Skift branche: Prøv SOSU-faget i 4 mdr. + uddannelse med voksenelevløn
Drømmer du om gode karrieremuligheder og en meningsfuld hverdag, hvor du dagligt gør en forskel for andre?
Så kan et job på et plejehjem eller i hjemmeplejen være det næste skridt for dig.
Vi søger dig, der har lyst til at prøve kræfter med SOSU-faget og gøre en forskel i hverdagen for andre mennesker. Måske overvejer du også en fremtid som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent – hos os får du mulighed for at tage de første skridt på vejen.
Din baggrund er ikke så vigtig. Du kan være havnearbejder, kunsthistoriker eller bare endnu ikke have fundet din hylde. Det er aldrig for sent at skifte branche, det vigtigste er, at du er nysgerrig og motiveret for at drage omsorg for ældre borgere, at du er minimum 25 år gammel (så du kan få voksenelevløn), og at du har bestået dansk og matematik på 9. klasses niveau eller tilsvarende. Læs mere om andre, der har skiftet branche eller mød nogle af dine måske nye kolleger på vores facebook-side eller på Instagram på @voreshverdag_suf.
Vil du vide mere? Ring eller send os en sms på 30 50 32 52. Så kan vi fortælle mere om dine muligheder for at skifte til SOSU-faget.
Din vej ind i SOSU-faget starter her
Som brancheskifter introduceres du til faget, mens du bliver klædt på til at starte på en SOSU-uddannelse. I stillingen kan du se frem til:
- Fire måneders ufaglært ansættelse
Bliv fortrolig med SOSU-faget og find ud af, om du vil påbegynde en SOSU-uddannelse. - Arbejdssted
Arbejd på et plejehjem eller i hjemmepleje i Københavns Kommune. Vi har plejehjem og hjemmeplejeenheder over hele byen, og vi forsøger at matche dig med en arbejdsplads i det område, du ønsker. - Arbejdstider
Arbejd i dagvagter fra mandag til fredag - helt fri for aften-, weekend- og natarbejde. En dagvagt starter typisk mellem kl. 07-08.00 og slutter mellem kl. 15-16.00. - Arbejdsopgaver
Få hands-on erfaring med omsorgs- og plejeopgaver, så du bedre kan forstå rollen som SOSU-hjælper eller -assistent. Vi tilpasser opgaverne til dine kompetencer og tidligere erfaringer, og du har altid nogen at spørge til råds.
Derudover får du
- et introkursus på fem dage
- en mentor fra SOSU H til støtte og vejledning
- mulighed for at besøge SOSU H-skolen, hvor du både oplever studiemiljøet og får detaljer om uddannelsens opbygning
Kort om SOSU-uddannelserne
Undervejs i forløbet skal du beslutte dig for, om du vil læse videre til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent og vi støtter dig, når du skal søge om optagelse. Forløbet er målrettet mod, at du kan starte på en af SOSU-uddannelserne direkte efter din ufaglærte ansættelse.
Som social- og sundhedshjælper hjælper du borgeren med omsorg, pleje og praktisk hjælp. Der er fokus på at støtte og motivere borgeren til at hjælpe sig selv mest muligt og skabe struktur i hverdagen. Uddannelsen tager omkring et år og syv måneder afhængigt af dine tidligere erfaring, og her lærer du blandt andet om den grundlæggende pleje, den praktiske hjælp og dokumentation.
Som social- og sundhedsassistent er du med til at sikre, at borgerne får det bedste forløb i mødet med sundhedsvæsenet – hele vejen igennem. Du bliver en nøgleperson, der kan motivere, koordinere og udføre opgaver inden for pleje og rehabilitering. Uddannelsen tager omkring tre år og tre måneder afhængig af dine tidligere erfaring, og her lærer du blandt andet om grundlæggende pleje, praktisk hjælp, sygeplejefaglige opgaver, medicinhåndtering, dokumentation og formidling.
Du kan læse mere om begge uddannelser på www.sosuh.dk.
Hvis du allerede er sikker på, at du vil uddannedig indenfor faget, kan du også søge direkte ind på uddannelsen som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Du kan få voksenelevløn, hvis du er over 25 år.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i en tidsbegrænset stilling fra den 1. juli 2026 til og med den 10. november 2026. Herefter starter grundforløbet på de to SOSU-uddannelser.
Vi er fleksible i forhold til din opstart, hvis du allerede har planlagt ferie.
Du bliver ansat på fuld tid og får en månedsløn, som svarer til voksenelevløn i hele forløbet (ca. 25.600 kr. per måned) – altså fra din tidsbegrænsede stilling starter til du er færdiguddannet.
Vi indhenter straffeattest i forbindelse med ansættelserne, og hvis du ikke har dansk statsborgerskab, har vi brug for en kopi af din arbejds- og opholdstilladelse.
Du søger ved at uploade en kort, motiveret ansøgning, dit CV og relevante uddannelsesbeviser.
Søg via linket senest søndag den 3. maj 2026
Vi holder ansættelsessamtaler i løbet af maj. Skriv gerne i din ansøgning, hvis du har planlagt ferie, så vi kan tage højde for det.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere ssh jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 27 marts og udløber 3 maj. Kilde: Jobnet
Kontakt: Kontakt Hotline +4530503252
Lignende jobs
Bliv SOSU-elev i Københavns Kommune
SOSU-assistentelever med start juni 2026 – mulighed for voksenelevløn
Københavns Kommune søger SOSU-assistenter til stillinger i vagtlag i København
Social- og sundhedsassistentelev
Vi mangler dig som sommerferievikar i hjemmeplejen på Finsensvej i Frederiksbergudløber snart