etjob.dk
København kommune Ministerialbetjent

Ministerialbetjent/Ejendomsinspektør - Forsvarsministeriet

Arbejdet for demokrati, fred og frihed har aldrig været vigtigere. Forsvarsministeriets område står over for en historisk styrkelse, og kontor for Organisation og Service søger en ministerialbetjent/ejendomsinspektør, der sammen med andre dygtige kolleger kan medvirke til at understøtte Forsvarsministeriets kerneopgave.

Om os

Kontor for Organisation og Service er et alsidigt kontor med mange opgaver, som alle har til formål at støtte drift og udvikling af Forsvarsministeriets departement. Den ledige stilling er placeret i Betjentstuen, som er en sektion i Organisation og Service.

Betjentstuen yder generel administrativ støtte til Forsvarsministeriets departement og Forsvarskommandoen, foretager indkøb og vedligehold, fakturahåndtering, kopiering, telefonomstilling samt postforsendelse/omdeling og en række ad hoc opgaver. Betjentstuen er derudover ansvarlig for håndtering af indkøb og varemodtagelse via indkøbsordrer i DeMars (SAP). Stillingen som ejendomsinspektør indgår også som en del af Betjentstuen.

I Betjentstuen er der pt. fire ansatte. Betjentstuen er kendetegnet ved en fri omgangstone med respektfuld kommunikation, men samtidig med fornemmelse for, hvem man står overfor.

Om stillingen

I Betjentstuen vil du skulle varetage opgaver som:

  • Telefonomstilling
  • Fakturabehandling i SAP
  • Indkøb/varemodtagelse i SAP
  • Indkøb af kontorartikler og papir + fordeling til kop-/printerrum
  • Udlån og registrering af brobizz, cykler og rejsekort
  • Modtagelse, fordeling og afsendelse post
  • Bestilling af ID-kort
  • Udarbejdelse af navneskilte og visitkort
  • Udarbejdelse af Patenter og Motivationer (Medaljer)
  • Udfærdige rokadeplaner ved større interne flytninger

Du skal derudover deltage i fællesopgaver som:

  • Kopieringsopgaver/Indbinding
  • Tilsyn med cykler og mødelokaler
  • Ad hoc opgaver, f.eks. hjælp ved større arrangementer som Flagdag og Kulturnat

Afhængigt af dine kvalifikationer og erfaring vil du blive ansat som enten ministerialbetjent eller ejendomsinspektør. En stilling som ejendomsinspektør vil, udover visse af de ovenstående opgaver, også indebære vedligeholdelse og opsyn med ejendommen, koordination med håndværkere osv.

Om dig

Du er en person som har erfaring fra lignende arbejde. Du trives med kontakt til mange og forskellige mennesker, og holder af afvekslende arbejde - skærmarbejde såvel som fysiske opgaver. Du kan også have en baggrund som forsyningsbefalingsmand.

Du skal derudover være klar til at lære at arbejde på nye elektroniske platforme. Kendskab til DeMars/SAP er en fordel – men ikke et krav.

Desuden har du gode evner til samarbejde, et højt serviceniveau, og du kan håndtere stressede situationer med ro.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Vagtfunktionærer i staten og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-fællesoverenskomsten). Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Stillingen kan også besættes som oversergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en sergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække. I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på efterfølgende udnævnelse. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.

Dit daglige tjenestested vil være Holmens Kanal 9, 1060 København K.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sikkerhedsofficer Søren Haucke på telefon 72 81 04 91 eller mobil 40 70 18 04.

Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen herunder ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-Konsulent Toke Rasmussen på telefon 32 66 59 91.

Ansøgningsfristen er den 15. september 2025, og vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Tiltrædelse vil være den 1. november 2025 eller efter aftale.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket, hvor du vedhæfter ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk