Konsulent til Arbejdsmiljø og Udvalgskoordinering - Københavns Universitet
Vil du være med til at skabe effektiv og velkoordineret udvalgsbetjening med øverste ledelse, væsentlige interne stakeholders og faglige organisationer? Har du kompetencer indenfor arbejdsmiljø, samarbejde og udvalgsarbejde? Og laver du skarpe sagsnotater, effektive dagsordner og værdiskabende møder? Så har vi måske jobbet til dig. Vel og mærke i en organisation, hvor trivsel, god ledelse og fællesskaber er defineret som en strategisk forudsætning!
Københavns Universitet søger en konsulent med bred viden om arbejdsmiljø og samarbejde, der kan koordinere arbejdet med vores udvalg og selvstændigt varetage betjeningen af vores øverste arbejdsmiljøudvalg.
Tiltrædelse 1. november 2025 eller snarest muligt.
Om os
Vi yder rådgivning til hele organisationen indenfor samarbejde og arbejdsmiljø. Vi betjener KU’s overordnede arbejdsmiljøudvalg, hovedsamarbejdsudvalg og tilhørende underudvalg. Gennem fælles koncepter og årshjul understøtter vi arbejdsmiljøudvalgene og samarbejdsudvalgene på fakulteterne og i universitetsadministrationen samt de lokale udvalg på institutter og centre.
Du vil blive en del af en nyetableret sektion Ledelse, Arbejdsmiljø og Samarbejde bestående af en sektionschef, en arbejdsmiljøchef, 11 arbejdsmiljøkonsulenter, 5 ledelsesudviklingskonsulenter, 1 seniorrådgiver og 1 fuldmægtig, der understøtter udvalgsarbejdet. Sektionen er forankret i området Udvikling og Strategi, der er en del af Koncernenheden KU HR på Københavns Universitet. Vi har et tæt samspil med HR udviklingsparterne i de tre Campusadministrationer.
I sektionen driver vi bredt operationelle opgaver indenfor ledelsesudvikling og arbejdsmiljø ligesom vi indgår i arbejdet med projekter, initiativer og det strategiske udviklingsarbejde. Vores arbejdsplads henvender sig bredt til forskere, undervisere og administrativt ansatte, der arbejder på bl.a. kontor, laboratorier, hospitaler og som håndværkere.
Du bliver en del af udvalgsteamet, der udover dig består af en seniorrådgiver, en udvalgsbetjener og tilknyttet projektleder.
Arbejdsopgaver
Vi søger en kollega med en solid viden om udvalgsbetjening og bred viden om arbejdsmiljø og samarbejdsområdet, der gerne vil gøre en forskel i en stor kompleks politisk styret organisation. Vores opgaver, og måden vi løser dem på, udvikler sig hele tiden. Derfor er det vigtigt, at du er nysgerrig både på faglige emner indenfor arbejdsmiljø og samarbejde, og på hvordan man skaber forandringer i et politisk miljø. Du kommer til at være tovholder på koordineringen af vores udvalgsarbejde og de tilhørende underudvalg, varetage udvalgsbetjening af KUs øverste arbejdsmiljøudvalg fra a til z og spille aktivt ind i at flytte organisationen, så arbejdet i udvalgene styrker KU som organisation. I arbejdet vil der være en tæt involvering af arbejdsmiljøchefen og de arbejdsmiljøprofessionelle kræfter.
Arbejdsopgaverne omfatter blandt andet:
- Koordinere arbejdet med det overordnede arbejdsmiljøudvalg og hovedsamarbejdsudvalget samt de tilhørende underudvalg
- Rådgive øverste ledelse og skabe relationer til nøgleaktører som f.eks. fællestillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter
- Selvstændigt varetage betjening af det overordnede arbejdsmiljøudvalg
- Valg til arbejdsmiljøorganisationen
- Understøtte indsatsen med at skabe mere effektive og værdiskabende møder med synergi mellem arbejdsmiljø og samarbejde
- Understøtte indsatsen med at tænke fællesskaber både i de formelle fora og som kultur på KU
- Implementere koncepter og årshjul for møder på de forskellige niveauer i organisationen, så vi får en stærk udvalgskæde og undgår dobbeltbehandling
- Bidrage med sagsnotater, analyser, udvikling af koncepter m.v.
