etjob.dk
Aabenraa kommune Pædagog

Pædagog & Virksomhedskonsulent i Aabenraa Kommune

Bliv en del af Center for Hjerneskade og Beskæftigelse i Aabenraa som pædagog og virksomhedskonsulent i ét

  • Kan du skabe meningsfuld beskæftigelse samt afdække borgerens ønsker om job, borgerens kompetencer og borgerens ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet?
  • Brænder du for at understøtte borgernes personlige udvikling og arbejde målrettet med beskyttet beskæftigelse og formidling af job med løntilskud eller beskyttet beskæftigelse i virksomheder?
  • Drømmer du om at kombinere pædagogik, jobafklaring og samarbejde på tværs i en spændende stilling?

Hvis du får 3 x JA og samtidig har lyst til at arbejde med og for borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser - så er det måske dig vi søger til en spændende delt stilling som pædagog og virksomhedskonsulent!

Om jobbet
Du bliver en del af et engageret tværfagligt team hos Center for Hjerneskade og Beskæftigelse, hvor vi arbejder med kommunens vision om at skabe ”Det Gode Liv” sammen med borgerne og med fokus på kerneopgaven – sundhed, mestring og fællesskabelse.

Vores nye kollega vil spille en central rolle i at sikre høj faglig kvalitet og jobbet spænder bredt i arbejdsopgaver. Du vil både understøtte borgernes jobafklaring og udvikling af deres personlige, sociale og faglige kompetencer.

Som kombineret pædagog og virksomhedskonsulent vil du være en del af at tilbyde meningsfuld beskæftigelse samt støtte og udvikling af færdigheder, der gør den enkelte i stand til at udføre arbejdsopgaver af forskellig karakter og sværhedsgrad, tilpasset borgerens formåen, ønsker og behov.

I vores center arbejder vi med medstyrende teams, og er i gang med at uddanne alle medarbejdere heri. Medarbejderne har allerede en høj grad af medbestemmelse og ansvar i deres arbejdsopgaver. Det er en vigtig del af vores kultur, hvor vi lægger vægt på samarbejde, tillid og fælles ansvar.

Stillingen er delt mellem to funktioner:

Opgaven som pædagog
Som pædagog bliver du en del af Team Produktion, der i gennemsnit rummer ca. 30 borgere. Borgerne i Team Produktion varetager forskellige opgaver for en lang række virksomheder, bl.a. trykkerier, produktionsvirksomheder og butikker. Opgaverne er mangeartede og lige fra montageopgaver til at sætte labels på et produkt, om pakning, sortering, tælleopgaver, kuvertering osv.

Vi har stort fokus på at udvikle den enkelte borgers arbejdsevne, personlig- og sociale færdigheder og du vil have ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre individuelle og gruppebaserede aktiviteter for borgerne.
Vi arbejder med afsæt i den enkelte borgers overordnet mål, der er udarbejdet af visitationen.

Opgaven som virksomhedskonsulent
Som virksomhedskonsulent er du ansvarlig for at afklare borgerens beskæftigelsesmæssige ressourcer og muligheder. Din rolle er at skabe og vedligeholde kontakt til virksomheder med henblik på praktik, jobafklaringsforløb, job med løntilskud og beskyttet beskæftigelse i enten en af værkstederne eller i virksomheder, i samarbejde med din virksomhedskonsulent kollega.

Derudover vil du samarbejde med jobcentret, arbejdsgivere og interne fagpersoner om at finde de rette beskæftigelsesrettede løsninger for den enkelte borger.

Vi tilbyder

  • en alsidig og meningsfuld stilling, hvor du gør en reel forskel i menneskers liv.
  • et stærkt fagligt fællesskab med engagerede kollegaer og ledelsesmæssig opbakning.
  • mulighed for faglig udvikling indenfor både pædagogik og den beskæftigelsesrettet indsats.
  • fleksibilitet og plads til at bringe dine kompetencer i spil på tværs af fagområder
  • fokus på høje krav til et sundt arbejdsmiljø.

Om dig
Vi forventer, at du

  • er uddannet pædagog og gerne har erfaring med borgere med fysisk og/eller psykiske funktionsnedsættelser.
  • har kendskab til virksomhedskontakt og/eller jobformidling evt. fra en tidligere rolle som virksomhedskonsulent, jobformidler eller lign.
  • er indstillet på at kunne arbejde på tværs af hele beskæftigelsen.
  • er relations stærk, tydelig i din kommunikation og trives med en omskiftelig hverdag med mange muligheder.
  • har en struktureret og løsningsfokuseret tilgang og kan balancere rollen som både pædagog og virksomhedskonsulent.

I CHB prioriterer vi samarbejdet og trivslen højt og forventer, at du bidrager positivt til et godt arbejdsmiljø sammen med dine kollegaer og borgere.

Om os
Center for Hjerneskade & Beskæftigelse blev dannet ved en fusion mellem Hjernecenter Syd og Center for Job & Uddannelse den 1. januar 2022. Vi arbejder stadig på at lande i den nye organisering og ud fra vores vision "Vi skaber gode liv sammen". Visionen bygger på kommunens udviklingsstrategi om "Det Gode Liv for borgerne", med fokus på kerneopgaven: Sundhed, Mestring og Fællesskabelse.

I Beskæftigelsen har vi borgere i §103 Beskyttet Beskæftigelse, §104 i job Aktivitets- og samværstilbud samt i uddannelsesforløb på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) i Aabenraa. Beskæftigelsen er placeret på 2 matrikler i Aabenraa og Rødekro og du vil skulle understøtte indsatsen i beskyttet beskæftigelse og som virksomhedskonsulent på flere matrikler.

Beskæftigelsens målgruppe er unge og voksne med erhvervet eller medfødt hjerneskade, psykisk sårbarhed og/eller borgere med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Vi leverer indsatser, der understøtter borgerens afklaring og udvikling af deres personlige, sociale og faglige kompetencer.
Vi ønsker at du i din ansøgning begrunder, hvilke kompetencer du har et ønske om at sætte i spil i arbejdet som kombineret pædagog og virksomhedskonsulent i Center for Hjerneskade og Beskæftigelse.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Arbejdstiden i Beskæftigelsen er mandag-fredag i tidsrummet kl. 07.30-16.00.
Forventet tiltrædelse senest den 1. november 2025 eller efter aftale.

Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelse vil blive indhentet straffeattest og ansættelsen vil være betinget af, at denne er tilfredsstillende.

Ansøgning
Aabenraa Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem, så send din ansøgning via linket i stillingsopslaget. Ansøgningen skal være CHB i hænde senest onsdag den 17. september 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 24. september 2025.

Referencer vil blive indhentet efter aftale med kandidaten.

I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling.
Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.