Fleksnattevagt til CMSB - Specialiseret Socialområde
Har du et ønske om at blive fast nattevagt og skabe tryghed samt gøre en forskel for voksne borgere med autisme og udviklingshæmning, så kig her.
Bliv en del vores team af fleksnattevagter
Vi søger en stabil, fleksibel og engageret nattevagt, som sammen med de øvrige nattevagter kan være med til at sikre ro og tryghed om natten for borgerne. Stillingerne har en ansættelsesbrøk på 34/34 timer gennemsnitligt om ugen.
Du skal sammen med personalet, der arbejder dag og aften skabe en meningsfuld og sammenhængende pædagogisk indsats på tværs af det, der sker i dag- og aftentimerne og indsatsen om natten. Dette så den enkelte borgers trivsel varetages og udvikles.
Dette bliver gjort gennem faste tryghedsbesøg, ved at opbygge en god relation og fastholde struktur, der underbygger borgernes døgnrytmer. Borgerne har alle et højt fysisk funktionsniveau og bor selvstændigt på et værelse eller i lejlighed. De kan have psykiske udfordringer pga. forskellig komorbiditet samt belastningsreaktioner.
Som fleksnattevagt skal du køre mellem forskellige botilbud. Du har 3-5 kollegaer på andre adresser, som du samarbejder, sparrer og koordinerer med, når du er på arbejde. Som nattevagt arbejder du en uge og har en uge fri: 7/7. Vi søger en fast nattevagt, der kan arbejde ulige uger og en barselsvikar.
Arbejdsugerne løber fra mandag til og med søndag. Din arbejdstid er mandage kl. 22.00-07.00, tirsdage til torsdage kl. 22.30–07.00, fredage, lørdage og helligdage kl. 22.30-08.00 og søndage kl. 22.30-07.00. Du vil opleve at møde ind på forskellige adresser i løbet af ugen, da nattevagtsteamet i udgangspunktet er selvdækkende ifm. fravær og sygdom.
På de forskellige botilbud er der både praktiske arbejdsopgaver, tryghedsbesøg og medicingivning, som du vil være ansvarlig for.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til målgruppen samt erfaring med arbejdet på et døgntilbud (SL § 107 og ALM § 105 med SL § 85 støtte).
Du er empatisk, rolig og vedholdende som person, da flere af vores borgere har brug for en stabil og nærværende relation. Det er vigtigt, at din måde at kommunikere på er konkret og tydelig, da borgerne profiterer af dette.
Desuden skal du trives i et miljø, der primært består at faste rutiner, men som samtidig også er kendetegnet ved situationer, der hele tiden forandrer sig eller bliver akutte, og som derfor skal håndteres af dig.
Derfor skal du rumme en god portion fleksibilitet og kunne arbejde selvstændigt og ikke have et behov for at møde ind det samme sted hver dag.
Vi forventer, at du
- har gode samarbejdsevner og forstår vigtigheden af formidling mellem kollegaer både mundtlig og skriftligt
- kan arbejde i et miljø og handle hensigtsmæssigt, hvor borgerne nogle gange kan være udadreagerende i deres adfærd og have en uhensigtsmæssig kommunikation
- bidrager til et godt og udviklende arbejdsmiljø
- har en konfliktnedtrappende adfærd og kommunikationsform
- har kørekort
- kan dokumentere fagligt og kan anvende PC og diverse digitale systemer
Hos os vil du blive mødt med dygtige og engagerede kollegaer med lang erfaring. Vi er en velorganiseret arbejdsplads med gode kommunikationsveje, og derfor vil du altid opleve hurtig respons på dine spørgsmål og behov, og det er vigtigt for os at du trives på dit arbejde.
Om Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer (CMSB)
CMSB er et centerfællesskab i Socialforvaltningen. Vi er en organisation med ambitioner for hele tiden at udvikle praksis, så vi kan skabe de bedste livsmuligheder for borgere med handicap og autisme samt den gode arbejdsplads for medarbejderne. Vi tror på, at vi gennem samarbejde og en helhedsorienteret indsats på alle niveauer når længst. Så hvis du skal matche os mest muligt, er det vigtigt, at du prioriterer samarbejde og sparring og hjælper til, hvor der opstår behov, også selvom det kan variere fra det, du præcist er ansat til.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Den faste stilling er på 34/34 timer gennemsnitligt om ugen. Stillingen er til besættelse fra den 1. november 2025 eller efter aftale.
Barselsvikariatet er fra ca. den 10. november 2025 til den 22. februar 2026, og arbejdstiden er på 34/34 timer gennemsnitligt om ugen.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Lotte Daugaard på 27 13 26 15.
Søg via linket senest fredag den 10. oktober 2025
Samtaler afholdes den 14. oktober 2025.