- Kommunikation på alle niveauer i organisationen både mundtligt i form af kurser og workshops, og skriftligt i form af udarbejdelse af vejledninger, tekster, nyhedsbreve, information på intranet m.v.
Du kommer med
- Erfaring med udvalgsbetjening, herunder at udvikle dagsorden, indstillinger og notater
- Erfaring med at rådgive øverste ledelse
- Bred viden om arbejdsmiljø og samarbejde og meget gerne erfaring med tilidsvalgte
- Stærke organisatoriske kompetencer og kan begå dig i en politisk organisation
- Erfaring med koordinere, relationsskabe og få følgeskab
- Erfaring med at stå stærk i et felt med mange forskellige interesser
- Er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt på såvel dansk som engelsk
Din personlige profil
- Du er troværdig og tillidsvækkende og formår at motivere andre mennesker
- Du kan arbejde selvstændigt, har overblik og arbejder struktureret og systematisk
- Du trives med at arbejde i et team med tæt samarbejde og fokus på videndeling
- Du har en analytisk og løsningsorienteret tilgang til opgaverne og formår at omsætte teorier og ideer til effektive praktiske løsninger
- Du er en dygtig netværker og kan forhandle både i det formelle og uformelle rum
- Du er god til at indgå i netværk og bruge andres erfaringer
Vi tilbyder
- En ny sektion med engagement, ambitioner og en uhøjtidelig omgangstone
- Arbejdsopgaver der vil være med til at udvikle KU som organisation og skabe gode arbejdsvilkår for KU’s mange medarbejdere og studerende
- En varieret hverdag med høj grad af indflydelse på eget arbejde og en stor kontaktflade
- Mulighed for sparring med engagerede kolleger og interessenter og udvikling i jobbet
- Gode muligheder for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden
De praktiske oplysninger
Stillingen er med tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. november 2025. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer. Ansættelse vil ske som specialkonsulent, evt. chefkonsulent efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten (AC-overenskomsten). Ansættelsen kan også ske efter anden faglig relevant overenskomst. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Den fælles administration består af en række koncernenheder og tre administrationscentre (Nørre, Søndre og Frederiksberg+), der i tæt samarbejde med lokale stabe skal understøtte universitetets kerneforretning; forskning, uddannelse og formidling. KU har mange lokationer, herunder flere i København. Arbejdssted bliver indre by, men der vil være behov for at kunne være fysisk til stede på flere lokationer som led i jobbet.
Du vil referere til sektionschef Mette Vase.
Er du interesseret?
Hvis du er klar til at tage næste skridt i din karriere og blive en central del af Københavns Universitets arbejde med arbejdsmiljø og samarbejde, så send ansøgning og CV via vores online ansøgningssystem
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset baggrund til at søge stillingen.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Mette Vase, på susanhoustonmary02mette.vasejonathonstanley@jones-schaefer.dklopez-brown.dkadm.ku.dk eller 9356 3583.
Ansøgningsfristen er den 31. august 2025.
Din ansøgning og dit CV skal sendes til os elektronisk som vedhæftede filer. Vi opfordrer til, at du udelader foto og personlig information (om din alder, køn mv.) i de to filer.
Vi forventer at indkalde til første samtale i uge 37 og anden samtale i uge 38. Der vil blive anvendt case i forbindelse med 2. samtale.
Københavns Universitet er i gang med at implementere en ny fælles administrativ organisering, som er trådt i kraft den 1. marts 2025. Du kan læse mere her og for evt. yderligere oplysninger kan du kontakte stillingens kontaktperson eller Anita Kildebæk Nielsen AC- tillidsrepræsentant i KU HR ac-traprilcarneydakotaandersondavilatina@davis-holt.dkburch.dkadm.ku.dk.