Innovationsattaché ved ICDK Boston - International Forskningssamarbejde
Vil du udvikle og drive internationale forsknings- og innovationspartnerskaber til gavn for Danmark? Så er du måske Innovation Centre Denmark’s nye Innovationsattaché i Boston.
Innovation Centre Denmark styrker dansk innovation
Sammen med Udenrigsministeriet driver Uddannelses- og Forskningsministeriet en række innovationscentre, der tilsammen udgør Innovation Centre Denmark (ICDK). Centrene ligger i Boston, Silicon Valley, Shanghai, München, Seoul, Bangalore og Tel Aviv.
Innovationscentrene giver danske forskere, iværksættere og virksomheder adgang til ny viden, partnere, teknologi og finansiering i verdens førende innovationshubs og formidler viden om nye teknologiske landvindinger og trends til danske interessenter. ICDK er således en central aktør i det danske innovationsøkosystem.
På centret i Boston har vi bl.a. fokus på at hjælpe store danske virksomheder, vidensinstitutioner, private organisationer og startups med at navigere i et af verdens største innovationsøkosystem. Vores rådgivere tilbyder hjælp med at hjemtage viden om de nyeste teknologier og med adgang til markeder, kapital og videnspartnere. Vi hjælper også med at facilitere samarbejder mellem førende forskningsinstitutioner i Danmark og i Massachusetts, ligesom vi samarbejder med både danske og regionale myndigheder.
Life Science, climate tech, kvanteteknologi og kunstig intelligens er nogle af fokusområderne på centeret, hvor vi på tværs af teknologiområder arbejder med entreprenørskab, innovation, forsker til forsker samarbejder og offentlig/privat samarbejde som tværgående indsatser i vores aktiviteter.
Du bliver bindeled mellem Danmark og USA
Som innovationsattache ved ICDK Boston har du daglig kontakt med en bred vifte af danske og amerikanske forsknings- og innovationsaktører. De primære opgaver bliver, at:
- sammen med centerchefen at forestå den faglige ledelse af ICDK Boston.
- udvikle nye forsknings- og innovationsprojekter mellem danske og amerikanske institutioner og virksomheder.
- Understøtte mobilitet af studerende og forskere mellem Danmark og Massachusetts
- forbedre bilateralt dansk-amerikansk forsknings- og innovationssamarbejde gennem aftaler mellem lokale og danske myndigheder.
- videreudvikle og implementere ICDK’s strategiske indsatser, herunder centrets årlige resultatkontrakt, i tæt samarbejde med centerchefen.
- indgå i interne og eksterne koordinationsfora i Nordamerika som ICDK Boston’s repræsentant.
- udarbejde indberetninger, notater og analyser m.m. til Uddannelses- og Forskningsministeriet og andre danske interessenter.
- understøtte og bidrage med indhold til virksomhedsrettede aktiviteter som f.eks. ICDK-programmerne: Innovation Camps, Innovation Sparring og Global Tech Trends.
- synliggøre potentialer for dansk-amerikansk forsknings- og innovationssamarbejde og videns hjemtag til Danmark. bl.a. gennem forsknings- og virksomhedsbesøg, events, keynotes, artikler, korte rapporter og andre kommunikationsprodukter.
Det forventer vi af dig
Du brænder for at fremme internationalt samarbejde til gavn for danske forskere og virksomheder. Du har et stærkt netværk på de danske forskningsinstitutioner og i det danske innovationsøkosystem inden for ICDK’s fokusområder: grøn omstilling, tech og life science. Du vil i din rolle forventeligt have særlig fokus på climate tech, kunstig intelligens og kvante.
Du har en relevant akademisk uddannelse og mindst ti års relevant erfaring. Indsigt i amerikanske forsknings- og innovationsforhold samt erfaring fra en politisk styret organisation - eller det danske innovationsmiljø - er en væsentlig fordel. Erfaring med etablering af internationale partnerskaber og netværk vil være et yderligere plus. Du skal desuden være udstyret med både en politisk og diplomatisk sans.
Vi forventer desuden, at du:
- er en stærk projektleder, der har solid erfaring med selvstændigt at igangsætte, drive og evaluere projekter mellem virksomheder/forskningsinstitutioner (gerne med fokus på innovation) med målbare resultater til følge.
- er god til at skabe, udvikle og vedligeholde et internationalt netværk.
- er udadvendt og god til at samarbejde både internt og eksternt.
- er god til at kommunikere i skrift og tale på både engelsk og dansk.
- besidder stærke analytiske kompetencer.
- er iderig og proaktiv.
Du skal være indstillet på, at en del af arbejdet er af praktisk karakter såsom at arrangere delegationsbesøg, workshops og sætte møder op. Endelig vil der med jobbet følge en del rejseaktivitet, både i USA og Danmark.
Som Innovationsattache har du det faglige ansvar for centrets aktiviteter sammen med centerchefen. I udgør sammen centrets ledelsesteam. I ICDK Boston er der derudover 4 lokaltansatte medarbejdere, som alle refererer til centerledelsen v. centerchefen og attachéen.
ICDK er placeret ved det danske konsulat i Boston, som en del af den samlede danske repræsentation i USA. Der er et tæt samarbejde mellem innovationscentret, repræsentationens øvrige afdelinger og repræsentationerne i Nordamerika.
Løn og ansættelsesvilkår
Du vil blive udsendt via Udenrigsministeriets specialattachéordning med ansættelse i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det er en forudsætning for udsendelse, at du er skattepligtig i Danmark.
Under udsendelsen beskattes lønnen ligeledes i Danmark. Under udsendelsen får du et skattefrit udetillæg som kompensation for visse af de merudgifter, der er forbundet med udsendelsen. Udetillægget beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles umøbleret tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.
Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen samt at du kan få visum i det pågældende opholdsland samt at du kan opretholde gyldigt visum under hele din ansættelse.
Stillingen forventes besat den 1. januar 2026 eller hurtigst muligt herefter og er i første omgang 3-årig. Den første måned vil du primært være i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i København med henblik på oplæring inden udsendelsen samt afholdelse af møder med danske interessenter.
Har du spørgsmål til livet som attache og til de projekter, som centret aktuelt arbejder med, er du velkommen til at kontakte innovationscentrets leder Ann-Christina Petersen Lange på pdiazanclangdunn@ball-anderson.dkum.dkwilliams-hunt.dkhurley.dk. Har du mere generelle spørgsmål vedr. Innovation Centre Denmark og stillingen, kan du kontakte områdeleder Karin Ilsøth Rasmussen i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen på telefonnummer 7231 8213. Spørgsmål vedr. vilkår for udsendelse kan rettes til Camilla Christensen i Udenrigsministeriet på 33 92 15 25.
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest søndag den 19. oktober 2025.
Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde forventes afholdt i uge 43 og 44. Der kan indgå en faglig case i ansættelsesprocessen, og mellem første og anden samtalerunde gennemføres en personlighedstest. En eller flere repræsentanter fra Udenrigsministeriet vil også deltage i ansættelsesprocessen.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige adgang.
#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen