etjob.dk
Odense kommune Faglig konsulent

Faglig Koordinator Økonomistyring - OUH Universitetshospital

Faglig koordinator for økonomistyring på OUH

Brænder du for at arbejde med økonomistyring i en stor og kompleks organisation, der er i fuld gang med implementering af sundhedsreformen og transformationen til det nye OUH?

Motiveres du af at understøtte de økonomiansvarlige i at bedrive sund drift samt at arbejde tæt på beslutningstagerne og have indflydelse på den økonomiske retning? Trives du i en koordinator-rolle, med ansvar for at sikre udvikling og fælles tilgang til opgaveløsningen - med blik for både detaljen og helheden?

Har du lyst til at arbejde på et af Danmarks største hospitaler? Så vil vi gerne være dine fremtidige kolleger.

Vi søger en faglig koordinator, der kan styrke økonomistyringen og understøtte vores afdelinger i at sikre en sund økonomi.

OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus

OUH har aktuelt et budget på 8,7 mia. kr. og omfatter sygehusene i Odense, Svendborg, Nyborg og på Ærø. Med sundhedsreformen og sammenlægningen med psykiatrisygehuset vil budgettet de kommende år vokse til ca. 12 mia. kr. Vi har en decentral økonomistyringsmodel, hvor afdelingsledelserne har ansvaret for deres egne budgetter.

Selvom vi arbejder med mange mennesker og milliarder, er du er tæt på, hvor beslutningerne træffes, for organisationen har en flad ledelsesstruktur. Vi sætter en ære i at tænke patienten ind i alle beslutninger, så vi sikrer, at hospitalet er til for patienten og ikke omvendt.

Om jobbet

Økonomistyring består aktuelt af 11 engagerede medarbejdere, der arbejder i to tæt forbundne opgavefællesskaber omkring henholdsvis Afdelingsøkonomi samt Strategi og Analyse. Afdelingsøkonomi har primært fokus på den nære sparring med de kliniske afdelinger omkring den løbende økonomistyring, mens Strategi og Analyse primært har fokus på den konsoliderede økonomi og tværgående analyser. Den enkelte medarbejder kan sagtens have opgaver i begge porteføljer.

Vi søger en faglig koordinator til Afdelingsøkonomi. Du får en central rolle i at drive og udvikle økonomistyringen på tværs af OUH og du vil have et tæt samspil med enhedschefen og den faglige koordinator for Strategi og Analyse omkring koordineringen af enhedens samlede opgavesæt.

Som faglig koordinator for Afdelingsøkonomi vil dine primære opgaver være:

  • Videreudvikling og implementering af økonomistyringskoncepter – herunder standardisering og harmonisering af processer
  • Understøtte og videreudvikle kolleger i faglig praksis
  • Udvikling og opdatering af styringsværktøjer for at sikre effektivitet, gennemsigtighed og kvalitet i økonomistyringen
  • Rådgivning og sparring med afdelingsledelserne for at sikre en solid økonomistyring og hjælpe dem med at navigere i deres budgetansvar
  • Ressource- og opgavekoordinering i teamet, så opgaverne bliver løst effektivt og med høj kvalitet
  • Samarbejde med direktion, afdelinger og de andre teams og enheder i Økonomi og Data for at sikre tværgående koordinering og økonomisk balance
  • Understøtte den økonomiske omstilling ved flytningen til det nye OUH – herunder opbygning af nye økonomistyringsmodeller og rapporteringsstrukturer
  • Primær økonomistyringskonsulent for 1-2 kliniske afdelinger for at have fingeren direkte på organisationens puls
  • Sparring og koordinering med den faglige koordinator for Strategi og Analyse
  • Sparringspartner for økonomichefen og omvendt

Stillingen indebærer ikke personaleansvar, men du vil være en faglig sparringspartner og koordinator for medarbejderne i økonomistyring.

Du får en central placering i organisationen, og stillingen indebærer en bred berøringsflade med kliniske og administrative afdelingsledelser samt OUHs direktion. OUH er kendetegnet ved få horisontale ledelseslag, hvilket betyder, at vejen fra ide til handling er kort. Det er derfor centralt, at du kan samarbejde på alle niveauer og på tværs af fagligheder, at du er god til at kommunikere klart og desuden er henholdsvis servicemindet og principfast, når forholdene kræver det.

Du bliver en del af en enhed, hvor samarbejde, faglig sparring og nysgerrighed er i centrum – og hvor din indsats får en reel betydning på tværs af hele huset. Samtidig er det vigtigt, at der – trods det høje tempo – er plads til grin i hverdagen.

Forventninger til dig

Vi søger en dygtig økonomiprofil, der kan tage ansvar og være med til at drive udviklingen af økonomistyringen på OUH.

Vi forventer, at:

  • Du har solid erfaring med økonomistyring - gerne fra en større, kompleks organisation
  • Du er fleksibel og trives i et dynamisk miljø, hvor du formår at bevare fokus og levere kvalitet i opgaveløsningen, selv når der er mange opgaver at jonglere samtidig
  • Du er struktureret, kan arbejde selvstændigt og forstår vigtigheden af at overholde deadlines og evner at have øje for detaljerne samt bevare overblikket
  • Du er analytisk stærk og kan oversætte økonomiske data til værdifuld ledelsesinformation
  • Du kan skabe forbindelse mellem data og handling
  • Du kommunikerer effektivt på tværs af fagligheder og ledelsesniveauer, og som en empatisk holdspiller skaber du stærke samarbejdsrelationer internt og eksternt
  • Det er en fordel med erfaring med projektledelse og udviklingsopgaver
  • Det er en fordel med erfaring fra sundhedsvæsenet
  • Du har en relevant uddannelse f.eks. cand.oecon., cand.merc., cand.scient.pol. e.lign.

Du skal kunne agere i en tværfaglig organisation og være garant for rettidige leverancer af høj faglig kvalitet til både afdelingsledelser og direktion. Og du skal have lyst til at arbejde i en enhed, hvor dagene er forskellige og fyldt med spændende opgaver.

Du får en vigtig rolle i en stor organisation i udvikling, med mulighed for at præge økonomistyringen på OUH, hvor økonomien har stor betydning for patientbehandlingen

Du bliver faglig koordinator i en enhed med dygtige og engagerede kollegaer. I afdelingen generelt er der en uformel omgangstone, fleksible arbejdsvilkår og stor tillid til den enkelte medarbejder.

Det er vigtigt for os, at du bliver klædt godt på til jobbet. Derfor sørger vi for et individuelt tilrettelagt introduktionsprogram, som giver en grundig indføring i organisationen og opgaverne.

Løn og ansættelsesforhold

Du ansættes i Økonomistyringsenheden i staben Økonomi og Data (ØD) på OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus. Du har arbejdsplads i Odense, men der kan forekomme mødedage på øvrige lokationer i Region Syddanmark.

Stillingen forventes indplaceret på chefkonsulentniveau. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation

Yderligere information

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Økonomichef Karsten Baunsgaard Jensen på 26839709.

Ansøgningsfrist

Send din ansøgning til os senest d. 19. oktober. Vi forventer at afholde samtaler den 21. og 24. oktober 2025.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.