etjob.dk
København kommune Faglig konsulent

Uddannelseskonsulent - Klinisk Træning, Region Hovedstaden

Brænder du for simulationsbaseret undervisning af studerende i sundhedsuddannelser og kan du lide at koordinere og få det hele til at gå op i en højere enhed?

Så har vi måske et job til dig i vores Enhed for Klinisk Træning (EKT), da vi udvider teamet. Her træner studerende fra sundhedsfaglige professionsuddannelser kliniske færdigheder og kompetencer, når de er i praktik.

Om Enhed for Klinisk Træning
Enhed for Klinisk Træning (EKT) er indrettet i et tidligere sengeafsnit på Amager Hospital. Her udvikler og gennemfører vi simulationsbaseret undervisning for ca. 4000 studerende årligt. De fleste er sygeplejestuderende, der mødes hos os til undervisning som led i deres kliniske undervisning i kommuner og på regionens hospitaler. Vi samarbejder tæt med hospitaler, kommunerne og Københavns Professionshøjskole om at sikre sammenhæng, aktualitet og kvalitet i undervisningen og afholder også uddannelsesdage for kliniske vejleder og undervisere, for at understøtte sammenhæng og progression i de studerendes uddannelsesforløb.

Om jobbet
Sammen med tre kolleger får du ansvaret for enhedens aktiviteter herunder koordinering af de mange tilknyttede undervisere og figuranter samt den daglige drift af faciliteterne. Det er en vigtig del af jobbet at undervise og at bidrage til at udvikle det faglige indhold og det pædagogiske grundlag. Sammen med vores samarbejdspartnere er opgaven således også at sikre, at undervisning og træning er aktuel, autentisk og af høj faglig og pædagogisk kvalitet. Opgaverne veksler på den måde mellem undervisning, vejledning, supervision, udvikling, planlægning, koordinering, administration samt alle de praktiske opgaver, der får hverdagen til at hænge sammen.

Om dig
Vi forventer, at du brænder for simulationsbaseret undervisning af studerende, og er motiveret af at bidrage til høj kvalitet i uddannelse. Vi regner med, at det er helt naturligt for dig at samarbejde med studerende, undervisere, figuranter og kolleger på en måde, der bidrager til det positive lærings- og arbejdsmiljø i hverdagen, som er helt centralt for os på EKT.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Du har sundhedsfaglig baggrund med relevant efter- og videreuddannelse på master-/kandidatniveau.
  • Har aktuel klinisk erfaring samt undervisningserfaring som fx klinisk underviser eller klinisk vejleder
  • Har stærke formidlings- og kommunikationskompetencer
  • Har erfaring med at koordinere opgaver og processer
  • Trives med at indgå i tætte og mange samarbejdsrelationer

Vi tilbyder
Et alsidigt job, med gode kolleger i unikke omgivelser og et fleksibelt og positivt arbejdsmiljø, hvor der er brug for netop dine kompetencer og samtidig masser af nyt at lære. Du træder ind i et velfungerende lille team med en faglig leder i spidsen, men du bliver også en del af en uddannelsessektion i Center for HR og Uddannelse, hvor der er høj faglighed og et super godt kollegaskab. Her arbejder alle med et fælles mål om at bidrage til, at Region Hovedstaden er det bedste uddannelsessted for alle elever og studerende. Vi arbejder med afsæt i Region Hovedstadens Uddannelsesstrategi og forventer at få travlt med at bidrage til implementering af professionsbachelorreformen med udvikling af nye undervisningsformer og nye veje til at styrke sammenhænge mellem teori og praksis i uddannelse af fremtidens sundhedsprofessionelle.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen så er du meget velkommen til at kontakte faglig leder på EKT Anne Frandsen på tlf. 2033 1769 eller sektionschef Dorte Helving Rasmussen på tlf. 2131 3164.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår er med udgangspunkt i gældende overenskomst. Arbejdstiden er 37 timer/ugl i gennemsnit med flextidsordning.

Stillingen ønskes besat 1. november.

Arbejdssted er Enhed for Klinisk Træning, beliggende på Amager Hospital, Italiensvej 1, 2300 København, og der må også forventes aktiviteter på regionens forskellige hospitaler.

Ansøgningsfrist
Send din ansøgning, CV samt relevante uddannelsesbeviser senest 15. september 2025

Vi forventer at holde samtaler mandag d. 22. september 2025

Vi ser frem til at modtage din ansøgning gennem vores online rekrutteringssystem.

Center for HR og Uddannelse
Sektion for Grunduddannelse er en del af Enhed for Uddannelse i Center for HR og Uddannelse. Center for HR og Uddannelse er en del af Danmarks største sundhedsorganisation med 44.000 ansatte, hvor ca. 70 pct. er sundhedspersonale fordelt på syv hospitaler. Vi leverer uddannelse, kompetence­udvikling, ledelses- og organisationsudvikling samt rådgivning og service inden for løn, personalejura, forhandling, personalepolitik og arbejdsmiljø.

I Center for HR og Uddannelse dyrker vi nysgerrighed og læring. Her får du mulighed for at udvikle dig i en retning, der gør dig til medskaber af fremtidens sundhedsvæsen. Du vil opleve en arbejdsplads, hvor vi forventer – og giver plads til – at du selv tager ansvar og initiativ. Vi vil styrke lederskabet i den enkelte, fordi vi tror på, det skaber faglig og personlig energi og bedre resultater.