Pædagog til Friluftshaven - Naturoplevelser i Lille Skensved
Pædagog / Uddannelse / udendørs / børnehave / natur
Drømmer du om at bruge en stor del af din hverdag udenfor i virkelig flotte naturomgivelser med uendelige muligheder og de dejligste børn? Så søger vi lige nu en pædagog til vores udflytterbørnehave Friluftshaven – og måske det er dig, vi mangler.
I vores udflytterbørnehave har vi en kæmpestor naturgrund, som vi hver dag udforsker og bruger til at lave fede pædagogiske aktiviteter med børnene. Vi har både en legeplads og et hus med gode rum, og så er vi omringet af skov, bæk og marker.
Hos os får du altså nogle ret fantastiske rammer til at give børnene en hverdag fuld af oplevelser i det fri. Vi laver bål, går på ture, udforsker skovbunden og er kreative med alt det, vi finder. Indimellem har vi temaer i en længere periode, som vi fordyber os i og laver alverdens aktiviteter ud fra. Senest har vi fx haft vikingetema, hvor børnene lavede deres eget skjold og Thors hammer.
Vores hverdag i Frilandshaven
Hver dag kører bussen fra vores byhus i Vanløse til udflytteren i Lille Skensved ved Køge. Turen tager ca. 45 min., og den er en vigtig del af børnenes hverdag – vi synger, fortæller historier og taler med børnene.
Vi arbejder med små børnegrupper, som vi kalder fokusgrupper, hvor vi laver aktiviteter med udgangspunkt i et fokusområde, som børnene i gruppen har behov for at udvikle sig inden for.
Vores ønsker til dig
Vi er meget åbne for, hvem vores nye kollega er. Det vigtigste er, at du er uddannet pædagog. Derudover håber vi, at du
- er glad for naturen og har idéer til, hvordan du vil bruge den i det pædagogiske arbejde
- kan arbejde ud fra en fast struktur for dagens gang
- vil være en del af et godt og tæt teamsamarbejde, hvor vi løfter sammen
- har lyst til at give vores børn den allerbedste børnehavetid med omsorg, udvikling og masser af børneminder
Hvorfor vælge os?
Du skal først og fremmest søge job hos os, fordi du vil noget med naturen og de muligheder, den giver til det pædagogiske arbejde.
Du bliver en del af et godt arbejdsfællesskab, hvor vi samarbejder om at skabe den sjoveste hverdag for børnene i vores udflytter.
Som noget nyt har vi igangsat et forsøg med fast forberedelsestid, som ligger i de modsatte uger af vores stuemøder. Derudover er her generelt stor tillid og frihed til at planlægge dagene, så alle har tid til og mulighed for at løse sine opgaver.
Som medarbejder i vores udflytter har du desuden en fast fridag hver anden uge.
Lidt mere om Drivhuset
Vi er en integreret institution, som består af Byhaven på Floras Allé i Vanløse og Friluftshaven, som holder til i Lille Skensved. I Byhaven har vi fire vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og i Friluftshaven, hvor du bliver ansat, har vi to børnehavegrupper.
Vi er inspireret af marte meo-pædagogik. Det betyder fx, at vi sætter lys på det, som fungerer godt, bekræfter og spejler børnene og har fokus på børnefællesskaberne.
Vi er særligt stolte af vores mange traditioner, som vi gør meget ud af – alt fra Sankt Hans og halloween til lygtefest og julefrokost. Det gør hverdagen magisk og skaber en ekstra god stemning, når vi har særlige stunder at kigge både frem mod og tilbage på.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvor meget du tjener som pædagog i Københavns Kommune.
Stillingen er på 37 timer om ugen og med start den 1. januar 2026 eller snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Har vi fanget din interesse?
Så fortæller vi meget gerne mere om stillingen. Ring til pædagogisk leder Malene Palmus Hansen på 21 74 22 98.
Du kan også læse mere om Drivhuset på vores hjemmeside.
Søg via linket senest mandag den 15. december 2025
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Lignende jobs
Teamkoordinator Børnehavepædagog i Drivhuset, Vanløse
Erfaren pædagogisk medarbejder til Drivhuset i Vanløse
Pædagogisk medarbejder til Radisestuen i Drivhuset, Vanløse
Pædagog søges til Udflytterbørnehaven Stjerneskibet på Vesterbro
Ledende Pædagog til Udflytterbørnehave i Dragørudløber snart
Se flere Pædagog jobs i København eller hele Region Hovedstaden