværk med 19 dagtilbudsledere, der brænder for at udvikle højkvalitets dagtilbud.
  • Du får mulighed for at sætte dit præg på organisationen – med solid opbakning til, at du former din ledelse med afsæt i børns trivsel og udvikling.
  • Du træder ind i et tæt og værdifuldt tværfagligt samarbejde med mange aktører, der aktivt bidrager til at understøtte pædagogiske indsatser og rammerne omkring familierne.
  • Du får en dagtilbudschef, der har fokus på relationel ledelse – og som prioriterer din trivsel og udvikling som leder.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.

Har du spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte dagtilbudschef Annelise Nørsøller på tlf. 22 61 73 47.

Ansøgningsfrist er søndag d. 21. september 2025 kl. 23.59.
Ansættelse pr. 1. november 2025
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt d. 23. og d. 29. september fra kl. 14.30.
Der vil blive fortaget test for kandidater, som går videre til 2. samtale.

Du kan læse mere om Dagtilbud Søndermark på Velkommen Dagtilbud Søndermark | Dagtilbud Horsens