etjob.dk
Odense kommune Økonomicontroller

Økonomistyringskonsulent ved OUH - Kompleks Hospitalsdrift

OUH søger engagerede økonomistyringskonsulenter

Brænder du for at arbejde med økonomistyring i en stor og kompleks organisation, der er i fuld gang med implementering af sundhedsreformen og transformationen til det nye OUH?

Motiveres du af at understøtte de økonomiansvarlige i at bedrive sund drift samt at arbejde tæt på beslutningstagerne og have indflydelse på den økonomiske retning? Trives du med en bred opgaveportefølje, hvor du formår at have blik for både detaljen og helhedsperspektivet?

Har du lyst til at arbejde på et af Danmarks største hospitaler? Så vil vi gerne være dine fremtidige kolleger.

OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus

OUH har aktuelt et budget på 8,7 mia. kr. og omfatter sygehusene i Odense, Svendborg, Nyborg og på Ærø. Med sundhedsreformen og integrationen med psykiatrisygehuset vil budgettet de kommende år vokse til ca. 12 mia. kr. Vi har en decentral økonomistyringsmodel, hvor afdelingsledelserne har ansvaret for deres egne budgetter.

Selvom vi arbejder med mange mennesker og milliarder, er du er tæt på, hvor beslutningerne træffes, for organisationen har en flad ledelsesstruktur. Vi sætter en ære i at tænke patienten ind i alle beslutninger, så vi sikrer, at hospitalet er til for patienten og ikke omvendt.

Om jobbet

I Økonomistyring søger vi 2-3 engagerede og fagligt velfunderede økonomistyringskonsulenter, der har lyst til at tage del i både den daglige drift og den strategiske udvikling. Her har du mulighed for at påvirke økonomistyringen i en organisation med mange interessenter og høj samfundsmæssig betydning.

Økonomistyring er den ene af tre enheder i stabsafdelingen Økonomi og Data med ca. 85 medarbejdere. De to øvrige enheder er henholdsvis Regnskab og Data- & Automatisering. Økonomistyring er en nyoprettet enhed i forbindelse med omorganisering i OUHs stabe, så vi står rigtigt til den kommende sundhedsreform.

Økonomistyring består aktuelt af 11 engagerede medarbejdere, der arbejder i opgavefællesskaber omkring henholdsvis Afdelingsøkonomi samt Strategi og Analyse. Afdelingsøkonomi har primært fokus på den nære sparring med de kliniske afdelinger omkring den løbende økonomistyring, mens Strategi og Analyse primært fokus på den konsoliderede økonomi og tværgående analyser. Den enkelte medarbejder kan sagtens have opgaver i begge porteføljer.

Vi søger kompetencer til begge opgavefællesskaber og nedenfor får du et nærmere indblik hvad opgaverne kan indebære. Din endelige opgaveportefølje afgøres af dine kompetencer og interesser set i forhold til det samlede opgavesæt, der skal dækkes – og det vil ikke være statisk.

Afdelingsøkonomi:

  • Understøtte sund drift i OUHs afdelinger
  • Sparing og understøttelse i den løbende økonomistyring
  • Årlig budgetlægning samt løbende justeringer efter behov
  • Afdelingsspecifikke analyser og sager til direktionen
  • Løbende forbedring af vores metoder og værktøjer i økonomiopfølgningen

Strategi og Analyse:

  • Økonomiske analyser og opfølgning på overordnet sygehusniveau
  • Videreudvikling af ledelsesinformation og datavisualiseringer
  • Udarbejdelse og vedligeholdelse af budgetprofiler på sygehusniveau
  • Oversættelse af Region Syddanmarks finansieringsmodel til OUH og afdelingsniveau
  • Udarbejdelse af aktivitetsanalyser, herunder sammenhæng mellem aktivitet, kapacitet og økonomi
  • Forberedelse til det nye OUH – herunder beregning af konsekvenser af nye arbejdsgange

Som eksemplerne viser, vil du i Økonomistyring få en central placering i organisationen, og stillingen indebærer en bred berøringsflade med kliniske og administrative afdelingsledelser samt OUHs direktion. OUH er kendetegnet ved få horisontale ledelseslag, hvilket betyder, at vejen fra ide til handling er kort. Det er derfor centralt, at du kan samarbejde på alle niveauer og på tværs af fagligheder, at du er god til at kommunikere klart og desuden er henholdsvis servicemindet og principfast, når forholdene kræver det.

Du bliver en del af en enhed, hvor samarbejde, faglig sparring og nysgerrighed er i centrum – og hvor din indsats får en reel betydning på tværs af hele huset. Samtidig er det vigtigt, at der – trods det høje tempo – er plads til grin i hverdagen.

Forventninger til dig

Vi forventer, at

  • Du har erfaring med økonomistyring - gerne fra en større, kompleks organisation
  • Du er fleksibel og trives i et dynamisk miljø, hvor du formår at bevare fokus og levere kvalitet i opgaveløsningen, selv når der er mange opgaver at jonglere samtidig
  • Du er struktureret, kan arbejde selvstændigt og forstår vigtigheden af at overholde deadlines og evner at have øje for detaljerne samt bevare overblikket
  • Du kan skabe forbindelse mellem data og handling
  • Du kommunikerer effektivt på tværs af fagligheder og ledelsesniveauer, og som en empatisk holdspiller skaber du stærke samarbejdsrelationer internt og eksternt
  • Det er en fordel med erfaring fra sundhedsvæsenet
  • Du har en relevant uddannelse f.eks. cand.oecon., cand.scient.pol. e.lign.

Du skal kunne agere i en tværfaglig organisation og være garant for rettidige leverancer af høj faglig kvalitet til både afdelingsledelser og direktion. Og du skal have lyst til at arbejde i en enhed, hvor dagene er forskellige og fyldt med spændende opgaver.

Det er vigtigt for os, at du bliver klædt godt på til jobbet. Derfor sørger vi for et individuelt tilrettelagt introduktionsprogram, som giver en grundig indføring i organisationen og opgaverne.

Løn og ansættelsesforhold

Du ansættes i enheden Økonomistyring i afdelingen Økonomi og Data (ØD) på OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus. Du har arbejdsplads i Odense, men der kan forekomme mødedage på øvrige lokationer i Region Syddanmark.

Stillingerne forventes indplaceret på fuldmægtig- eller specialkonsulentniveau alt efter kompetencer. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Yderligere information

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Økonomichef Karsten Baunsgaard Jensen på 26839709.

Ansøgningsfrist

Send din ansøgning til os senest d. 19. oktober. Vi forventer at afholde samtaler den 21. og 24. oktober 2025.

Stillingerne ønskes besat snarest muligt.