etjob.dk
København kommune Økonomiassistent

Økonomimedarbejder - Kultur- og Fritidsforvaltningen København

Vi tilbyder en spændende stilling i Center for Økonomi, Digitalisering og Organisation, hvor du bliver en del af Kultur- og Fritidsforvaltningens udviklingsrejse. Interesserer du dig for økonomiprocesser mellem betalingsløsninger og kommunens økonomisystem? Har du god procesforståelse, og kan du selvstændigt koordinere og indgå i forskellige projekter?
Så er du måske vores nye kollega.

Om stillingen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er på en udviklingsrejse, hvor vi styrker forvaltningens systemafstemning og regnskabsprocesser. Vi er i gang med flere indsatser og projekter på økonomi- og regnskabsområdet, bl.a. arbejder vi på at forbedre vores processer mellem fagsystemer og økonomisystem, så vi skaber sikre og stabile automatiske processer med færre fejl. Samtidigt har vi løbende fokus på at sikre, at vores enheder på tværs af hele forvaltningen overholder gældende regler og forretningsgange.

Du vil blive ansat i Regnskab og Strategisk Indkøb i Center for Økonomi, Digitalisering og Organisering og vil samarbejde med andre kontorer i afdelingen i forhold til systemafstemning. Desuden får du en bred kontaktflade med kolleger på tværs af forvaltningen som følge af dit arbejde med økonomiprocesser, systemafstemning og regnskab.

Kontoret består af 13 medarbejdere og en kontorchef, og du bliver en del af et fagligt miljø, som arbejder med regnskab, afstemning, risiko og kontrol samt udvikling. Vi har ambition om, at vi altid skal blive bedre og arbejder derfor målrettet med at forbedre vores opgaveløsning. Vi mener, at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen, og vi har derfor flekstid.

Dine primære arbejdsopgaver vil være

  • lave afstemning mellem fagsystemer og kommunens økonomisystem samt afdække og analysere fejl og åbentstående poster i samarbejde med systemansvarlige
  • rådgive og give support til brugere om løsning af diverse problemstillinger – for eksempel relateret til afstemninger, overgange til nye betalingsformer, balancekonti, overholdelse af regler/forretningsgange m.v.
  • udføre konkrete regnskabsopgaver i relation til f.eks. periodeluk, systemafstemninger af balancekonti, diverse kontroller og særlige opgaver på kreditor- og debitorområdet m.v.
  • indgå i forskellige projekter som økonomimedarbejder i forhold til korrekt opsætning af nye fagsystemers integrationer til kommunens økonomisystem
  • udarbejde nye posteringsflow for kredit/debet til nye betalingssystemintegrationer eller manuelle økonomiprocesser

Om dig
Hos os er dagene uforudsigelige, og du skal derfor trives med at arbejde inden for ikke altid fastlagte rammer. Vi får ad hoc-opgaver ind, og det skal du være klar på. Du kan tænke ud af boksen og være åben for, at der sker nye ting, der udfordrer det bestående. Du er naturligt opsøgende og nysgerrig, når du rådgiver og taler med folk. Du kan stå fast, når retningslinjer skal formidles og implementeres, og du kan med empati formidle til de mennesker, det vedrører.

Vi forventer, at du

  • har en relevant uddannelse inden for økonomi, offentlig administration eller tilsvarende
  • har god talforståelse og stor interesse i at arbejde med flere datasæt i Excel samt afstemme disse
  • har god systemforståelse og kan dykke ned i systemerne og finde ind til kernen af problemstillinger og fejl
  • forstår vigtigheden af, at forvaltningen lever op til kommunens regler og krav på regnskabsområdet og er i stand til at formidle dette til ledere og kolleger
  • har interesse for at udarbejde dokumentation og vejledninger til forskellige økonomiprocesser

Ansættelsesvilkår
Lønindplacering vil være efter gældende overenskomst og erfaringsniveau. Vi indhenter reference i forbindelse med din ansættelse. Dit arbejdssted vil være Nyropsgade 3, København V. Tiltrædelse snarest og senest den 1. december 2025.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder Michael Hansen på 61 62 20 65.

Søg via linket senest mandag den 13. oktober 2025
Vi læser ansøgningerne løbende og forventer at afholde samtaler i uge 42-43. Ved en eventuel 2. samtale vil der være en case.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.