Sagsbehandler til vejlovgivningen
Sagsbehandler til vejlovgivningen
Er du skarp i vejlovgivningen? Eller har du lyst og evne til at blive det, og til at specialisere dig på det vej- og myndighedsfaglige område? Så læs videre her – vi har en spændende stilling til dig.
Da en af vores erfarne sagsbehandlere går på pension, har vi en ledig stilling inden for sagsbehandling efter vejlovgivningen.
Sagsbehandling hos vejmyndigheden i Anlæg og Infrastruktur har trafiksikkerhed, trafikafvikling og vejteknik som hovedhensyn. På den baggrund skal du kunne forklare dine beslutninger, både mundtligt og skriftligt. Kort. Præcist. Velbegrundet.
Du får mange dygtige kolleger at diskutere sagerne med, og mulighederne for efteruddannelse er gode.
Om stillingen
I Anlæg og Infrastruktur vil du få mange dygtige kolleger som arbejder med myndighedsopgaver, trafiksikkerhed og vejteknik, og som kan give dig sparring i det daglige. Du får privatvejsloven som dit største sagsområde, men skal også kunne bidrage på de andre vejmyndighedsområder i afdelingen.
Dine væsentligste opgaver vil være:
- Sagsbehandling inden for privatvejslovens område, fx om ændring af vejenes indretning, og om nedlæggelse og vedligehold
- Besvarelse af spørgsmål fra borgere om reglerne på området.
- Påbuds- og håndhævelsessager på vejyndighedsområdet.
- Sagsbehandling i tvivlsspørgsmål om vejenes status, samt vedrørende hævd og skelforhold.
- Optagelse og nedlæggelse af veje
- Godkendelse af nye veje og vejadgange i udstykningssager.
Stillingen omhandler de retlige forudsætninger for en vejs tilblivelse og administration.
Sagsbehandling i forhold til privatvejsloven knytter sig tæt til det privatretlige område, og kræver opmærksomhed på hvornår vejmyndigheden overhovedet kan sagsbehandle. Ofte er private aftaler et element i sagsbehandlingen.
Der er stigende opmærksomhed på rettigheder i forhold til vejene, og du skal derfor kunne navigere i sager, hvor vejenes brugere og ejere har modstridende interesser gensidigt eller i forhold til de hensyn vejmyndigheden skal varetage.
Vi tilbyder
- En spændende og udfordrende stilling, som giver og kræver specialviden inden for det vejjuridiske område.
- Gode muligheder for udvikling af dine faglige og personlige kompetencer via efteruddannelse og via tillidsfuld sparring med engagerede kolleger i forvaltningen, eller med eksterne specialister.
- Et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvor vi kommer hinanden ved og påskønner kontorfællesskabet.
- En arbejdsplads med god fleksibilitet i forhold til arbejdets tilrettelæggelse.
Hvem forestiller vi os som ny kollega?
Vi forestiller os at du har erfaring med myndigheds-sagsbehandling inden for et teknisk område, eller at du har en uddannelsesmæssig baggrund som understøtter opgaverne.
Måske har du ligefrem arbejdet i en kommunal vejafdeling tidligere? Eller du kan have en uddannelse som landinspektør, med særlig interesse for vejenes retsforhold? Eller måske har du erfaring fra et andet juridisk arbejde, og søger en specialisering?
I hvert fald kræver stillingen en god portion juridisk flair. Herunder ønsker vi os:
- at du er indstillet på at gå ind på det vejfaglige område, og på at erhverve dig den nødvendige viden og kompetencer, fx via kursusdeltagelse.
- at du kan påtage dig myndighedsrollen og håndtere den på en professionel facon, også i konfliktfyldte sager.
- at du bidrager til det gode kollegaskab og til trivslen på arbejdspladsen.
- at du kan lide administration, og ubesværet kan håndtere forskellige IT-værktøjer.
- at du kan arbejde struktureret, og selvstændigt prioritere dine opgaver.
- at du er dygtig til at formulere dig mundtligt og skriftligt på dansk.
- at du er indstillet på at bidrage til forvaltningens og afdelingens øvrige opgaver.
Hvem er vi?
Anlæg og Infrastruktur bor i rådhusannekset i det centrale Sønderborg, og består af 19 medarbejdere og en afdelingsleder. Vi skal være flere i afdelingen, og rekrutterer derfor yderligere i den kommende tid. Vores uddannelsesmæssige baggrunde er blandt andet ingeniører, tekniske assistenter og skov- og landskabsingeniører.
Du bliver én af flere medarbejdere som arbejder med vejmyndighedsopgaver.
Vi arbejder med planlægning, anlæg og drift af veje, broer, grønne områder, stier, fritidsfaciliteter og kollektiv trafik, og er kommunens myndighed i forhold til vejlovgivningen. Trafiksikkerhed er et gennemgående tema i meget af vores arbejde, og Politiet er derfor en daglig samarbejdspartner for os.
Anlæg og Infrastruktur har et tæt samarbejde med Entreprenørafdelingen, som er kommunens udførende enhed på vejområdet. Entreprenørafdelingen er en del af det nyoprettede Drift og Beredskab Sønderborg.
Vi har i øvrigt samarbejdsflader til mange dele af den kommunale organisation. Det kan være i forbindelse med den fysiske planlægning, hvor nye arealer skal forsynes med veje, eller hvor eksisterende veje bliver påvirket af erhvervs- og boligudvikling.
Der er stor offentlig og politisk interesse for de opgaver der løses i Anlæg og Infrastruktur, og derfor er vi meget opmærksomme på at kunne forklare rationalet bag de løsningsforslag vi leverer og de beslutninger vi træffer.
Vi betjener hovedsageligt Teknik-, By- og Boligudvalget samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling, med tiltrædelse snarest muligt.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til din gældende overenskomst.
Kørekort er påkrævet.
Ansøg stillingen
Ansøgningen skal være Sønderborg Kommune i hænde senest mandag den 9. juni 2025 og samtalerne forventes afholdt fredag den 20. juni 2025.
Ønsker du at vide mere om stillingen og afdelingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Keld Rysgaard på tlf. 2790 8111, eller på [email protected].