etjob.dk
Lolland kommune Daglig leder, institution

Leder til Eventyrskoven Privat Skovbørnehave

Har du stor passion for ledelse af dagtilbud, og særligt der hvor du kan gøre en forskel i børnehøjde og i naturens ånd, så har vi institutionen med ideelle forhold til at udleve det i praksis.

Om du er en erfaren dagtilbudsleder eller et kommende ledertalent er lige interessant for os, vigtigst er at du brænder for pædagogisk udeliv og kan du lede med hjertet, humoren og overblikket i behold, også når regnen siler ned og mudderet er dybt.

Dine primære opgaver og ansvarsområder
Det vigtigste er selvfølgelig altid børnene og deres trivsel, udvikling og læring.

Derudover vil dine opgaver være:

  • Inspirere til udvikling der i tråd med vores værdier styrker institutionens pædagogiske arbejde
  • Have blik for at finde løsninger i en skovbørnehave der påvirkes af vejr og natur
  • Lede og udvikle medarbejderne fagligt og kollegialt
  • Fremme fællesskabet for alle i institutionen og sikre en positiv dialog med forældre
  • Varetage administrative opgaver relateret til løn, regnskab, budget, indskrivning, tilskud m.m.

Vores forventninger til dig
Du er en imødekommende og smilende person, der har en naturlig situationsfornemmelse og formår at give plads til humor i hverdagen. Samtidig skal du kunne omsætte gode ideer til en tydelig plan for Eventyrskoven og sætte retningen så alle arbejder mod samme mål.

Det er vigtigt at din profil afspejler flg.

  • Du er uddannet pædagog og har erfaring fra at arbejde med børn i dagtilbud
  • Du har en involverende ledelsesstil, men formår også at træde i karakter når det kræves
  • Du har erfaring og/eller interesse i at praktisere kompetent personaleledelse
  • Du har erfaring og/eller interesse i arbejdet med økonomistyring og budgetansvar
  • Du kommunikerer tydeligt og skaber tryghed og tillid blandt medarbejdere, forældre og børn

Hvad kan du forvente af os
Eventyrskoven er en velfungerende privat institution med engagerede forældre og medarbejdere. Som privat institution er bestyrelsen den reelle arbejdsgiver og derfor en vigtig samarbejdspartner i din hverdag. Du vil opleve en arbejdsplads, hvor alle kender hinanden, og hvor ledelse, pædagogik og praktiske gøremål går hånd i hånd.

Du kan forvente god støtte og oplæring, bl.a. ift. nedenstående.

  • Støtte fra en aktiv og dedikeret bestyrelse
  • Oplæring i systemer og fast rådgivning fra vores medlemsorganisation Børneringen
  • Du kan indgå i ledernetværk, mødeaktivitet, kurser og konferencer gennem Børneringen
    Læs mere om Børneringen her https://www.borneringen.dk/

Om Eventyrskoven
Eventyrskoven er en lille og hjertevarm privat skovbørnehave med højt til himlen - både fysisk og menneskeligt. Vi tror på, at børn trives og udvikler sig bedst i trygge, nære rammer med naturen som læringsrum. Du kan læse mere om institutionen her https://www.eventyrskoven-frederiksdal.dk/

Vi tror på og arbejder efter følgende 5 værdier:

  1. Kærlighed til naturen
    Vi lærer børnene at kende, forstå og værdsætte naturen
  2. Tryghed, nærvær og omsorg
    Både børn og voksne skal føle sig set og mødt
  3. Robusthed og selvstændighed
    Vi bruger naturen til at styrke børns selvværd, fantasi og kreativitet.
  4. Åbenhed og forskellighed
    Hos os er der plads til alle, og højt til loftet.
  5. Gensidig respekt og refleksion
    Vi lærer børnene at omgås hinanden med respekt og forståelse.

Tiltrædelse
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Ansættelse
Stillingen er på 30 timer fordelt på administrative opgaver og vagter i skoven.

Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst.
Der indhentes straffe -og børneattest ved ansættelse.

Ansøgningsfrist
Sidste frist for at søge stillingen er mandag d. 1. september 2025

Kontakt
For yderligere oplysninger om stillingen eller aftale om besøg i institutionen, er du velkommen til at kontaktebestyrelsesformand Katrine Sandahl Bay Poulsen på 51 25 48 44.

Vi ser frem til at høre fra dig.