Specialpædagog til Charlottegården - Autisme & ADHD Fokus
Har du lyst til at gøre en forskel for børn med vanskeligheder inden for autisme- og ADHD-området? Kan du skabe forudsigelighed og struktur omkring det enkelte barn? Ser du muligheder i at tænke fritid og skole sammen, og ser du det tværfaglige teamsamarbejde som en selvfølgelighed? Så har vi lige nu brug for dig til at understøtte børnenes faglige, personlige og sociale udvikling på Skolen i Charlottegården
Hvem er vi?
Skolen i Charlottegården er et af Københavns Kommunes specialskole- og special-KKFO-tilbud med 194 børn og unge. Vi har høj faglighed og et stort og bankende hjerte for vores fantastiske elever.
Vi søger primært pædagoger til vores indskoling og gerne med specialpædagogisk viden og erfaring. Du ser dig selv indgå i et tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger og medhjælpere og ser samarbejdet med forældrene som helt centralt.
Hvad kan vi tilbyde?
Skolen i Charlottegården er en skole og en arbejdsplads i rivende udvikling. Vi arbejder målrettet på at styrke det faglige niveau og udvikle vores arbejdsplads. Det gør vi blandt andet gennem fælles kompetenceudvikling inden for områder som Low Arousal og TEACCH.
Da vi ved, at faglig kvalitet kræver tid og omtanke, planlægger vi med både fælles såvel som individuel forberedelse til alle pædagoger.
Din profil
Du er uddannet pædagog og har lyst til at gøre en forskel for børn, der har anderledes forudsætninger men er umulige ikke at holde af. Du er indstillet på, at det er en opgave, der løses sammen med mange fagligt dygtige kollegaer.
Du har lyst til at være en aktiv teamkollega i såvel KKFO som skoledel. Du tager ansvar og har kompetencer og færdigheder, som du brænder for at sætte i spil sammen med børnene.
Du har interesse for – og gerne viden om og erfaring med – arbejdet omkring elever med særlige behov. Du er en god rollemodel for eleverne og kan vise vejen og skabe struktur og trygge rammer.
Du kender til Low Arousal og kan nikke genkendende til en grundtanke om, at alle børn gør det, så godt de kan i en given situation. Ligeledes er du god til at formulere dig tydeligt – mundtligt såvel som skriftligt – ud fra et ressourceorienteret børnesyn.
Du er åben for sparring og udvikling af egen og fælles praksis. På Charlottegården er teamsamarbejdet rygraden i arbejdet omkring elevernes udvikling, og det er vigtigt, at du har gode samarbejdskompetencer, er ambitiøs på elevernes vegne og er optaget af at styrke samarbejdet på tværs af faggrupper.
Du har lysten og kompetencerne til at være med til at lave et spændende fritidstilbud for de børn, der går i KKFO og sammen med dine kollegaer skabe et udfordrende og lærerigt miljø, hvor børnene kan udvikle sig både personligt og i fællesskabet med de andre børn.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Ansættelse er fra den 1. oktober 2025 eller snarest herefter.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Bilag
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Yderligere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte KKFO-leder Henrik Porsdal på 2156 5924.
Vi tilbyder meget gerne en rundvisning på Charlottegården. Ring og lav en aftale med Henrik.
Søg via linket senest fredag den 12. september 2025
Vi afholder løbende samtaler.